Surprise og børn

[Sillena af Mithri]

Sillena så på drengene, ventede på en form for vredesudbrud. Der kom ikke noget. Enten var de forvirrede, eller også var de bare nysgerrige. Delaq så hen på hingsten, der stadig stod omme bag Heltan. "Er det virkelig en vampyrhest?" spurgte han undrende. Sillena indrømmede i sit stille sind, at det lød lidt vildt. Sionyii stirrede frygtsomt fra midaneren til hesten, og klamrede sig til sin mors kjole.

[Heltan Apon]

”Ja,” svarede Heltan med sit stille smil. ”Han er meget trofast overfor mig, og lagde sig mellem en vampyr for at beskytte mig, da denne forsøgte at angribe. Heldigvis følger han stadig mine ordrer, ellers ville det meste af De fire Landes befolkning være døde eller blodsugere. Han elsker kamp en smule for meget, forstår du?” Hel var ikke god til børn. Han kunne finde ud af sine dumme artsfæller, men havde ikke den mindste forstand på, hvordan man var overfor sådan en. ”Jeg kan give dig en hest, der er lige så trofast og næsten lige så stærk som ham her, hvis du skulle have lyst til det. Han kunne i det mindste finde ud af dyr. At sige, at han havde mishandlet Trom for at få det temperament, var en fornærmelse for ham så dyb, at han ville have lettere ved at tilgive Sils far for sine plager.

[Sillena af Mithri]

Delaq så begejstret ud. En hest var vel enhver drengs drøm, hvis man var søn af en ridder. Sillena vidste ikke, hvad hun skulle mene. De fleste ville have skånet drengens øre for krig, død og blod. Et tilbud om en hest var ikke noget, man fik hver dag, men hun var ikke i tvivl om, at Heltan mente det. ”Hvor er den nærmeste landsby henne?” spurgte hun til sidst. Det måtte han vide.

[Heltan Apon]

Heltan nikkede mod der han var kommet fra. Trom havde en masse pakker spændt fast til sadlen, så han var kommet denne vej efter at have handlet. Han så over på hende. ”Du ville ikke have noget imod hvis jeg skaffede ham den hest, vel?” Ja, han mente det. Selvfølgelig.

[Sillena af Mithri]

”Nej,” Sillena rystede på hovedet. ”Jeg ved bare ikke, hvem der kan lære ham og passe den. Eller hvor den skal være.” Hun smilede svagt. ”Hvor vi skal være.” Hun purrede op i Sions lyse hår. ”Men mon ikke vi finder på noget?”

[Heltan Apon]

”Jeg kan hjælpe jer med penge, hvis I ønsker.” Han ville ikke have noget imod det. ”Desuden kan en hest hjælpe jer, hvis I skal rejse. Den kan bære ting og selv finde mad. Mine heste får selv til opgave at finde mad i Mida det meste af året.” Han gjorde det blot af venlighed. Ikke fordi hun var, hvme hun var, men på grund af det syn han havde tvunget på børnene.

[Sillena af Mithri]

Sil tøvede kort. Hun vidste ikke, om hun kunne være bekendt at tage imod hans hjælp. Hun kastede et blik på Delaq, og det fik hende til at beslutte sig. ”Jeg vil gerne tage imod en hest, men ikke pengene.” Dem måtte hun selv tjene. Så svært kunne det vel ikke være, kunne det?

[Heltan Apon]

Hel bukkede, overdrevet og dybt, igen med sit brede smil. ”Som De ønsker. Hvis I bliver i byen jeg nævnte, kan jeg komme om et par dage. Kroen er yderst behagelig, men med lidt for mange fordomme. Et drillesygt glimt strejfede hans øjne. De ville, hvis de var heldige, få at høre om en vis midaners nyeste gerninger.

[Sillena af Mithri]

Sillena kunne ikke holde latteren tilbage, da hun genkendte den kæreste i den fremmede midaner, som hun engang havde haft. Det ville gøre ondt, ufatteligt ondt, at skulle forlade ham nu, men hun var en sten viklet ind i silke, og hun stolede på, at det var hendes muligt at leve med smerten, og slippe den fri engang i mellem, når hun var overladt til sig selv. ”Tak.” Hun lyste op i et smil. ”Tusind, tusind tak.”

[Heltan Apon]

”Jeg kommer igen så hurtigt jeg kan,” lovede han og så op på Troms sadel. Han smilede svagt for sig selv. ”Men min sadel er optaget.” Pakkerne med hans indkøb dækkede hele sadlen, og han tøvede. ”Hvis jeg følger jer til byen, kan I passe på min oppakning.” Han gjorde tegn til hesten og den satte sig i bevægelse mod deres mål.

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede og løftede Sionyii op igen. Hun fulgte efter i den rigtige retning og kort efter satte drengene også i bevægelse. Hun kunne forstille sig, at Roux var misundelig, men en hest var nok, og han var måske også en anelse for lille til at håndtere sådan et ansvar. Hun holdt opmærksomt øje med skovbunden, for at undgå de skarpeste sten og største grene. Det var en tryg følelse at vide, at hingsten og Heltan fulgte med til landsbyen. Hun havde frygtet overfald.

[Sillena af Mithri]

Roux så henrykt ud. ”Ja!” udbrød han og så begejstret på vampyrhesten. Sillena så lettere skeptisk ud, men modsatte sig ikke. Hun kunne se, at Heltan havde fuld kontrol over den, der var sikkert intet at bekymre sig om. Ingen grund til at bekymre sig i hvert fald…

[Heltan Apon]

”Godt, vent et øjeblik.” Heltan tog en del af oppakningen, og Trom så forvirret på ham. Med den anden hånd tog han fat om livet på knægten og tog ham op på ryggen af hesten. Den skreg og fór frem, men Heltan sagde noget til den på sit eget sprog, og den tog hovedet ned, besejret. Midaneren smilede undskyldende. ”Han er ikke vant til at have mennesker på ryggen. Jeg undskylder.”

[Sillena af Mithri]

Sillena så lidt forskrækket ud, og så op på Roux for at se hans reaktion. Gudskelov var han da blevet siddende. Han så overrasket ud, men var ikke blevet direkte bange. ”Der skete ikke noget mor,” sagde han og rullede med øjnene.
Sillena smilede. ”Plejer du ikke at ride på ham, eller er han bare ikke tryg ved fremmede?” spurgte hun Heltan.

[Heltan Apon]

”Mennesker,” svarede Heltan. ”Hvis din dreng havde været midaner ville han kun have været fornærmet hesten af dagen.” Igen smilede han svagt og lagde oppakningen han havde taget fra Trom om på ryggen. ”Vær sød ved ham, knægt,” sagde han med blikket rettet mod drengen. ”Han betyder meget for mig.”