Surprise og børn

[Heltan Apon]

"Jeg er bedre til teorien end de fleste habile fægtere, men..." Han løftede hånden for at vise de anderledes satte fingre. "Jeg er ikke skabte til at håndtere menneskevåben. Jeg kan lærer jer alt i har lyst til, hvis I finder det interessant." Hans blik faldt ned på Sionyii. Han ville ikke blive overrasket, hvis hun var en lille mus med sværd i hånd. Måske kunne han også rette på det, hvis hendes mor syntes. Han løftede blikket og smilede mindre bredt og mere drilskt. "Jeg kan også lære dig noget, Sillena."

[Sillena af Mithri]

Sillena så lettere vantro på ham. Hun håbede virkelig det var hans spøg. Nok kunne hun lige klare, at hendes datter havde et våben i hånden, men hende selv? Nej, det ville... Det ville være helt forkert! "Nej tak," grinede hun.
Delaq kiggede fascineret på Heltans hånd, og studerede så sin egen. De var ganske rigtigt forskellige, men han havde først bemærket det nu.

[Heltan Apon]

"Jeg har smedet våben der passer bedre til midanernes hænder end jeres sværd." Trom kom frem af træerne efter Heltans usynlige ordre, og midaneren lænede sig adræt ud over vognens side og satte den ene fod på hestens ryg. Han rodede i en af taskerne og tog en dolk med et underligt formet skæfte op. Så gik han tilbage i vognen og satte sig. "Se her. Det ligger godt i mine hændet, mens hvis du selv prøver." Han rakte våbnet mod Delaq.

[Sillena af Mithri]

Delaq greb fat om skæftet. Det ville være fuldstændig umuligt for ham at kaste med dolken, men for en midaner ville det være nemt. Han rakte dolken over mod Roux, der måske endda elskede våben højere end sin bror, og selvom det var midanerens, kunne han ikke modstå sin nysgerrighed efter at vide, hvordan det var at have sådan en underlig dolk i hånden.
Sionyii slap ikke våbnet med øjnene. Hun var af den overbevisning, at ethvert våben pludselig kunne gå til angreb uden varsel, lige meget om der så ikke var nogle der holdt det.

[Heltan Apon]

"Jeg har også en del andre, sværd og dolke til både midanere og mennesker," sagde Heltan og lod blikket falde på pigen igen. Hun var meget anderledes end sine søskende, men hvis hun kom ud i verdenen og de endte i et farligt miljø, ville det ikke være godt hvis hun var bange for våben. Det var ikke længere noget, han ville snakke med hendes mor om. Han havde tænkt sig at lære hende det. Drengene var ikke noget problem, men hun var.

[Sillena af Mithri]

Roux rakte dolken frem mod Heltan. Han gik ikke ud fra, at Sionyii ville prøve at holde den, og hans mor havde ikke noget imod våben, så længe hun kunne nøjes med at kigge på dem fra afstand.
"Har midanernes sværd det samme skæfte?" spurgte Delaq nysgerrigt.

[Heltan Apon]

"Et lignende, ja. Ligesom hos menneskernes våben kommer det an på sværdets tyngde, og om det er ethånds eller tohåndssværd. Når vi har slået lejr kan jeg vise jer dem." Han tog imod dolken, stadig med blikket rettet mod pigen. "Og du er ikke interesseret? Er du bange for at jeg kaster den i hovedet af dig?" Han smilede igen sit overbevisende smil, og der var et glimt i hans øjne. Han kunne ikke finde på det, og håbede hun vidste det.

[Sillena af Mithri]

Sionyii nikkede, stadig med store, alvorlige øjne. Når det kom til våben, var det ligegyldigt om det så var hendes far, der stod med et sværd. Det kunne stadig skade hende. "Våben er farlige," sagde hun stille. "De dræber folk."

[Heltan Apon]

"Hvis den forkerte har dem i hånden, ja. Men hvad nu hvis en mand, der havde en kniv i hånden, kom hen til dig og truede dig? Ville det så ikke være rart at have noget at forsvare sig med? Det er dig selv, og kun dig selv, der bestemmer, hvad du vil bruge et våben til. Våbnet selv kan intet gøre." Han så afventende på hende. Hun ville nok ikke let komme til at kunne lide våben.

[Sillena af Mithri]

Sionyii rystede stædigt på hovedet. "Nej, for det ville jo gøre ondt på manden, hvis jeg kom til at dræbe ham," sagde hun. "Jeg vil ikke skade folk." Hun kunne ikke sætte sig ind i en situation, hvor hun blev nødt til at forsvare sig selv. De voksne forsøgte at skåne hendes øre for den slags snak om overfald, og hun skyndte sig væk så snart hendes brødre snakkede om våben og kamp.

[Heltan Apon]

"Så, min kære, lille pige, er du død. Eller det der er værre." Heltan så væk fra hende, lod som se ud, som om han var absolut ligeglad, parat på, at hun måske ville reagere på måder, han ikke var i stand til at håndtere. "Hvad nu hvis en eller anden truede din mor på livet? Hvis han stod med kniven mod hendes hals?"

[Sillena af Mithri]

Sionyii snøftede kort og så ned på sine hænder. Hun ville ikke snakke om våben eller død! Sillena omfavnede hende, da tårerne begyndte at trille ned af pigens kinder, og hun strøg hende over håret, imens hun kastede et blik på Heltan, der tydeligt fortalte, at han skulle stoppe.

[Heltan Apon]

"Verdenen er ikke simpel, tøs. Den er kompliceret, og megen smerte er forbundet med det." Han lod blikket falde og så på Sillena, og intet falskt smil betryggende på hans læber. "Hvis du lever i en landsby eller en storby, er du nødt til at kunne forsvare dig, og det ligegyldigt om du vil angribe eller forsvare dig." Hans blik blev venligere, og hans smilede igen overbevisende. "Selvom det kun er godt at du ikke ønsker at dræbe nogen."

[Sillena af Mithri]

"Jamen jeg vil slet ikke bruge våben," snøftede Sionyii, og tørrede tårerne væk med ærmet. "Mor bruger heller ikke våben!"
Delaq og Roux så lidt opgivende på hinanden. De vidste ikke rigtig, hvordan de skulle opføre sig, så de sad bare tavse, og lod som om, de ikke hørte hvad der blev snakket om.

[Heltan Apon]

"Mor skal lære at bruge våben." Også hun kunne ikke løbe fra det. Drengene var måske ikke i nærheden på et kritisk tidspunkt, og så kunne hun ikke bare sidde og brodere på sit lommetørklæde. "I er kommet ud i en anden del af verdenen, og her går det ikke at være ude af stand til at beskytte sig. Man risikere at komme ind i farlige situationer."