Surprise og børn

[Sillena af Mithri]

150 stammer? Sillena havde regnet med et meget mindre tal. Måske var ørkenen langt, langt større, end hun forstillede sig. Det måtte den være. "Hvor mange er der i din stamme?" spurgte hun nysgerrigt.
"Kan du nogle historier?" afbrød Delaq ivrigt.

[Heltan Apon]

"Nej, desværre," sagde Heltan til knægten. "Jeg er født slave, så jeg er ikke vokset op med historierne. Jeg kan få som jeg har overhørt de ældre fortælle deres børn, men jeg er ikke i stand til at genfortælle dem." Han så da over på Sillena igen. "Og vi er 38. Medmindre Freii eller Bargh har født. Så er vi enten flere eller færre."

[Sillena af Mithri]

"Er det normalt at midanerkvinder dør under fødslen?" Sillena var nysgerrig efter at se, hvordan midanere levede, men hun tvivlede på, at de ville bryde sig om hende. De fleste holdt sig langt fra mennesker, og selv hvis man behandlede dem venligt, stolede de ikke på nogen og trak sig væk så snart man dukkede op.

[Heltan Apon]

"Det er mere normalt at menneskekvinder dør, men det er ingen forsikring for, at vi ikke skulle have mistet en mens jeg var væk." Han smilede sit normale, falske smil til hende, som den vane det nu var. Han så over på Delaq, og betragtede vejen et stykke tid. Han havde ikke lyst til at komme hjem til stammen, men det var hans pligt. Han nød bare vejen mere end sine dummere fællers eller de forhadte menneskers selskab.

[Sillena af Mithri]

"Du burde ikke smile, imens du snakker om død," sagde Sillena. Hun håbede i sit stille sind, at begge midanerkvinde ville overleve, og at de ville stå smilende med deres barn i favnen, når de nåede stammen. Hvis de skulle forbi stammen, rettede hun sig selv i tankerne. "Det får det til at virke som om, du er ligeglad med at de dør."

[Heltan Apon]

Midaneren trak på skuldrene. "Det en dårlig vane. Og desuden er det ikke deres død jeg smiler over." Han vidste ikke om børnene forstod eller ej, men han håbede de ikke gjorde. En kvinde mere død i barselssengen var to færre mennesker til at være en trussel for ham og hans folk. Selv om det var en ond tankegang, så ville det være lettere hvis menneskerne blot forsvandt fra denne jord. Hans folk ville have en mindre trussel til at sørge for deres udryddelse.

[Sillena af Mithri]

Sillena spekulerede på, hvordan det kunne blive en dårlig vane at smile. Selvom det virkede oprigtigt, måtte hans smil vel være falske. Han burde have givet alle de adelige et kursus, for det var sådan noget man fik brug for i aldelslivet. Sige høflige ting, man ikke mente, og smile høfligt, selvom enhver idiot kunne se, hvor helt igennem falsk det var. "Hvem leder egentlig din stamme?"

[Heltan Apon]

"Jeg gør. Og jeg er venner med Den Store Høvding, som er den egentlige leder af alle midanere. Han er kongen, og stammernes høvdinge er hans... embedsmænd. Eller rådgiver. I hvert fald, de holder styr på det når han tænker." Og han lavede ikke andet end at tænke. Så teknisk set skulle alle bare passe sig selv. Indtil videre.

[Sillena af Mithri]

Af en eller anden grund overraskede det ikke Sillena overhovedet, at Heltan ledede stammen. Han havde altid været god til at lede folk, i det hele taget altid været god til alt hvad han forsøgte sig med. Det virkede absurd, at han skulle modtage ordre fra andre, selvom han selvfølgelig havde været slave. "Kan du så lide din lederolle?" spurgte hun smilende.

[Heltan Apon]

Han rystede på hovedet. "Nej. Men Den Store Høvding stolede mere på mig end andre, så vi valgte, at jeg skulle overtage den sidste ulydige stamme. Jeg bryder mig ikke om at kunne få dem til at følge mig blindt. Jeg er ikke fejlfri... Og jeg frygter også, at jeg skulle ende med at... Skade dem, eller tvinge dem til at gøre noget, de... absolut ikke ønsker." Han smilede stadig, smilede så forfærdeligt overbevisende, så kun det tøvende i hans stemme viste hans følelser.

[Sillena af Mithri]

Sillena havde lige fundet ud af, at hun ikke altid kunne stole på hans smil, og forsøgte at holde øje med andet end hans ansigsudtryk. Hun ville ønske, at hun kendte ham så godt, som hun havde kendt ham engang, men hvis der var nogle, der ikke fortjente at kende ham, måtte det være hende. "Ved du hvad de absolut ikke ønsker?"

[Heltan Apon]

"Det der problemet er. Nogle ønsker for eksempel at dræbe, og higer efter at jeg giver dem lov til det. Men så findes der andre, som på trods af midanernes natur frygter at dræbe. Man kan ikke se forskel på dem, og man ved, at det ville ødelægge den hvis man gav den forkerte besked om at nedlægge aftensmaden. Det er et af mine jobs, at lede jagten når jeg er til stede hos stammen. Men der kan også være mindre ting, som kan få dem til at hade mig. En leder skal være fejlfri og kunne kende sine undersåtter, og jeg har ikke troen på, at jeg bare kan. Jeg tænker for meget over ansvaret og fejlene en leder kan gøre ved en..." Pludselig, ud af ingenting, skød et brændende had ud af hans øjne. End ikke hans stemme havde afsløret det. Men det forsvandt igen, og hans smil kom igen frem. "Og... Det er nok fordi jeg selv har prøvet at være undersåtten."

[Sillena af Mithri]

"Men de kunne lige så godt have risikeret at have fået en leder, der ikke tænkte over deres behov og ønsker, og som var ligeglad med, hvem der..." Sillena stoppede op, som om der var noget, hun helst ville være fri for at sige, men tog sig så sammen. "Hvem der har lyst til at dræbe, og hvem der ikke har, og... Andre ting. Så på den måde, er de heldige, at de har dig, synes du ikke?"

[Heltan Apon]

"Det er også det, der får mig til at føle, at jeg har retten til at kalde mig selv en god leder. De, der ikke tænker på sine undersåtters behov, er mange, både hos os og jer. Også selvom jeg rejser meget. Jeg tænker over, hvem jeg giver ansvaret for dem, når jeg er væk." Hans smil falmede en smule og blev erstattet af det smallere, ægte smil. "Selvom jeg ved, at jeg ikke hører til hos dem, kan jeg ikke lade være med at føle noget for nogle af dem."

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede. Uanset hvor bekymret han var for at begå fejl, satte midanerne sikkert pris på ham.
Delaq brød ind med endnu et af de spørgsmål, han havde gået og tænkt lidt over, og som han utålmodigt havde ventet på at kunne stille. "Hey Heltan, er du egentlig god til at fægte?"
Sionyii spærrede øjnene op, da hun kom i tanke om dengang, hun havde forsøgt at fægte med Szumain.