|
|
Post by Heltan Apon on Jan 1, 2010 22:39:15 GMT 3
"Jeg ved hun ikke gør det, som ville tvinge mig til at skade hende." Smilet var forsvundet igen. "I modsætning til dig. Hvis du tror på du har din familie med dig, må du have glemt den situation jeg overværede for ikke længe siden." Trom hev igen da han begyndte at hive og lavede en knurreragtig lyd. "Men jeg har mit folk bag mig, og jeg slipper det ikke."
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 1, 2010 23:34:24 GMT 3
Hiion følte sig tåbelig. Tovtrækning med et dyr, diskussion med et andet... Han fnyste kort, og hev igen i sværdet. "Midanerne er kun halvt så mange kampdygtige som i Markare," slog han ned på, fordi han ikke kunne finde på noget andet. Han hev med al sin styrke i det forbandede sværd. Forbandede hingst! Forbandede midaner!
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 1, 2010 23:50:06 GMT 3
"Måske," sagde Heltan. "Og selv hvis du har taget højde for oprørske slaver, så må jeg meddele dig at hver midaner er mindst tre mennesker værd." Trom hev igen og begyndte at kredse om ham. "Markare har ikke magi på samme måde som os, forstår du." Han lavede en håndbevægelse, og Trom slap sværdet og trak det tilbage. "Desuden har vi bedre heste. Min egen snyder selvfølgelig en smule, når nu han er vampyr, men ellers slår vores selv Markares bedste heste. Jeg red om kap med den tidligere konge."
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 1:34:59 GMT 3
Hiion trak sværdet til sig, sikker på at hingsten kun slap, fordi Heltan bad ham om det. "Det forhindrer mig ikke i at angribe dig," svarede han kort for hovedet. Han så på... vampyrhesten, der uden tvivl blot ville komme på tværs igen, så i stedet valgte han at angribe den direkte denne gang. Han svingede sværdet i en halvbue ned mod dens ene forben.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 1:50:10 GMT 3
"Og det gør det heller ikke mindre uhøfligt," svarede Heltan, igen med sit smil på. Trom havde ikke fået besked på at angribe, og undveg derfor blot, stadig uden at kommer væk fra sin plads mellem Hiion og Heltan. "Godnat." Et uanseeligt tegn, og Trom rejste sig pludselig over Hiion så højt den kunne med forbenene helt inde til kroppen og hovedet krænget frem som et rovdyr. Et hurtigt spark i tindingen med det ene forben, og så var den nede igen, men et forben på hver side af hans hoved. Hingsten prustede og ledte efter livstegn hos sit bytte.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 1:59:47 GMT 3
Det sortnede for Hiions øjne, da han blev slået i jorden, og han besvimede med det samme. Brystkassen hævede og sænkede sig stadig, som tegn på liv, men det var ikke muligt at få kontakt med adelsmanden.
Sillena så forskrækket ud, men tog sig sammen, og bevægede sig over mod Heltan, stadig med Sionyii på hoften, og drengene bag sig. Hun tog en dyb indånding, da midanerens tilstedeværelse pludselig ramte hende lidt mere, end hun havde forventet. "Undskyld Heltan," hviskede hun, til sin store fortrydelse en anelse grødet.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 2:05:13 GMT 3
Heltan havde blikket på hesten og ænsede hende ikke. Den fortsatte med at snuse til manden, slikkede ham på næsen, men da Heltan skulle til at give den ordre til ikke at spise trak den sig tilbage og om bag ham med et mistænksomt blik mod Sillena. Han så op på hende, og en kølighed slog ind over ham på samme tid med den varme, han kendte så godt. "Jeg er bange for at jeg ikke ved hvad du undskylder."
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 2:36:49 GMT 3
"Der er mange grunde til, at jeg undskylder," svarede Sillena, da hun genvandt kontrollen over sig selv. Hun forsøgte at skubbe den varme følelse væk, der som kuldegysninger skød gennem hendes krop, hver gang hun så ham. Han ville ikke blive hos hende, så meget sorg hun havde forvoldt ham. Der var ingen grund til at skuffe sig selv. "Men tak.. Og også tak til.. Ham." Hun nikkede over mod den skeptiske hingst, og fremtvang et lille smil.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 2:45:49 GMT 3
"Du må forklare dig, hvis jeg skal kunne forstå," sagde Heltan og vendte sig fra hende med fejende hale. Han strøg hesten over halsen, mest for at undgå at se på hende, og Trom prustede afslappet uden at tage blikket fra dem. Men midaneren vidste, han ikke kunne skjule sig for hende, og han vendte sig igen. Blikket faldt på børnene, og han søgte efter had i deres øjne. Personligt ville han, i den alder, hade alle, der skadede hans far... Hvilket han jo allerede gjorde.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 2:58:23 GMT 3
Delaq og Roux stirrede på midaneren, før de løb hen til deres far. Det gik op for Sillena, hvad det egentlig betød for dem. De ville aldrig have begge deres forældre i nærheden på samme tid længere. Kun mest deres mor... Eller far. For når det kom til stykket, havde hun ikke noget sted at vende hjem til. Hendes far var udelukket, og hun ville allerhelst så langt væk som muligt. Måske kunne hun rejse ud af Markare. Det var en fantastisk tanke. Se et andet land... Hendes tanker blev afbrudt af Roux.
"Hvad har du gjort ved vores far!?" udbrød han og stirrede på midaneren. Sillena sendte ham et advarende blik, og han tav hurtigt.
"Jeg er ked af, at det er blevet så kompliceret. Det hele. Jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage." sukkede hun.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 3:02:11 GMT 3
"Det ville nok ikke ændre så meget," sagde Heltan og gik langsomt hen til den mand han hadede så højt. Han ignorerede børnene og satte sig på knæ, strejfede såret og smilede. Han så op på hesten igen. "Dygtig dreng, ikke? Slet ingen skade!" Trom nikkede begejstret med hovedet over rosen. "I skal ikke frygte for hans liv. Jeg kunne aldrig finde på at dræbe nogen for øjnene af deres familie."
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 3:09:26 GMT 3
"...Eller efter de er gået," tilføjede Sillena skarpt. Hun vidste ikke, om han kunne finde på det, men når det kom til stykket, kendte hun ham ikke rigtigt. Burde hun forsøge at slæbe Hiion tilbage? Hun bed sig i læben. Tjenestefolkene ville undre sig, og hun havde ingen forklaring, der var værd at tro på. Selvfølgelig kunne hun sige, at de blev angrebet... Men de ville ikke slippe ud af huset igen. Barnepigerne ville pyldre om hendes børn. "Kunne du gøre mig en tjeneste?" Hun så på Heltan, der tilsyneladende undgik at se på hende. Det gjorde ondt, men hun forstod ham godt.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 3:14:51 GMT 3
"Det kommer an på om I overlader ham til mig, eller ej. Selvom jeg ville lade min stamme bestemme hans skæbne. Det ville give ham en lærestreg, og jeg stoler på at jeg har haft indflydelse nok på dem til at holde ham i live." Han så op på hende, men lod blikket falde på børnene, og han smil blev fjernet. Han så alvorligt på dem. "Vær sød ikke at hade mig for dette." Han var ikke god til børn, men håbede, at alvoren ville få dem til at lytte til ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Jan 2, 2010 3:28:51 GMT 3
"Hvis jeg lader ham ligge her, overlader jeg ham til dig, ikke?" Sillena sukkede igen. Så blev hun vel nødt til at slæbe han tilbage uanset hvad. Hun elskede børnene for højt, til at overlade deres far til midanerne, der ikke ville behandle ham på nogen venlig måde, siden han ikke havde behandlet dem ordentligt. Hun satte Sionyii ned på jorden, og pigen protesterede straks. Delaq og Roux så undrende på hinanden. Man kunne da ikke bare bede folk om at lade være med at hade en, kunne man?
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Jan 2, 2010 3:35:40 GMT 3
"Ikke hvis du siger noget andet. Så lader jeg ham ligge, som du gør det, og han vil vågne op uden nye sår." Heltan så stadig ikke på hende. Hans blik lå på børnene. "I forstår mig ikke, gør I?" Nej de gjorde ej. Desværre. Han smilede igen, et ægte smil denne gang. Det kunne ses ved at det jo var svagt, var lille. Mange ville ikke engang kunne se det.
|
|
