|
|
Post by Heltan Apon on Mar 10, 2010 20:03:31 GMT 3
Heltan smilede, som sædvanligt, og så over på Roux i stedet, stadig med et halvt øje på Delaq og hvad han lavede. Drengen var underligt tavs, og noget i hans instinkt advarede ham om, at han havde lavet en fejl et eller andet sted. "Hvordan går det så, knægt?" spurgte han det næstældste barn.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 10, 2010 20:32:13 GMT 3
Roux så lidt over mod midaneren, trak på skulderen. "Fint," svarede han kort for hovedet, før han skyndte sig at starte en samtale med Delaq. "Hey Delaq, hvad tror du far tænker på nu?" Delaq rullede med øjnene, som om det virkelig var mere end åbenlyst. "Os, naturligvis."
Roux sad tavs et stykke tid. "Selvfølgelig," mumlede han.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 10, 2010 20:41:27 GMT 3
Det gik op for Heltan hvad han havde gjort forkert. Det var desværre bare noget, der ikke kunne gøres om. Han kunne sige undskyld, men knægten ville nok ikke lytte. Det var bare spild af tid at prøve. Alligevel valgte han at forsøge. "Jeg havde ikke tænkt mig at såre ham," sagde han til knægten. Selvom det var løgn.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 10, 2010 20:51:06 GMT 3
"Okay," svarede Roux bare. Han gjorde intet for at holde samtalen kørende, for hvorfor skulle han egentlig snakke med den midaner, der havde gjort hans far fortræd, for så bare at komme med gaver til hans søskende og lade som om at alt gik så fint, så fint? I det hele taget kunne han ikke forstå, hvorfor de dog ikke bare tog hjem igen.
Sillena betragtede sin næstældste søn med et bekymret blik. Det var endnu ikke gået op for ham, at de ikke kom hjem forløbig. Og hun var bange for, at hvis de endelig engang skulle kigge forbi Hiion, så ville Roux nok aldrig derfra igen.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 10, 2010 20:57:01 GMT 3
"Det var ikke meningen at sende jeres liv ud i sådan noget rod." Det var i det mindste rigtigt. "Jeg ved, jeg ikke kan forvente noget af dig, og du ikke har nogen grund til at lytte. Men jeg er meget ked af det, der er sket." Ja, han kunne i det mindste forsøge på at komme igennem. Men det var trods alt hans far og hans familie, der var blevet gjort fortræd.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 10, 2010 21:19:43 GMT 3
"Det er jeg også," svarede Roux irriteret. Kunne han da ikke bare blive ladt i fred!? Kunne Heltan ikke se, at han ikke gad snakke med ham?
Det begyndte at lysne forude, og Delaq blev enig med sig selv om, at de snart måtte være ude af skoven. Gad vide hvad der var på den anden side?
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 10, 2010 21:46:50 GMT 3
Der var ikke noget at gøre. Med fortrydelse og smerte lod han blikke søge væk fra vejen forude og gav op med at skjule sit ansigts sandhed. Han kunne ikke forklare, hvor meget det smertede ham at skabe endnu en modstander, og så endda et barn, der havde ret til at hade ham.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 10, 2010 22:25:02 GMT 3
Sionyii så lidt på Heltan, og undrede sig over, hvorfor han virkede så trist. Hun rakte en hånd op og klappede ham forsigtigt på hovedet, med et opmuntrende smil.
De brød ud af skoven, og sollyset skar næsten i øjnene, efter at have vænnet sig til den skygge træerne havde givet dem.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 10, 2010 22:33:05 GMT 3
Sletterne bredte sig omkring dem, og græsset bølgede i vindens lokkende sving. Heltan så over på Sionyii og nåede lige at skjule sin fjendtlighed bag et af sine normale smil. Normalt forbandt han hovedklap med kæledyr, og han var lidt for vant til at komme ned på det niveau. Men hun mente det ikke sådan, så han måtte ikke skræmme hende.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 11, 2010 20:50:44 GMT 3
Delaq drejede hovedet bagud, for at se på midaneren, før han rettede blikket fremad igen. "Hvornår når vi Mida?" spurgte han lettere utålmodigt. Han syntes, at de havde kørt i lang tid nu, og han var nysgerrig efter at se hvordan man boede i en ørken. Og hvordan en ørken så ud.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 11, 2010 21:38:20 GMT 3
"Det tager længere tid i vogn end hvis vi sad på hesteryg. Så... Om fem dage når vi grænsen, efter endnu to er vi i min stammes territorium. Hvis det er der vi skal hen." Han så over på Sillena med let tvivl i sine øjne. Måske ville hun hellere hurtigt finde et nyt hjem og en ny tilværelse. Et eller andet sted var det, hvad han håbede...
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 12, 2010 20:27:03 GMT 3
"Fem dage!?" udbrød Delaq med et suk. Han havde ikke regnet med, at det ville tage så lang tid. Eller rettere, han havde håbet på, at det ikke ville tage så lang tid. Han ville se ørken nu, ikke om fem dage!
Sillena kunne ikke holde latteren tilbage. "Tålmodighed Delaq," smilede hun.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 12, 2010 20:38:18 GMT 3
Heltan kunne ikke lade være med at smile over knægten. Tålmodighed var vigtigt, ja, men forhåbentligt ville denne irritation blot gøre ham gladere for ørkenen når de nåede frem. Ellers var der stor risiko for at knægten ikke var glad for den varme, tørre luft og den brune, brændende jord. Nogen så det ikke særligt tiltrækkende, men midanerne var smuttet derud fordi der var mindre konkurrence.
|
|
|
|
Post by Sillena af Mithri on Mar 13, 2010 13:28:08 GMT 3
"Har I mange stammer i Mida?" spurgte Sillena, efter at tavsheden havde hersket et stykke tid. Ligesom Delaq var hun nysgerrig efter at se ørkenen, men på en måde skræmte den virkelige verden hende en smule. Hun kunne ikke længere lulle sig ind i en tilværelse, hvor andre var der til at slide for en, og hvor man blot skulle koncentrere sig om det mønster, man var igang med at brodere.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Mar 13, 2010 13:55:09 GMT 3
"Omkring..." Heltan tænkte koncentreret et stykke tid. "150 ialt. Antallet af medlemmer variere mellem 100 og 20, alt efter stammens alder og evne til at holde sammen. Engang var der en stamme på hele trehundred medlemmer, men en svag høvding fik de fleste af de unge til at gå fra den og skabe en ny stamme. Nye stammer kommer tit." Han smilede til Sillena. "Midanere har faktisk mange historier, som de kan huske fra tidligere tider."
|
|
