|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 20:15:23 GMT 3
"Åh ja, det er rigtigt. Jeg havde glemt, at du for det meste ønskede at dø." Movicth sagde det stilfærdigt og nedkølet. Da han rettede blikket mod Ryonell, opdagede han sulten i den andens øjne. Stadig var der ingen følelse af angst, ingen panik. "Jeg tror ikke, jeg ville have haft noget imod, hvis du dræbte mig sidste gang. Det ville have gjort det lettere, end at træffe et valg. Men nu vil jeg være taknemmelig, hvis jeg får lov at overleve."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 20:22:51 GMT 3
Der var næsten ingen lyd da Ryonell rørte sandet på stranden, endnu en ændring fra før i tiden. Hans svar var en let brummen, svagt irriteret, men så slog synet af havet og morgensolen imod ham. Glimtet i øjet forsvandt, og det virkede som om hele mørkedæmonvampyrens krop slappede af. Det var tydeligt at en ting aldrig ville forlade denne massemorder.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 20:40:54 GMT 3
Muligvis var det havet, der reddede Movicth, indså han, da han landede i det bløde sand. Han så udover bølgerne, forsøgte igen at finde skønheden i den fantastiske udsigt. Det lykkedes ham ikke, eftersom rastløsheden tog over, hviskede ham i øret, at han ikke var i bevægelse. Det irriterende var, at når Tharqi var i nærheden, var der ingen stemme, som tvang ham fremad.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 20:49:19 GMT 3
Ryonell var tavs længe, og var ikke engang i stand til at flytte blikket da han igen begyndte at snakke. "Jeg savner mine malerier, mine lærreder og min maling," hviskede han, og alligevel var det tydeligt i Movicths ører. "Jeg overvejer om jeg skulle tage til Markare og hente dem, men der er så mange folk i vejen."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 20:58:43 GMT 3
Movicth tvivlede på, om Ryonell talte til ham, men ikke desto mindre svarede han. "Hvem skulle være i vejen?" spurgte han. Han kunne ikke se det selv, måske fordi han ikke havde kendskab til, at vampyren havde banket sin kone siden sidst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 21:05:02 GMT 3
"Shinee er i formentligt i Markare," svarede Ryonell, mens hans blik endnu lå fast på havet bølger og dets evige åndedræt. Hvor han dog elskede dette... Dette fortryllede væsen. Det var dog noget af det smukkeste han havde set. "Du kan stadig ikke se det, kan du?" sagde han, og denne gang talte han faktisk til Movicth. Han talte om den skønhed han selv betragtede.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 22:14:26 GMT 3
Shinee. Var Shinee i vejen? Movicth ville ikke bore ned i det, men vidste samtidig, at Ryonell ikke nævnte noget, medmindre han blev spurgt. Lysdæmonen lod emnet ligge. "Nej, jeg ser det ikke," indrømmede han. "For mig er det stadig bare hav og sol."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 22:20:17 GMT 3
"Det sørgeligt," mumlede Ryonell, igen for sig selv. Om han mente sig selv eller Movicth var ikke til at bedømme, men meningen var rettet mod ham selv. Han var den eneste i denne verden som kunne se det, som så sandheden i verdenens skønhed, men var hverken i stand til at give det til andre eller snakke med nogen om det. Ikke uden sine malerier, som han selv ikke mente viste den sande skønhed, selvom det var blevet rost fra alle der havde set det. Selv efter de havde mødt ham og vidste hvem og hvad han var. "Shinee blev i stand til at se det efter hun blev bidt." Han var alligevel ikke sikker på, om hun kunne se det han selv så.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 22:27:16 GMT 3
"Jeg misunder dig. Det må være fantastisk at kunne finde fred, ved blot at stoppe op og kigge udover havet. Og se skønheden." Movicth fandt i hvert fald ikke fred her, og måske skyldtes det, at han stod stille. Han kunne muligvis gå henad strandkanten, og pludselig opdage skønheden, men han tvivlede meget stærkt på det. "Men der er noget, jeg ikke forstår. Er Shinee et problem?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 22:37:41 GMT 3
"Nej, det er mig der er problemet." Det var ham der havde startet med at slå. Og så var der begyndt at blive sagt ting som han fortrød. Men det var ham der var begyndt at... "Jeg bankede hende. Og du kan vel godt regne hendes reaktion ud. Hun er trods alt Shinee." En kvinde der ikke lod nogen træde på sig i sidste ende. "Jeg må ikke se mine egne børn." Nu var det sikkert at havet havde reddet Movichts liv. Selv nu, hvor havet holdt ham nedkølet, brændte raseri og stor fortrydelse og smerte igennem hans forsvar.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 22:46:11 GMT 3
"Hvad har du tænkt dig at stille op med det?" spurgte Movicth i stedet for spilde Ryonells tid på lange salmer om, hvor ked af det han var på den andens vegne. Det var trist, men på en måde ikke overraskende. "Bare gå rundt og fortryde det?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 22:50:56 GMT 3
"Jeg gør hvad der er bedst for hende og holder mig væk, så hun kan finde den mand hun fortjener, i stedet for at give sit liv til en morder af natur. Jeg er blevet værre, men jeg regner ikke med at du er overrasket over." Verdenen rager mig en høstak fuld af nogle. Jeg gør alt for ikke at falde over den, i hvert fald. Han vidste han igen var endt i sin egen verden, og at den var blevet flere gange mørkere, nu hvor han vidste hvad han havde mistet og ikke var i stand til at finde en erstatning uden at flå halsen op på hende.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 23:05:06 GMT 3
"Det er ikke sikkert, hun finder andre," svarede Movicth med et skuldertræk. Han sukkede. "I det mindste er du mindre egoistisk end mig, hvis det kan være nogen trøst." Han burde forlade Tharqi. Omgående. Han bragte hendes liv i fare, det sidste han ønskede.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 23:10:22 GMT 3
"Hvis det gør dig glad, kan jeg godt lade som om jeg er enig," mumlede Ryonell og fortsatte med at stirre ud mod havet. "Men det ændre ikke på min nuværende livsituation. Sjovt at jeg skulle falde over dig igen. Det var dig, som hjalp mig ud sidste gang. Med hjælp fra en snigmorder, men det var stadig dig." Han omtalte situationen omkring hans fars død, der egentligt var forfærdeligt pinlig, hvis ikke det var fordi mindet igen greb om ham med sorg.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 30, 2009 0:41:03 GMT 3
"Det var ikke så meget mig, som det var din fars død," påstod Movicth. "Men det er i det hele taget sjovt, at vi stødte ind i hinanden." Han vidste ikke, om man kunne kalde det heldigt, men i hvert fald noget, man skulle mene var usandsynligt. "Min holdning er, at hvis du bliver gladere af at male, burde du tage til Markare."
|
|
[/URL]