|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 28, 2009 23:12:24 GMT 3
Det var morgen, og lys sneg sig ned mellem bladene gjorde jorden til et netværk af lys og skygge. Det hele virkede lysegrønt og friskt, og da Ryonell trak vejret ind, slog duftende af muld og skov imod ham. Han var stoppet op på grund af det syn der mødte ham, et syn som ingen andre ville have opdaget eller tænkt nærmere over. Heldigvis var han ikke sulten, så han var i stand til at nyde det i fulde drag. Udsensmæssigt var der ikke sket noget med ham efter han var blevet bidt. Han var så bleg som han altid havde været, og det var meget svært at blive tyndere. Tænderne gemte sig bag hans læber, og arrene fra bidende var mere eller mindre skjult af jakken. Han lignede sig selv, men var alligevel mere tiltrækkende og frastødende end før - hvis sidstnævnte overhovedet var mulig.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 28, 2009 23:30:32 GMT 3
Movicth var standset op. Tharqi var blevet sulten, og ledte efter mad, så han var overladt til sig selv. Frygten for forbandelsen blussede straks frem, og han var mere opmærksom end han havde været nogensinde før. Blot at kaste et blik bagud, at se sin skygge foran sig, at høre et eller andet pusle kunne få ham til at fare sammen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 28, 2009 23:54:56 GMT 3
Det tog lang tid for Ryonell at tage sig sammen til at fortsætte, og da var nye lugte kommet ind og krydsede hans sti. Han vendte hovedet. Lugten var bekendt, men han var ikke sikker, og var ikke dreven nok i lugtesansen til at bedømme om der var en eller to. Nysgerrighed kom op i ham, en følelse der havde været så godt som glemt i en måneds tid, og han vandrede afsted mod den bekendte lugt. Efter en smule gang kom han hen til en busk. Han stoppede op og stirrede mod personen på den anden side. "Movicht?!" Ikke et ansigt han havde forventet at se... eller havde lyst til. Hans ansigtsudtryk blev misfornøjet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 28, 2009 23:59:37 GMT 3
Movicth vendte sig med et chok, da nogen nævnte hans navn. Stemmen lød lidt for bekendt, også selvom den var blevet smukkere. Også ansigtet syntes forandret, blevet smukkere og om muligt udstrålede den sorthårede mand foran ham mere fjendtlighed end før. "Ryonell.." Han lød forbløffet. Først nu gik noget andet op for ham. Hadet flammede ikke op, det kørte kun på et lavt blus, der næsten ikke var påvirkende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 0:24:14 GMT 3
Ryonell var lige ved at spørge hvad lysdæmonen lavede, men det var jo tydeligt. Flygtede, som altid. Han snuste ind og rynkede næsen. "Du stinker forfærdeligt." Der var altså kun en person, så. Movicth, som var en bekendt lugt. Han snuste ind igen og havde følelsen af at skulle kaste op. "Du stinker altså virkeligt!"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 0:29:26 GMT 3
Movicth hævede et øjenbryn. Besynderligt. Mørkedæmonen havde virkelig forandret sig, måske endda lidt mere end hvad han umiddelbart havde troet. "Jeg ved ikke, hvad du er blevet, men jeg må indrømme, jeg er nysgerrig." Sidste gang skulle han giftes.. Hvad kunne det så ikke være nu?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 0:48:09 GMT 3
Gad vide om han altid havde stinket sådan? Hvis så, var han glad for at have haft en dårlig lugtesans tidligere. Han overvejede om han var sulten, men nåede frem til et nej. Selvom det var spændende at prøve at smage lysdæmon... Det blev i hvert fald ikke nu. "Hvor er det dog underligt at jeg støder ind i dig," sagde han med et skævt, falskt smil. "Lige nu." Hans tænder var blottet. "Et nogenlunde øde sted." Han rystede på hovedet. "Nåh, det er ligemeget nu. Jeg må hellere videre." Han tøvede et øjeblik. "Kender du vejen til den nærmeste landsby?"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 2:44:06 GMT 3
Movicth fik øje på de skarpe hugtænder. Det var ikke lige frem svært at regne ud hvad han var, specielt ikke hvis mørkedæmo.. vampyren mente, at han stank. Måske var det klogeste at få dem væk fra Tharqi. Et sammenstød mellem vampyr og varulv var ikke et problem, han ønskede at skabe. "Jeg har en bedre idé," svarede han. "Hvad med havet?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 2:53:32 GMT 3
Automatisk så Ryonell sig over skulderen, mod havet bag ham, og efter en kort tids tøven nikkede han. "Hvis du vil pines med mit selskab. Og kun hvis du fortæller mig hvor den nærmeste landsby ligger når du synes du har fået nok af mig." Han så tilbage på Movicht og kneb øjnene sammen. Han var blevet smuk, ligesom alle de andre væsner han havde mødt. Så vendte han sig om og gik lydløst ned mod havet, en lydløshed som også fortalte om det nye ved ham. Mørkedæmonen Ryonell bandede og svovlede over sine tunge skridt i de normale skove.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 3:19:34 GMT 3
Movicth nikkede. "Det lyder vel rimeligt nok." Han prikkede let Ryonell på skulderen, før han satte af og skød op i luften. Han gad ikke gå ned til havet. Jo hurtigere de kom væk fra Tharqi, jo bedre. Hun skulle ikke komme til skade. Ryonell var han en smule mindre bekymret for. Han havde en besynderlig evne til at overleve alt. "Må jeg spørge om noget?" spurgte han, da de begge var kommet i luften og var på vej mod havet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 3:24:18 GMT 3
"Selvfølgelig," svarede Ryonell og strakte vingerne med en elegance, han ikke før havde ejet. Hans øje lå fastklinet på lysdæmonen, og det sultne i dem kunne ikke helt holde sig væk. Selvom Ryonell lige havde spist, og for en med god lugtesans ville stinke langt væk af andre folks blod. "Men jeg ved ikke om jeg har tænkt mig at svare."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 3:28:47 GMT 3
Lysdæmonen smilede, som om det morede ham ufatteligt. "Nej, det har jeg vidst heller aldrig forventet." Movicth satte farten op med et kraftigt slag fra de hvide vinger. "Jeg spekulerede bare på, hvordan det gik til, at du blev vampyr." Mærkeligt nok frygtede han ikke at blive dræbt. En vampyr var en langt mere behagelig måde at dø på end skyggerne var det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 3:32:19 GMT 3
"Jeg forsøgte at redde Shinee," svarede Ryonell, og en stærk følelse af fortrydelse og arrigskab gik ind over ham. Mest fortrydelsen. "Men jeg var ikke i stand til det." Hvad var man, hvis man ikke engang kunne beskytte sin familie? Eller, endnu værre, hvis man bankede dem? "Hun blev også selv bidt..."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 29, 2009 3:41:30 GMT 3
"Det er jeg ked af at høre," bemærkede Movicth oprigtigt. Det var langt lettere at føle medlidenhed med den anden, nu hvor hadet ikke var så stærkt. "Men i det mindste var der ingen af jer, der døde." Han forsøgte at forstille sig, hvor mange liv der blev taget, for at Ryonell kunne stille sin sult. Umuligt at virkeliggøre i hans hoved.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Dec 29, 2009 3:45:27 GMT 3
"Min værste frygt har altid været at blive bidt," svarede Ryonell, og hans sultne øje trak sig tilbage, skuede ud over det nu synlige hav. Det var mørkt og hårdt. "Jeg ville have foretrukket døden. Og det vil jeg stadig. Hvad er et evigt liv uden..." Han tav og mærkede den sult, der kom når han blev rørt følelsesmæssigt. Automatisk så han over på Movicht igen, og var sulten.
|
|
[/URL]
