|
|
Post by Driindara on Nov 17, 2009 17:47:09 GMT 3
Driindara hvirvlede rundt i luften, sukkede over den manglende vind, der syntes at have fuldstændig lagt sig i heden, her i ørkenen. Hun fattede virkelig ikke, at Driind orkede at leve her, men han kunne jo heller ikke flyve, så det kunne være det samme for ham. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, i hvilket område af Mida hun befandt sig, som hun kom svævende. Bare der var nogle midanere i området, så var hun glad.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 17, 2009 17:56:00 GMT 3
Heltan stod sammen med sin flok af ubegavede halvmennesker - hans egne ord - og forsøgte at forklare dem reglerne for et menneskesamfund. Han forventede at Shinee arbejdede hårdt for freden mellem midanerne og Markare, og han brugte megen håbløs energi på at gentage sig selv. Trommoon stod et stykke fra ham og surmulede over ikke at måtte angribe sin flok. Han var tørstig, men han kunne ikke finde på at dræbe eller bide en midaner.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 17, 2009 18:23:54 GMT 3
Driindara var begyndt at kede sig, og fløj i slalom i store buer. Et brøl lød fra hende, før hun smækkede gabet sammen. De fleste ville blive alarmerede, men faktisk mente hun det mere som et kald. Et forsøg på at finde ud af, om der var nogle i nærheden.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 17, 2009 19:03:13 GMT 3
Alle midanerne hørte brølet, og de rettede hovedet mod hende. "Det er ikke Den Store Hvide Drage," mumlede en af Heltans undersåtter, og den tidligere slave nikkede bekræftende. Det var ikke Den Store, Hvide Drage. Dens brøl var dybere.
"Bare smut med jer," sagde han til dem, da de sendte ham et ængsteligt blik. "Jeg kan klare mig. Jeg har Trom." De nikkede bekræftende. At han kunne klare sig var fnyseligt for dem, men at han kunne klare sig på grund af hesten, det var noget de forstod. Hesten havde også rettet ørerne frem og pustede sig op. Han vrinskede, truende, mod den endnu ikke synlige fjende.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 17, 2009 19:56:26 GMT 3
Driindara rullede med øjnene, da hun hørte et vrinsk i nærheden, dybt og truende. Helt ærligt... Dog blev hun nysgerrig, og senere overbegejstret, da hun øjnede en midaner og hans hest under hende. Hun gjorde straks mine til at lande, i en elegant spiral, og sandet blev fejet til alle sider, da hun landede, lidt klodset, i sin iver efter at snakke med væsnet. Hun var ret ligeglad med hesten, den var ikke så interesserant.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 17, 2009 20:06:49 GMT 3
Trommoon vrinskede rasende og for frem mod dragen med blottede tænder. Han var frygtløs, vidste, at dragen ikke kunne skade ham. Eller rettere, havde den mening. "Shys, Trom. Vær sød mod vores gæst, ikke?" Trommoon vrissede af ham, skuffet over ikke at få lov til at suge blodet fra en drage. Efter at have smadret dens pandeskal.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 17, 2009 20:26:44 GMT 3
Driindara fnyste over hingsten. Er man lige lidt dumdristig, lille ven? lød det nedladende fra hende, før hun vendte sig mod midaneren med lysende interesse, strakte halsen, og lagde hovedet let på skrå. Hej! Hvad hedder du? Kommer du herfra? Er alle midanerne så pelsede? Hvordan kan du holde ud at være i ørkenen? Hun hoppede et par skridt nærmere.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 17, 2009 20:39:32 GMT 3
Trommoon gled til side og gik mellem Driindara og Heltan og blottede tænderne igen. Hvorfor undervurderede alle hans hest? undrede Heltan sig og blev stående. Egentligt var han ligeglad, selvom han ikke kunne lide at man automatisk så sig højere end hestene. Som om et ikke-tænkende væsen ikke kunne være en trussel.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 18, 2009 16:47:53 GMT 3
Okay, okay, jeg lover, at jeg ikke gør ham noget, du behøver ikke se sådan ud! Driindara rullede med øjnene, og svingede lettere irriteret med halen. Bare fordi Driind giver os et dårligt ry, betyder det ikke, at vi andre går rundt og dræber alt og alle.. Jeg har faktisk aldrig dræbt nogle. Hun holdt en lille kunstpause til ære for sit publikum. ...Eller næsten ikke nogle, ikke? Dræber midanere andre? Hun stoppede pludselig op, da noget gik op for hende. Du svarede ikke på mine spørgsmål! Det sidste lød mere rasende.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 18, 2009 16:55:16 GMT 3
"Jeg ville være meget interesseret i at svare, hvis du spurgte en ting af gangen," sagde Heltan velfomuleret. Trommoon kunne ikke lide tonen i hende... tankestemme og hendes ansigtsudtryk, og den stampede i jorden og prustede dybt. Den kunne allerede ikke lide den fremmede, men den kunne ikke lide nogen.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 18, 2009 17:09:29 GMT 3
Driindara sukkede. Jaja da.. Hvordan holder i ørkenen ud? Hun hoppede lidt udenom hingsten, for bedre at kunne se midaneren, og lagde sig ned i sandet i en hurtig bevægelse. Det var varmt og ubehageligt. Og hvad hedder du?
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 18, 2009 17:25:13 GMT 3
"Trom, vær sød," bad Heltan og så derefter op på dragen igen. Det var underligt at se, at øjnene var så klare som de var. Dette væsen kunne se. "Mit navn er Heltan. Og jeg har mange grund til at holde ørkenen ud. Jeg nyder varmen, selvom her er en smule for vindstille en gang imellem. Og her er dejligt fri for mennesker." Han smilede, men det var ingen nyhed.
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 18, 2009 18:41:40 GMT 3
En smule for vindstille? Driindara lo højt. Her er jo ingen rigtig vind! Det er meget bedre ude på havet, så blæser det rigtigt op! Jeg kunne flyve dig derud en dag. Hedder han virkelig Trom? Er Heltan et midanernavn? Hun så nysgerrigt fra den ene til den anden, holdt pause i sin uendelige talestrøm. Mit navn er Driindara.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Nov 18, 2009 18:58:54 GMT 3
"Ja, Heltan er et midanernavn, meget normalt, og nej, hans navn er Trommoon, men hans kælenavn er Trom. Og jeg vil helst ikke ud og flyve rundt oppe over havet. Jeg har allerede oplevet vinden derude. Jeg har ikke noget imod den." Han smilede stadig, og hans blik lå på hendes øjne. "Var der andre spørgsmål?"
|
|
|
|
Post by Driindara on Nov 18, 2009 20:02:10 GMT 3
Ja da, men jeg vil langt hellere møde de andre, og se om de ligner dig! Driindara rejste sig igen. Tror du de løber væk, hvis jeg nu bare kommer gående i stedet for? Det var mest et spørgsmål til hende selv, og hun begyndte at gå i den retning, hun havde set midanerne forsvinde.
|
|
