Tingesten!! //done

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gispede og brølede arrigt da hun bed ham. Han greb fat i hendes hår og rev til for at få hende fra sig og håbede, at intet gift havde bevæget sig ind i ham endnu. Hvis han nu bare kunne få hende til at slippe. Jhanin så bare på dem, eller hørte nærmere på dem. De blinde øjne rettedes mod Nevoja.

[Nevoja]

Nevojas hoved blev flået bagover, og hun greb ud efter hans håndled, for at presse ham væk. "Idiot," snerrede hun, forsøgte at knuse hans hænder mellem hendes. "Du fortjener at dø!" Hun skreg hvæsende, frustreret, og sparkede samtidig blindt udefter ham. Hun var for forfængelig til at lade ham rive i sit hår, og hun havde tænkt sig at dræne ham fra blod.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg kan ikke erklære mig uenig om det," sagde Ryonell koldt og nægtede at slippe hendes hår. Ryonell rettede et slag mod hendes ansigt, og da han missede hamrede han hendes hoved ned i sit knæ ved hjælp af sit greb i hendes hår. Jhanin forsøgte at skjule sin morskab, men det var ikke muligt for ham. Det var da en idiotisk kamp.

[Nevoja]

Nevoja skar tænder, og greb ud efter et eller andet, fik fat i noget, der mindede om tøj, og trak, så han var presset ned mod jorden. Hun klukkede svagt, og borede tænderne ned i hans lår, da hun flyttede hovedet i et hårdt ryk.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde mistet grebet i hendes hår, men han havde stadig ikke tænkt sig at dø. Hele hans krop begyndte at gøre ondt, men han kunne ikke forstå hvorfor, og han kæmpede videre, mere og mere blindt. Han sparkede ud efter hendes mave med sine store støvler, og Jhanin overvejede at gribe ind. Det kunne blive... grimt. Selvom han ikke ville være i stand til at se det, kunne det blive grimt.

[Nevoja]

Nevoja krympede sig under sparket, og slap ham. Hun fik ham presset væk, og kom hurtigt på benene. Jhanin lignede en, der ville blande sig, men han var ligegyldig, så længe han ikke gjorde. Hun lo lavt. "Kan du komme på benene lille ven, eller skal du have hjælp?" spandt hun. Hendes krop var begyndt at være øm, men hævnen havde fyldt hende igen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell 'snød' og brugte vingerne til at kaste sig mod hende igen. Han havde aldrig været god til at give op, og han havde altid været endnu værre til at tabe. Han stoppede sig selv halvvejs gennem luften, knyttede hånden og støttede på det raske ben, og først slog, derefter sparkede han efter hende.
"Du burde ikke tro du vinder så let," sagde Jhanin og rystede på hovedet. "Ryonell giver aldrig op, og Ryonell dør ikke. Han er for meget sin mor til at gøer det."

[Nevoja]

Nevoja undveg slaget og modtog sparket, hvorefter hun fór over ham, ligeglad med, om han ville ramme ham eller ikke. Hvis ikke kunne hun hurtigt rette op, inden hun endte med at falde. "Nej, det kan jeg se. Til gengæld er jeg ligeglad med hans mor. Jeg håber for ham, hun er død." Ordene hvirvlede gennem luften, imens hun angreb.

[Ryonell Bornakore]

Hvis Ryonell havde været rasende før, så var det intet imod hvad han var nu. Smerterne faldt i baggrunden, tvunget væk af den samme smerte der havde fået vampyrinden til at angribe dem, og han bevægede sig som om han aldrig var blevet bidt. Han svang et slag mod hendes skulder og et spark fra den anden side mod hendes hofte, mens han brølede sit raseri ud.

[Nevoja]

Nevojas forsøg på at undvige var lettere mislykkedes, så hun gik til modangreb i stedet, og overfaldt ham med slag, modtog selv et par stykker igen. "Årh hold op, jeg prøvede at være venlig!" Hun rullede med øjnene i forvirringen af spark og slag, men desværre havde hun ikke fået en chance for at bide ham igen. Men faktisk havde det været næsten venligt ment - ifølge hendes forstyrrede hoved. Jag af smerte i hoften skød igennem hende, hver gang hun bevægede sig.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fik fat om hendes hals med den ene hånd og slyngede hende ind i det nærmeste træ. Det sortnede for hans øjne, og han gik i knæ og kastede op da smerterne kom igen. Adrenalin og vrede var ikke længere nok til at holde den på afstand, men han tvang sig op at stå igen. Jhanin gik frem for at hjælpe ham, men Ryonell skubbede ham surt væk.

[Nevoja]

Nevoja skar ansigt, da træet hamrede hende i møde, og hun snerrede vildt, da smerten nåede hende. Hovedet føltes pludselig som ét hav af smerte, og hun måtte standse et øjeblik og læne sig tungt med stammen. Et øjeblik blev længere, måske endda et par minutter, inden hun samlede sig igen, løb og sprang frem mod ham, som tankerne kørte på afveje efter slaget. Hun kunne ikke samle sig om andet, end at hun vidste, at han skulle ned med nakken nu, og faldt ind over ham uden af sagtne farten. Hun slog ud efter hans hoved med en knyttet næve.

[Ryonell Bornakore]

Den ramte ham i hovedet, men smerten derfra var intet i forhold til hvad han ellers følte. Han forsøgte at slå hende, men hans øjne så intet nu, og hans arm var blytung. Han fik den dog svunget, og det var det sidste han nåede inden han mistede bevidstheden. Jhanin stod og ventede på at hun skulle komme i tanke om ham igen, men sin brækkede arm og den alt for store jakke.

[Nevoja]

Nevoja skar ansigt, da armen ramte hende et sted lidt over hoften, og rettede sig op. Hun så over på Jhanin, havde aldrig helt glemt ham, men havde stadig ikke fundet ham vigtig, når han ikke deltog i kampen. "Jeg vidste ikke der var hold i myten om vampyre der kan forvandle sig til flagermuse." Hun lagde hovedet på skrå, som om det var et spørgsmål han skulle svare på.

[Ryonell Bornakore]

"Som jeg sagde," sagde Jhanin, "jeg er omkring en halv gang mere end du er." Den blinde knægt smilede. "Vores art startede som en flok menneskeblodsdrikkende flagermuse, en stor slægtning til vampyrflagermusende, men vi ændrede os. Jeg har bare altid kunnet noget andet." Han så blindt over mod hende.