Escape

[Nevoja]

Den unge mand så på hende med et tilbedende blik. "Goddag," smilede han lidt fåret. Nevoja lo bag dem.
"Åh Vanny, der er en der er faldet," svarede hun leende. Han ville blive let at lokke med ud i skoven, ingen tvivl om det.

[Vanyrimora]

"Det hun mener er, at vi har brug for hjælp," forklarede Vanyrimora og gestikulerede mod skoven, og manden nikkede uden at spørge og fulgte med dem. Isdronningen var meget begejstret for sit fund og gik tilbage mod stedet de havde forladt pigen. Hun havde slæbt sig tre meter, og Vanyrimora rullede med øjnene. "Det kan da ikke være så svært." Isen bredte sig fra benet, og langsomt og smertefuldt bevægede den sig videre, mod hjertet.

[Nevoja]

Nevoja sukkede. "Undskyld her ikke er ordentligt ryddet op," undskyldte hun beklagende, som om det var en tydelig fejl. Hun så lidt på den døde far, og så på pigen, der langsomt og smertefuldt døde. Til sidst stod hun helt livløs, kun isen holdt hende på plads. Hun så på den unge mand, for at se hans reaktion.

[Vanyrimora]

Mandens selvsikre smil var forsvundet, og Vanyrimora så falskt overrasket ud ved synet af hans forfærdede ansigtsudtryk. "Åh, undskyld, det var ikke med vilje, hun skulle være flygtet nu. Det er bare ærgerligt, fortalte det endda til hende." Hun rystede opgivende op hovedet, og trak så manden helt hen til dig. "Middag eller legetøj?" spurgte hun.

[Nevoja]

"Legetøj. Jeg er ikke sulten." Nevoja greb liget af faren, og tyrede ham længere ind i skoven. Han kunne ikke ses, men høres, da han faldt til jorden med en dump lyd, sikkert i nærheden af hendes kiste et sted. "Åh, du blev ikke forskrækket vel?" Nevojas øjne blev store og uskyldige, da hun så på den unge mand. Han rystede hurtigt på hovedet, som om han da var lidt for macho til at blive bange for noget.

[Vanyrimora]

"Det er godt," sagde Vanyrimora og trak ham nærmere og lod sin iskolde tunge glide op af hans hals, mens hun tog fat i hans hænder. Hendes iskolde tunge distraherede ham så meget at han ikke lagde mærke til kulden i sin ene hånd, og hun brækkede pludselig noget af med et smæld og lagde to af hans egne fingre i hans anden hånd.

[Nevoja]

Nevoja grinede, og strøg ham over kinden, før hun nuppede fingrene ud af hånden på ham. Efter at have givet ham lov til at bemærke, at han stod med sine egne fingre naturligvis. Hun lod dem falde ned i en lomme. Man vidste aldrig, hvad man kunne bruge et par fingre til det. Hun stilte sig tæt op af hans anden side, og prikkede hul i hans kind, under dække af at ville strejfe ham med håndryggen.

[Vanyrimora]

"Har du det ikke bare rart, skat?" spurgte Vanyrimora, og selvom manden troede det var ham der blev talt til var det jo Nevoja. Vanyrimora greb hårdere fat i begge hans hænder, både den frosne og den endnu varme, og pustede ham i ansigtet. To kvinder, lige meget hvor sadistiske de var, måtte vel være en mands drøm. Selvom han her nok håbede det blot var en drøm.

[Nevoja]

"Mhhhm," samtykkede Nevoja, og fangede en dråbe blod på pegefingeren, der dryppede fra hans kind. Hun lagde hovedet kælent ind mod hans hals, og trykkede let læberne mod huden, lod tænderne meget let strejfe ham, uden at bide hul, og trak sig så lidt fri. Kolde gys skød igennem ham. Ikke noget at sige til, med isdæmoner i nærheden.

[Vanyrimora]

Vanyrimora smilede og strøg ham over hovedet. "Sagde jo det var godt at finde en flot ung mand." Selvom han mere eller mindre var stivnet for dem. Han forsøgte ikke at vise sin frygt, men det var ikke vellykket. "Vi kan lege meget med ham. Han har bare at være meget udholdende." Og det var han. Til deres fryd.