Escape

[Vanyrimora]

"Vampyøøhr..." gispede pigen, og Vanyrimora strøg hendes kind.
"Ja, vampyr. Er hun ikke bedårende? Jeg elsker af se på hendes værker." Isdronningen smilede, og blodet omkring dem der ikke længere var inde i mandens krop frys til is. Hun lod det løfte sig, og blodrødt is hang nu i luften. "Jeg har en smule dessert til dig bagefter, skat, hvis du skulle være interesseret." Pigen stirrede stadig på sin far med store øjne.

[Nevoja]

Nevoja legede lidt med hjertet, men fandt det til sidst kedeligt, og rettede sig op. "Vanny, tror du pigen er kannibal?" Hun grinede bredt, og stirrede forventningsfuldt på den rædselsslagne pige. "Ville det ikke være morsomt, hvis hun fik en lille bid af sin far?" Hovedet blev lagt på skrå i en hurtig bevægelse. Først ville hun have spiddet hjertet med Vannys is, men det her var meget sjovere.

[Vanyrimora]

"Fremragende ide, skat!" klukkede Vanyrimora og fik fat i hjertet ved hjælp af sin is. Hun tog hånden om hjertet, rynkede næsen i misbeligelse over følelsen og så igen på pigen. "Åben munden, eller jeg fryser dig ned," sagde hun kattevenligt, men inden pigen nåede at reagere havde hun allerede stukket hjertet halvt ned i halsen på hende. Pigen hostede og spyttede og vred sig i mangel på luft. Hun hostede hjertet op igen, og isdronningen tsk'ede. "Skuffende. Kan du så putte det ind i munden igen!" Hun frøs pigens fod til og stampede på den. Foden flækkede. "Spis, min lille ven."

[Nevoja]

Nevoja lagde hovedet tilbage i en klukkende latter. Pigen var Vannys fornøjelse, nu var det hendes tur til at kigge på. Kunne man mon fodre mennesker med hjerter? Det ville være sjovt at lege lidt med det. Indfange et barn, og tvinge det til at æde rå menneskehjerter i et par dage, for at se, hvordan det gik. Men lige den her pige måtte gerne dø... Hun havde jo en mor.

[Vanyrimora]

"Kom så, tøs," forlangte Vanyrimora. "Det er jo bare din fars hjerte, ikke noget farligt. Prøv lige tænk på hvis jeg fodrede dig med edderkopper!" Personligt mente hun det var værre, men pigen mente tydeligt noget andet. Hun klynkede og rakte ud efter hjertet, men netop som hun var ved at nå det trådte isdronningen igen på hendes fod. en tå brækkede af, og pigen peb. "Hvad venter du dog på?!" Ikke fordi det gjorde ondt. Foden var følelsesløs. Pigen rakte ud efter hjertet igen og tog det langsomt op til munden og tog den første bid.

[Nevoja]

Pigens ansigt foretrak sig i væmmelse, og hun lignede en, der skulle kaste op, eller det der var værre. Hvis der nu var noget værre. Nevoja lo kvidrende. "Åh Vanny, genialt, du fik hende til at spise det!" Hun klappede begejstret i hænderne, og studerede pigen nøje, for at se, hvad hun nu ville gøre.

[Vanyrimora]

"Det handler bare om ikke at kaste op, ven," sagde Vanyrimora belærende, og pigen holdt det tydeligt tilbage, bange for at dø. I det mindste troede hun stadig på at hun ville kunne overleve, men god opførsel. En smule opkast gled ned fra pigens mundvig, og Vanyrimora tog pigens ærme op og tørrede opkasten væk med den. "Det var flot. Prøv så at tage endnu en bid. Denne gang uden den mindste uhumskhed."

[Nevoja]

Nevoja blev ved med at le, og sang lidt for sig selv, før hun kravlede op i det nærmeste tre, på den laveste gren. Hun svingede lidt med benene, og forsatte med at se på pigen. Dronningen afskyede alt beskidt, vidste hun, men det gjorde ikke så meget. Beskidt var heller ikke pænt.

[Vanyrimora]

Pigen tog endnu en bid, og Vayrimora lo. "Flot, tøs, du klarede det!" Pigen kastede ikke op, og det var jo bare godt. Intet af det der tåbelige uhumske stads hun eller ville have gjort. Resten af hendes allerede frosne ben frøs hårdt som sten, og isdronningen grinede. "Du er fri til at gå!" Hun ville holde sig i nærheden når pigen kom tilbage til landsbyen - hvis hun var i stand til det. "Kom så, skat," sagde hun til vampyren, "vi skal have et nyt offer."

[Nevoja]

Nevoja sukkede lidt. Ingen død? Hvor skuffende. Men på den anden side.. Hun smilede bredt. "Nyt offer," nikkede hun og sprang let og elegant ned fra grenen, landede på jorden fuldstændig lydløst. "Kom kære veninde, lad os jage en skræk i livet på de stakkels mennesker," hun rullede med øjnene og begyndte at gå.

[Vanyrimora]

"Ja, lad os." Vanyrimora så over på pigen og smilede. "Vær så god af gå så snart du kan." Pigen ville aldrig være i stand til at gå igen, og dette havde hun selv opdaget. Benet var frossent og dødt, og langt tungere end det havde været før. "Nyt offer, nyt offer, og en masse død." Vanyrimora grinede. "Hvis pigen stadig er der når vi kommer tilbage, dræber jeg hende!"

[Nevoja]

Nevoja klukkede begejstret. "Bliv stående tøs, og nyd showet mens du kan!" Hun gjorde en bevægelse mod faren, og begyndte at gå mod byen igen. Nyt offer! Hendes øjne glødede i spænding. "Vi kan vrage og vælge," grinede hun.

[Vanyrimora]

"Jeg vil hellere vrage," grinede Vanyrimora og så kærligt over på sin veninde. "Vi skal have en rigtig fin, ung fyr denne gang. Jeg har lyst til at lege, og så skal det være en jeg nyder at se på. Ikke en gammel mand." Hun rystede på hovedet og rynkede næsen, som om gamle mænd var ulækre. Hendes mand havde været 45-46 år. Og det var gammelt, efter hendes hoved.

[Nevoja]

"Åh, dem er der masser af! Eller... I hvert fald unge mænd." Nevoja smilede. Vanny var ret kræsen med, hvad der var pænt, imens Nev dræbte de grimme med det samme, så de ikke gik til spilde alligevel, nu når de var i nærheden. De nåede hurtigt udkanten af byen igen, og folk var lykkeligt uvidende om den pige, der stadig stod i skoven, og den mand, der lå død et sted i nærheden.

[Vanyrimora]

Vanyrimora brugte lang tid på at se på mændene, og rystede sukkende på hovedet. Der var ikke nogen, der rendte rundt i udkanten, og hun bevægede sig længere ind i byen. En mand kom pludselig ud, han overkrop bred og hans hår kastanjebrunt, ansigtet smuk og virkede halvsnobbet. Hun bevægede sig hende til ham. "Hej," sagde hun med sit flirtende smil.