Escape

[Nevoja]

Nevoja kom muntert gående ved siden af isdronningen, på vej mod byen. Der var ikke længere andet end et par få meter, og hun betragtede grådigt alle de dejlige, uskyldige mennesker. "Åh se, ham der skal dø! Han har en kone!" udbrød hun med et stort smil. Så gjorde de vel også konen en tjeneste.

[Vanyrimora]

Vanyrimora så tænksom ud og nikkede så langsomt. "Han har også en datter." En ung pige, 11-12 år, kom gående et par skridt bag manden. "Vi fanger manden og pige, og pine ham til døde. Så slipper vi pigen løs i skoven." De vidste begge at hun ville få lov at se på døden. "Så finder vi et andet offer." Isdronningen så rundt i byen gennem den vinterklare luft med sine blegblå, kolde øjne.

[Nevoja]

"Jeg elsker dine ideer," samtykkede Nevoja begejstret, og bemærkede ikke, at der var op til flere, der havde fået øjet på dem. Egentlig burde de være taknemmelige for, at det ikke var dem, der skulle dø lige forløbig, men de stod bare og stirrede, som om det var unormalt at se, to damer komme gående side om side. De nærmede sig målet.

[Vanyrimora]

Vanyrimora gik forbi folkene uden at se på dem, dog bevidst om deres blikke. Hun ignorerede dem og gik sin bedste dronningemarch over til sit mål. Hun smilede da hun kom over til manden, det eneste af hendes falske smil der nogensinde var vellykket. Det flirtende smil der havde bundet Drhati til hans død skilte dem. "Hej," sagde hun uskyldigt. "Kunne du ikke tænke dig at komme med? Vi flyttede ind i vores nye hus i skoven, men døren har sat sig fast, og vi har brug for en stærk fyr til at åbne den."

[Nevoja]

Nevoja nikkede beklagende, og så ned på datteren. "Åh, du må selvfølgelig godt tage din datter med." Hun smilede indsmigrende.
Manden så lidt undrende på dem, men virkede tilfreds med at blive kaldt 'stærke fyr.' "Selvfølgelig, bare vis vej!" sagde han. Nevoja grinede, men uheldigt for ham, vidste han ikke, hvad hun grinede ad.

[Vanyrimora]

"Godt, kom med," sagde Vanyrimora, stadig smigrende smilende, og førte dem ind i skoven. Datteren var tydeligt utilpas med disse to smukke, faretruende kvinder, hvor den ene gik på den fine måde der skreg adelig, og den anden havde et sultent udtryk i øjnene. Hun turde dog ikke sige noget, og Vanyrimora fik dem langt ind mellem træerne. "Det er her," sagde hun og bevægede sig ind, så hun stod mellem dem og landsbyen.

[Nevoja]

Nevoja så afventende over på Vanyrimora. Hun blev nødt til at fryse pigebarnet fast, så hun i hvert fald ikke løb nogen steder. Manden så lidt forvirret ud. "Her er da ikke noget hus," brummede han forundret.
"Far, jeg tror ikk.." Datteren ville endelig prøve at nævne noget. Ak, forsent. Alt forsent. Nevoja lo blot sindssygt.
"Hvad tror du ikke?" spurgte hun alt for sødt.

[Vanyrimora]

"Jeg ved hvad hun ikke tror," sagde Vanyrimora, og der var et strejf af sindssyge i hendes stemme og øjne. Ikke helt så tydeligt som Nevojas, men den var der. Hvad der havde fået den frem i hende var sikkert medfødt, og skjult af hendes charme og dronningefasade. Efter hun havde mødt Nevoja havde hun fået det meget bedre.

[Nevoja]

"Hvad vil I!?" udbrød manden, og så på de to fremmede kvinder, og skyndte sig over mod sin datter. Nevoja var hurtigere, og lagde sig i mellem.
"Hold nu op, vi skal bare... More os lidt." Hun trådte et skridt frem mod ham, der uvilkårligt fik ham til at bakke. "Vanny, jeg dør snart af utålmodighed!" De sindssyge øjne blev opslugt af et endnu større vanvid. Hun var på jagt igen, hun havde et bytte, og den rastløshed der altid herskede i hendes sind, ville atter forsvinde i en blodrus, der hamrede igennem hele hendes krop. De var et godt team, isdronningen og vampyren.

[Vanyrimora]

"Åh, tålmodighed skulle være en dronnings dyd, smukke, men det er nok nærmere hende død i dette tilfælde," sagde Vanyrimora pludrende, og datteren skreg pludselig da hende fødder stivnede. Det gjorde så forfærdeligt ondt at hun fortsatte med at skrige indtil Vanyrimora også lod hendes tunge fryse. "Bare begynd, kære." Hun snakkede næsten til Nevoja som hun havde gjort til sin mand. Måske hendes måde at sørge over den fejl, den spontane beslutning, der havde åbnet disse muligheder hun nød.

[Nevoja]

Manden var i indre konflikt med sig selv. Skulle han løbe, eller forsøge at forsvare sin datter? Nevoja kunne næsten læse hans tanker, fordi de alle tænkte ens. Alle blev de grebet af en total panik, der lammede deres forstand, og det fik hende blot til at le endnu højere. "Åh, med glæde!" Hendes øjne strålede, da hun nærmede sig manden, og faldt over ham i en smidig bevægelse. Han kæmpede imod, og hun rejste sig halvt. Et ondt smil spillede på hendes læber, da hun vred hans arm af led.

[Vanyrimora]

Vanyrimora begyndte langsomt at tø pigens tunge op mens hun betragtede manden. Hans arm sagde et højt knæk, og pigen skreg af sorg og så væk. Isdronningen gled over til hendes side hvor hun lå, lod nogle fine, blege fingre stryge over hendes kind, tog fat i hendes hage og tvang hendes hoved mod sin far. "Det smukt, ikke?" hviskede hun og så selv over mod sin veninde og hendes offer.

[Nevoja]

Nevoja lo, og fremdrog en dolk. Hun havde aldrig vidst, hvad hun skulle bruge dem til, men havde senere fundet ud af, at det var et af de fantastiske pineinstrumenter. Hun begyndte fascineret at skære i den levende mand, der ved hvert eneste hug eller flænge gav et nyt smertensskrig fra sig. Blodet flød alle steder, og hendes øjne blev mere og mere grådige, men hun var i stand til at styre sig.

[Vanyrimora]

Den unge pige begyndte med at lukke øjnene, vildt klynkende, men hun kunne alligevel ikke lade være med at åbne dem igen da lydene blev for skræmmende. Vanyrimoras kulde sneg sig op langs mandens og pigens kroppe, men hun foretrak ellers bare at kigge på. Den ting kunne ingen tage fra hende, den kongelige nydelse ved at se på.

[Nevoja]

Manden syntes totalt lammet af smerte, som tæer, fingre, en hel hånd eller et øre begyndte at flyde rundt omkring. Nevoja morede sig herligt, som hun skar og flåede i manden, og som blodet flød til alle sider. Hvis ikke hun dræbte ham, ville han nok forbløde. Til sidst greb hun bedre fat i ham, og borede tænderne ned i halsen, hvorefter hun sugede begærligt, til hjertet kun bankede meget svagt. Hun greb kniven igen, og begyndte at skære hjertet ud med et sygt smil.