Green Street

[Ryonell Bornakore]

Ryonell havde lige været på krotur, og uden nogen brækkede knogler havde han fået sig et lille krus øl. Nu var han på vej hjem og gik hurtigt gennem gadernes skygger. Det var tusmørke, og han så kun kort på folk han kom forbi. Enten vidste folk ikke hvem han var blevet gift med, eller også var de ligeglade. Deres blikke var ikke ændret. Hurtigt kom han ud af byen og gik i luften.

[Sillena af Mithri]

Sillena havde rejst sig fra bordet, da middagen var overstået. Jiane var ikke dukket op til hoffet, og hun havde følt sig noget ensom, så hun blev enig med sig selv om, at gå lidt rundt og kigge på slottets prægtigheder. Ikke længe, bare lige se det nærmeste, og så være tilbage til de andre igen. Der gik ikke lang tid, før hun ikke kunne genkende noget som helst længere. Hun legede lidt med det sorte sørgebind, som alle rendte rundt med, for i det mindste at vise kongen en smule respekt. Hun var taknemmelig for, at man ikke skulle rende rundt i sorte, tunge kjoler, for hvis hun skulle være helt ærlig, så havde hun ikke nogen.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell endte i Shinees have og gik langsomt ind af døren. Hans malerier stod lænet op af væggene i usorterede grupper, de fleste af dem skjult af hinanden. Der var kun tre eller fire af dem han selv syntes var smukke, men han nød at male dem. Shinee mente de var 'som virkelige steder'. De med landskaberne, i det mindste. De billeder man kunne se var et hav under stormens vold med et lyn til at skabe et sølvagtigt glimt, et billed af en stald, og det som var specielt ved dette var at det var lavet med hans syn i mørket og derfor var noget få andre havde oplevet, en enhjørning som stod og kiggede mod en, dens sølvglimtende pels kæmpende mod de næsten sorte farver af den mørke, grønne regnskov. Og det sidste der lå forrest i sin gruppe var anderledes end de andre. Det var en gade, tydeligvis med Hajhras smukke palads i baggrunden. Det var det eneste billed der var mennesker på, og der var alle folkene vendt så de stod med ryggen til en. Bortset fra en, helt ude i siden. En kvinde med rødgyldent hår stod vendt mod én, og i hendes øjne var et had, der virkede så vildt og brændende at man ikke kunne lade være med at vride sig i ubehag. Ryonell fortsatte ind på soveværelset efter at have kigget på dem et kort øjeblik.

[Sillena af Mithri]

Sillena åbnede en tilfældig dør, og kom ud i den prægtige have. Hun lukkede døren efter sig, og mærkede straks kulden slå imod hende. Hun kiggede kun på de prægtige blomster, og alle de forskellige planter i kort tid, før hun fandt en anden dør. Hun ilede hen mod den, og åbnede forsigtigt, for hun havde ingen anelse om, hvor den førte hen. Hun kom ind i en opholdsstue, hvor der stod nogle malerier, og hun blev stående og så fascineret på dem. De var virkelig, virkelig gode.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell hørte en komme ind mens han kiggede på et af blanke malerier der stod ved væggen og vidste ikke om han ville male. De tanker blev brudt, og han regnede med at det var Shinee der kom gående. Han gik ud, hans jakke på gulvet i soveværelset. "Hej, jeg troede du ville..." Han stoppede sig selv. Han kendte hende svagt. Hun havde været ved hans bryllup. Og hun var adelig. Hans blik blev mørkt. "Shinee er her ikke lige nu." Hvem andre kunne hun være kommet for. Han brød sig ikke om at hun så på hans malerier, og overvejede at tage dem ind i soveværelset og lade som om det havde været meningen fra starten.

[Sillena af Mithri]

Sillena vendte sig med et sæt, da hun hørte nogen bag sig. Det var Ryonell, Shinees mand. Hun havde mødt ham til brylluppet. "Åh undskyld, jeg vidste ikke at... Undskyld, hvis jeg forstyrrede Dem.." Hun så lidt forlegen ud. "Jeg ledte faktisk ikke efter nogle." Hun så på malerierne igen. "Er det Deres?" Igen lod hun blikket glide over på ham. Han lignede ikke en, der satte pris på hendes selskab, men hun anede ikke, hvordan hun skulle finde tilbage. Måske kunne han hjælpe hende.

[Ryonell Bornakore]

"Lad vær med at kalde mig De og Dem og Deres," sagde Ryonell, hans stemme isnende. Han ville aldrig lade nogen kalde ham det. Han så over på malerierne, og derefter over på hende igen. Adelig. Alt ved hende sagde virkelig adelig. Han gøs. "Ja, malerierne er mine," sagde han, og hans blik vandrede over til den af Hajhras gade. Den rødblondes øjne stirrede mod ham med det had han kendte alt for godt. Han stirrede tilbage med et strejf af raseri, da hans blik gik over til folkene med ryggen til.

[Sillena af Mithri]

Sillena så længe på ham uden at sige noget. "Det er nogle fantastiske billeder," bemærkede hun. Hun så på kvinden, der var opfyldt af et brændende had, så på folkemængden, der stod med ryggen til. Hun fandt billedet lettere foruroligende, men det kunne ikke lade være med at fascinere hende en smule også. Hendes blik blev lidt bekymret, da hun så på ham igen. "Jeg forstyrrer virkelig, gør jeg ikke?"

[Ryonell Bornakore]

"Jeg laver alligevel ikke noget," sagde Ryonell, mest for at være venlig på sin almuefacon. Han var normalt ikke rigtig venlig, men det var fordi folk ikke gav ham en chance. Hende her, så forfærdelig adelig som hun var, var nogenlunde venlig, og han kunne ikke se hendes ubehag ved ham. Men på trods af den svage venlighed var hans øjne stadig kolde. Han så igen på sine malerier. "Du er velkommen til at kigge dem igennem, hvis du synes."

[Sillena af Mithri]

"Det vil jeg meget gerne," smilede Sillena, som tak for tilbuddet, og gik hen til de mange malerier. Hun så fascineret rundt på dem alle, gennemgik dem et efter et, og blev mere og mere imponeret. "De er helt fantastiske!" gentog hun. Så rettede hun sig op, og så lidt rundt. "Har du prøvet at sælge nogle af dem?"

[Ryonell Bornakore]

"Jeg ser ikke grunden til det," svarede Ryonell. I modsætningen til sin bror havde han ikke brug for at samle penge. Ryonell hadede dog ikke sin bror for det, da det var gået op for ham at pengene blev brugt på alle andre end hans bror og folk over borgere. "Jeg har rigeligt med penge til at overleve." De vidste sig alle i den mørkedæmonfamilie havde et eller andet med penge. Hvis man kunne overleve, kunne man leve på det. Eremi tvang sin familie til at leve på et minimum af den indtjening de havde, så lavt han kunne uden at børnene blev underernæret.

[Sillena af Mithri]

"Du behøver da heller ikke at gøre det for pengene. Du kan sælge dem, for at gøre andre glade med din kunst." Sillena satte sig på en stol. Han lignede ikke en, man skulle spørge, for at få lov at sætte sig, som adelige normalt ville gøre, og selvom det føltes lidt sært, var det rart at kunne sætte sig, uden at spørge om lov. "De skal vel op at hænge, skal de ikke?" Det ville være en skam at lade dem stå der, de burde pryde væggene rundt omkring.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg bryder mig ikke om dem," svarede Ryonell. "Jeg kan ikke se, hvad jeg synes, før de færdige, og jeg bliver altid skuffet." Han så på et billed han havde malet. Det var Shinee med Szuraim, hans søn, i armene og maven en smule for større end den normalt ville være. Han kunne lide det billed, ligesom et andet, der var et maleri af hans forældre der stod med hinanden i armene og en 15-16årig Eremi et stykke fra dem, og billedet af Hajhra. Det sidste, han kunne lide, var et af Jeanores bjerge i fugleperspektiv. Også Eremi, den nutidige, stirrede på dem fra en ramme, men Ryonell brød sig ikke om det. Selvom han havde husket sin bror med et meget svagt smil og ellers var fuldkommen følelsesløst.

[Sillena af Mithri]

"Måske skal du bare øve dig lidt," opmuntrede Sillena, og så igen over på alle billederne. "Du har da i hvert fald talent." Hun sukkede. "..Måske skulle jeg gå tilbage til de andre." Det virkede bare ikke så tillokkende. Sladder, sladder og mere høflighed.

[Ryonell Bornakore]

"Hvis du nyder deres selskab," sagde Ryonell og rullede med øjet. Han nød ikke deres selskab. Havde været der en enkelt gang og havde været ved at hugge hovedet af dem alle sammen. Han hadede hoffet og fine folk og adelige, selvom mange allerede så ham som en af dem. En adelig. Der var forskel på at være adelig og være gift med en adelig.