|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 19:42:41 GMT 3
"Jeg kan mærke dine følelser," sagde Aijou, og han vidste at hans hvide hår, blege hud og lyse hår allerhøjest ville ende på engel. Nogle engle kunne opføre sig på den måde han gjorde nu, og hans blik lå endnu på hendes tænder. "Men du skal stadig ikke vide hvad jeg er." Han ønskede det ikke, ville ikke have det.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Oct 25, 2009 19:50:47 GMT 3
Nevoja sukkede dybt. Hun hadede absolut gættelege, og han hjalp hende ikke. Der var ikke engang et hint, selvom at en engel var et meget godt bud. Engle irriterede hende. De var så rene og uskyldige, gjorde aldrig noget forkert. I hvert fald ikke, så længe andre kiggede. Hvorfor skulle de være alle andres forbillede på fuldendthed? "Ville det hjælpe, hvis jeg blev ved med at plage?" spurgte hun surt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Oct 25, 2009 19:57:10 GMT 3
Aijou rystede på hovedet. Nej, det havde han ikke tænkt sig det ville. Han havde ikke tænkt sig at hun skulle vide hvad han var, og han havde haft den mening. Han betragtede hende stadig, holdt øje med hendes tænder og meget røde mund. "Hvor mange væsner har ladt livet for at give dig føde?" spurgte han.
|
|
|
|
Post by Nevoja on Oct 25, 2009 20:03:25 GMT 3
Nevoja fandt det som et helt almindeligt hverdagsemne, og hun svarede uden at skamme sig, eller pludselig få dårlig samvittighed. "Årh, det er vel omkring 2000.. Måske lidt under.. Jeg ved det ærlig talt ikke, der er så mange!" Hun strakte den ene hånd frem mod ham, og viste ham ringen af sølv, med en rød sten. "Se, den har jeg taget fra min mor." Et frydefuldt glimt sprang frem i hendes øjne.
|
|
