|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 13:57:22 GMT 3
Kiaji kiggede på William og han så tænksom ud. "Det et godt spørgsmål. Prøv det af." Kiaji nikkede og prøvede at finde på en løgn. "Jeg er.. Jeg er..." Hun kunne ikke afslutte sætningen. "Jeg tror ikke at vi engle kan." Hun kiggede på Aijou og smilede skævt. "Du tror sikkert ikke på mig." mumlede hun så og William undersøgte hendes baghovedet. Han ville gerne vide hvad der var sket men regnede ikke med at få det atvide. "Kan du hjælpe mig?" mumlede han modvilligt mod Aijou. "Jeg hedder William." Rakte hånden frem.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 14:04:42 GMT 3
"Aijou," mumlede dødsenglen, selvom William sikkert allerede vidste det, og flød hurtigt over til dem igen. Han satte sig på hug og lod en blid, forsigtig finger røre ved hendes sår. Det virkede rent, og selvom det stadig blødte, ældre end nogle få... minutter gammelt? Det var endnu ikke en time, men hvor lang tid der var gået siden han var blevet skyld i dette? "Engle healer hurtige her," mumlede han, tog et stykke af den hvide jakke og skar det i strimler. Hun mistede stadig blod, og skulle måske også sys. Han vidste ikke hvor hurtigt processen gik, men han havde alligevel hurtigt fået forbundet hendes hoved og skævede til William. Uden af se ham i øjnene.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 14:12:44 GMT 3
William sad og så stadig tænksom ud. Lidt overrasket også men... Kiaji sad bumstille. Hun koncentrerede sig bare om at glemme smerten der var forværet fordi de havde pillet ved såret. "Tak. Det gør ikke så ondt mere." Mumlede hun pludselig og åbnede øjnene. William klappede hendes skulder og tænkte på såret. 9 centimeter langt. Det kunne have været alvorligt. "Hvordan skete det?" Spurgte han så og løftede et øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 14:18:02 GMT 3
"Hun... kastede sig ud fra vandfaldet," mumlede Aijou og så op. Et ægte smil lagde sig på hans ansigt, og selvom der ikke var nogen forskel i smilet fra før og nu, det falske og det ægte, så kunne de mærke forskellen. Det var smukt, en smuk følelse der var tydeligt visnet i ham. Og som vandfaldet forsøgte at vande. Det havde været fantastisk at styrte mod bunden. Han havde følt sig frygtløs.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 14:27:36 GMT 3
Kiaji nikkede og smilede varmt. Han var glad! Det var da godt. "Jeg rettede op - lidt sent- og fløj ind i et træ..." hun trak på skulderne mens William ikke kunne lade være med at grine. Hvis der havde været en trykket stemning før, var den i hvert fald væk nu. Han kiggede på Aijou med anderledes øjne og smilede. "Godt så. Er i på vej noget særligt sted hen?"
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 14:35:27 GMT 3
Aijous smil flyttede sig ikke, men det gjorde hans øjne og følelser. Han så ned i jorden, og hans sind blev igen mørkt af tristhed og anger. Hvor var de på vej hen? Han var på vej af en labyrint, hvor et forkert sving ville føre ham til det han frygtede. En labyrint, hvor du ikke bare kunne vende om og fortryde. En fejl var en fejl. Hans hånd lagde sig mod sværdet, som hun truede med at have forrådt ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 17:13:28 GMT 3
Kiaji sukkede og ignorede Williams spørgende blik. Hun trak på skulderne og tænkte sig om. "Vi... flyver vidst bare lidt rundt, hist og hid." William nikkede og de lod begge to til venligt at ville ignorere sværdet. "Det er mærkeligt..."
"Hvad?"
"Jeg troede jeg var alene, og så dukkede du op."
"og hvad så?"
"Jeg havde på fornemmelsen at Aijou var i nærheden, men det var først et godt stykke tid efter at jeg kunne mærke dig."
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 17:28:33 GMT 3
Aijou lod dem snakke og fik tvunget sig selv til at slippe sværdet. Hans blik faldt på Williams hænder, da han havde flyttet sig til at stå på den forkerte side af ham til at kunne se hans våben. Pludselig rettede han blikket op og stirrede mod vest. Han kunne mærke en engel vandre rundt, men det var ikke en normal engel. Det var en ærkeengel, og minderne om Zacharel og Simiel kom igen. Han så op på dem, hans sorte øjne store af frygt. De to ærkeengle havde været tæt på at dræbe ham.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 18:34:35 GMT 3
Kiaji tav så snart frygten fra Ai lammede hende og hun fornemmede ærkeenglen. William rejste sig med et sæt og kiggede rundt. "3 kilometer væk. Hvordan kom de så tæt på? Vi skal væk." Kia rejste sig fortumlet og hende hænder rystede igen. "Hvad? Hvorhen?" Hun kendte svaret og kiggede på Aijou. "Vi er nødt til det," mumlede hun og rakte hånden frem.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 18:45:07 GMT 3
"3 kilometer?!" gispede Aijou og bakkede. "Jeg..." Jeg dræbte to ærkeengle. Ikke noget han burde sige, kom han frem til, og han lukkede øjnene. "Kan vi ikke bare..." Ærkeenglen satte farten op, kom tættere på med en hast der fik hans mod til at smuldre, og han kastede sig i luften med et slag fra vingerne.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 18:52:32 GMT 3
Kiaji skar ansigt. "Efter ham. Bare forsvind så hurtigt som muligt. Jeg følger efter." William kiggede på hende og smilede svagt. "Du indhenter os aldrig," klukkede han og trak vejret dybt. Hun rakte tunge af ham og han lettede med et grin. "Aijou! Stop! Vent!" han skyndte sig, det var... Han havde ikke så meget mod Aijou mere. Heldigt for knægten. Men ærkeenglen skulle ikke finde ud af det. "Vi er nødt til at komme væk, inden Gud himself finder ud af at du er her!" Kia lettede forsigtigt fra jorden og kiggede rundt. Det ville.. Hun bestemte sig og fløj modsat Ai og Will. Mod englen.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 19:06:15 GMT 3
Aijou lyttede ikke, men fræsede endnu afsted. Ærkeenglen kom ham ikke længere nærmere, da de havde nogenlunde lige meget fart på. Det fik dog ikke Aijou til at køle ned, og hans vinger lavede store, hurtige slag. William kom ikke op til ham, men faldt langsomt bagud. Aijou lagde ikke mærke til dette.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 19:31:19 GMT 3
William satte farten helt i vejret og fortsatte med at råbe. "Aijou?!" Han gav næsten op, men kun næsten. Snurrede rundt og fangede en vind. "AIJOUU!" Han skrålede det så højt som muligt.
Kia kiggede op og smilede. Styrede direkte mod englen, uden at virke bekymret. "Hallo?" Kaldte hun forsigtigt og kiggede rundt.
|
|
|
|
Post by Aijou Ishi on Nov 8, 2009 19:43:28 GMT 3
Aijou stoppede op en smule og så sig over skulderen. Han fik sig til at stoppe helt, meget mod sin vilje, men Kiaji stolede på denne engel, så det havde han også tænkt sig. "Hvad?" spurgte han hæst og så den anden i øjnene, hans hjerne for tåget til selv at lægge mærke til det. Panikken var tydelig i hans næsten-sorte øjne. Hans vejrtrækning var normal, som om de havde været på skovtur.
"Åh, Kiaji, hvilken overraskelse," lød en venlig stemme, og en mand trådte frem med lette skridt. Det havde ikke bare været én ærkeengel, men selve ærkeenglen. Gabriel, den største af de store. "Herren følte nogle underlige, mørke udsving heromkring. Har du set noget mærkværdigt?" I det mindste regnede han ikke med at det, at hun var Lucifers slægt, gjorde hende i stand til at gøre disse 'mørke udsving'.
|
|
|
|
Post by Kiaji Lulle Lakiru on Nov 8, 2009 20:06:42 GMT 3
Kiaji smilede og rystede på hovedet. "Nej, jeg har ikke set noget mærkværdigt. Jeg prøvede at springe ud fra en klippe i vandfaldet og fløj ind i et træ. Så var William nødt til at hjælpe mig." Hun grinede skævt.
William pustede tungt ud og strøg en hånd igennem håret. "Vi skal væk nu. Kia..." Han stivnede, kunne ikke mærke Kia mere. Han måtte vel bare stole på hende. "Kia har en plan. Men vi skal væk nu."
|
|
