|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 22:02:25 GMT 3
Gilvasa gik afsted med hænderne på hendes alt for store mave. Hun slængrede afsted, ikke fordi hun ikke havde nogen balance eller følte sig sløj, men fordi hun kedede sig over ikke at kunne løbe rundt som ulv. Det var så kedeligt. Hun måtte ikke engang løbe rundt som menneske. Hun ville nok ikke løbe rundt alligevel, det gjorde ondt og var hårdt, men lysten var der. Men hun nøjes med at slængre, halvvakle og zigzagge.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 19, 2009 18:56:06 GMT 3
Dore kiggede bekymret å Gil. Han hadede at se hende sådan, og han vidste også at han ikke kunne gøre noget for at hjælpe. Det pinte ham. "Gille, lyst til at lave noget?" Han flygttede blikket mod himlen. Det var aften, og himlen var klar. Vinden blæste blidt. Det var ikke særligt koldt, og foråret var brudt ud, selv i bjergene.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 19, 2009 19:10:07 GMT 3
"Hva skulle det være?" spurgte Gilvasa og så på ham, stadig slingrende. "Løbe om kap? Det er lidt svært." Hun grinede med hånden på maven. Den var alt for stor! Hun prikkede til den, og grinede bredere da der blev prikket igen. Gad vide hvem af dem der nu var fornærmet? Hun så op på Dore igen.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 17:29:28 GMT 3
Han smilede af den hende og rystede svagt på hovedet. På sin vis frygtede han hvordan ungerne ville blive. Hyperaktive... han frygtede det virkeligt. Hurtigt trådte han frem og lagde armene om hende og stejfede hendes enorme mave. "De vågne?" spurgte han så og løftede et øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 19:01:47 GMT 3
Gilvasa stoppede pludselig op og skar ansigt. Det føltes som om to af den var blevet uvenner og brugte deres lille del af hendes mave som kampplads. Hun forsøgte at hoppe for at straffe dem for det, men hendes ben ville ikke lade hende, hendes krop ville ikke lade hende. "Ja, de er vågne..." Hun havde brug for at sidde ned. "Hvor kan vi holde pause?" Hun hadede pauser.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 19:06:04 GMT 3
Han kiggede rundt og trak hende med sig. Stoppede kort tid efter i en mellemstor grotte. "Her..." Grotten virkede bekendt. Han løftede en øjenbryn og kiggede rundt. Sandsynligheden for at han havde været der før var stor, men alligevel var der et eller andet.. Han gik ud af indgangen og kiggede tilbage ind i grotten. Prøvede at huske....
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 19:18:56 GMT 3
Gilvasa gled ned på gulvet med et anstrengt ansigtsudtryk. De blev ikke stille igen, og hun jamrede sig, ramt af en følelse af selvmedlidenhed der halvvejs var fra hendes underlige humørskiften. Efter et stykke tid pustede hun ud og lukkede øjnene med et lettelsens suk. "De er mere stille nu," hviskede hun ud efter ham.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 20:05:22 GMT 3
Dore kom pludselig i tanke om hvorfor hulen havde prikket til ham og gik tilbage ind. Så på hende og satte sig ved siden af. "Er du okay?" Han rørte forsigtig hendes kind og forsøgte at smile. Hvor han glædede sig til at børnene var blevet født så hun ikke ville have smerter.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 20:25:29 GMT 3
"Hvad er der?" spurgte Gilvasa og smilede mens hun trak vejret dybt. "Men ja... De er rolige igen." Hun forsøgte at komme op, kom for at finde ud af at det gjorde ondt at støtte sig i jorden. "Vi skal videre, kan du ikke hjælpe mig op?" spurgte hun og smilede anstrengt. Hvorfor skulle alt være så KEDELIGT når man var gravid?
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 20:51:48 GMT 3
Dore lagde en arm rundt om hende og trak hende op. "Det var her vi så hinanden første gang.." mumlede han tænktsomt. Han havde overvejet at slå hende fordærvet fordi hun forstyrrede freden og bagefter havde han ikke kunnet forstå hvorfor han ikke kunne lade hende være i fred... Han mumlede et eller andet og kiggede bekymret ned på hende. Måske ville det have været bedst hvis han havde kunne lade hende være.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 21:03:23 GMT 3
"Kom kom, vi går," sagde Gilvasa og gik afsted, og efter tre kedelige, snorlige skridt begyndte hun at zigzagge afsted. Zigzagge var i det mindste sjovere end ligeud. Hun prøvede at hoppe, men var ikke i stand til det. "Det er kedeligt at være gravid," meddelte hun og grinede til ham. "Vi tager til din mor, ikke?"
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 21:11:21 GMT 3
Dore tænkte sig om. Der var langt til Solitopia... Hun kunne føde i the middle of nowhere. Han kunne ikke lide tanken. "Jo... Det kan vi godt..." mumlede han og trak hende videre. De var alligevel på vej den vej. "Gennem Makare, ikke?" Han skævede mod hende og trak vejret dybt.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 22:17:11 GMT 3
"Du ved hvad der er hurtigt, jeg følger bare med," sagde Gilvasa, slingrende som en fuld mand. Hun kedede sig stadig, og gik ind i ham ved en fejl. "Hov, ups!" sagde hun og slog teatralsk hænderne op foran munden. Så grinede hun igen og slingrede videre med ham ved siden af. Hun sukkede irriteret da hun opdagede - igen - at hun ikke kunne hoppe.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 20, 2009 22:25:32 GMT 3
Han smilede af hende og kiggede ud over landskabet. Børn... Tanken tyngede ham igen, men han skubbede det bestemt væk. Han havde selv sagt at de nok skulle klare det.
Turen gik forholdsvis hurtigt. Inden 2 uger var de igen i velkendte dele af skoven og Dore blev mere og mere tavs. Få tanker gik i gennem hans hovede; 'børn' og 'fødsel' og 'Gille' var sådan set det eneste.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 20, 2009 22:45:52 GMT 3
Gilvasa fortsatte, og hun begyndte at få det underligt. "Dore... hvordan føles det når man...?" begyndte hun og tog fat i hans arm og stoppede helt og stønnede. Det føltes som... Hun kunne ikke forklare følelsen. "Doore?" Hun skar ansigt da de små igen rørte en smule på sig. Eller var det det de gjorde?
|
|
