|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 1:37:13 GMT 3
Han smilede over hende og svarede ikke. Hun skulle sove nu. Han tænkte lidt over jeanore og besluttede at de kunne tage en vej, så de undgik den værste kulde og komme til jeanore med foråret... Og de behøvede ikke at skynde sig og kunne tage adskillige afveje, som han vidste de ikke kunne slippe fra.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 12:26:17 GMT 3
Gilvasa sov i hans favn inden hun pludselig vågnede og rullede ud af hans arme og løb ved hans side. Hun var stadig en smule fortumlet. "Hvad var jeg ved at sige?" spurgte hun efter fem minutters tavshed. Hun var i menneskeskikkelse, stadig, og det var en smule svært at følge med. Det irriterede hende, og hun forvandlede sig igen til ulv.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 12:41:25 GMT 3
Han blev overrasket over hende og grinede varmt. "du ville vide noget om hvor jeg er vokset op. Jeanore eller solitopia. Og du vidste ikk om du vil kunne lide kulden, men jeg lover dig at du ikke kommer til at fryse." han trak vejret dybt og smilede stadig.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 13:55:59 GMT 3
"Jeg har for meget pels og for meget Dore til at fryse," sagde hun og grinede, mens hun dansede videre over jorden. "Men ja, jeg vil meget gerne vide om dit liv!" Hun så alvorligt på ham i ti sekunder, inden grinet alligevel fik tvunget sig frem på hendes ulveansigt. Hvor hun dog elskede ham, selvom hun først havde opdaget det for kort tid siden.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 14:12:23 GMT 3
Dore tænkte lidt og smilede i mens. "jeg boede her i 2 år, så tog min far mig under armen og flygtede. Han plantede mig i en by i jeanore... Og jeg voksede op på et børnehjem. Blev sendt til ninja akademiet. Så fandt min mor mig igen." han tav. Kampen mellem hans forældre på den tid kunne han stadig huske. Hans far havde forhindret Tilda i at slæbe ham til soli. "det var anden og sidste gang jeg så min far. Min mor lod mig blive." han smilede og kiggede væk. "det var alt for nemt. Jeg dræbte de andre."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 14:24:27 GMT 3
Gilvasa brummede tænksomt. "Skal jeg også dele? Begge vores forældre har vidst haft et problem med hinanden, selvom jeg på en eller anden måde godt kan forstå min mor." Hun grinede til ham. Han havde dræbt sine kammerater... og hva' så? Hendes plan var at udrydde hele hendes art, det betød jo hun var langt værre end ham, og hun havde det helt fint med det... Hun skiftede pludselig retning da en lugt slog imod dem. "Jeg kan lugte varulve."
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 14:52:44 GMT 3
Han fulgte efter og skar ansigt. "jeg ved jeg har sagt det før, men pas nu på, Gille." han kiggede bekymret på hende. Han havde ikk været glad for at hun skulle kæmpe før, og han hadede tanken nu. Han måtte hele tiden huske sig selv på at hun ikke ville lade andre dræbe sig. Han vidste at hun ikke var svag.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 14:57:45 GMT 3
"Ja jaaa," sagde Gilvasa og dansede videre. "Jeg har gjort det hundred gange før du kom til, jeg ved hvordan jeg overlever." Selvom skuespillet var blevet meget sjældnere efter Dore var kommet. De var blevet så mange at de kun behøvede en svag overraskelse, og ikke en stor. Hun blinkede og snuste til sporet. Det var ikke meget gammelt, måske tre-fire timer.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 15:08:41 GMT 3
Han smilede kort og nikkede. "jeg ved det godt. Men jeg bekymre mig alligevel." han kiggede på hende og blikket var kærligt. "du er nok det bedste i mit liv. Du må bare ikke forsvinde."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 15:45:53 GMT 3
"Nej, selvfølgelig gør jeg ikke deeet!" sagde Gilvasa og rullede med øjnene, som om han var fuldkommen tåbelig. Han var overbeskyttende, næsten ligesom hendes far havde været i starten, hvor hun havde kedet sig. Han havde dog hurtigt opdaget hendes talent og var blevet sikker på hende i kampen.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 16:18:40 GMT 3
"tak..." mumlede han og vidste at man ikke altid kunne vælge om man døde eller ej. Han valgte at prøve at stole på hendes ord og løb hurtigere. "hvor langt væk?"
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 16:46:48 GMT 3
"Omkring... De gik her for 3-4 timer siden, så, hvis de ikke holder pause, 4-5 timer. Og vi er næsten i retning af Jeanore, så det forsinker os heller ikke." Hun prøvede at regne det ud i hovedet. Hun var bare ikke god til landegrænser og den slags. Men Jeanore var det koldeste, med bjerge og sne og nord.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 16:59:16 GMT 3
Han nikkede. 3 timer kunne de hurtigt indhente, regnede han med. Det var ikke så slemt. "vi behøver ikke skynde os til jeanore. Vi krydser vel over neramore." sagde han og smilede til hende. Kom i tanke om noget hans mor havde nævnt... Gil måtte ikke forvandle sig til ulv mere når hun var ca. 4 måneder henne. Hendes ulvekrop ville ikke kunne holde på fire menneskebørn. Det var ikke helt sikkert at de kunne forvandle sig...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Oct 18, 2009 17:08:42 GMT 3
"Ja, det tror jeg vi gør," sagde hun og grinede til ham, og dansede lidt afsted igen, inden hun løb normalt. Hun elskede stadig at løbe, og havde ikke tænkt sig at stoppe med det på grund af nogle babier. Hun skulle nok kunne finde ud af det. Hun holdt snuden i jorden og sørgede for at de holdt sporet præcist.
|
|
|
|
Post by Finadore on Oct 18, 2009 17:16:42 GMT 3
Han smilede af hende og kiggede rundt. Ukendt del af junglen. Han løb i tavshed et godt stykke tid,, mens han lyttede. Prøvede at tænke på ingenting, men kunne selvfølgelig ikke. "du drømte om et barn? Skete der noget med barnet?"
|
|
