|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 0:21:23 GMT 3
Hun mumlede et eller andet utydeligt og vendte sig igen. Et eller andet trykkede i hendes bevisthed og hun vidste at hun sov og ikke kunne vågne. Hvorfor kunne hun ikke vågne?! det... hun skar ansigt og prøvede at tænke klart. Mørket var tæt omkring hende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 0:28:34 GMT 3
Ryonell så over mod hende med et irriteret udtryk i ansigtet, og med et suk gik han i luften uden at lægge mærke til afstanden mellem dem. Han forventede et træk i armen, sådan som det havde været før, men han fløj bare højt op i luften. Han så ned. Hun lå dernede, lige så stille dernede. Han lod sig igen dale og stod lidt og stirrede på hende. Hvordan kunne de være blevet skilt?
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 0:35:32 GMT 3
Hun åbnede langsomt øjnene. I starten kunne hun intet se, men langsomt tonene verden frem igen. Endnu en drøm? Hun kiggede op på himlen og stirrede på skikkelsen langt oppe i luften over hende. Vingerne... Ryonell? "så... langt...væk?!" hun stammede ordene frem og prøvede at forstå. Det.. måtte vel mene... "at vi ikke hænger sammen mere?!" udbrød hun hæst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 0:42:03 GMT 3
Ryonell stirrede fortsat på hende. Han havde ikke hørt hendes ord, men hun var vågen. Så var det bare spørgsmålet om, om det nu var godt eller skidt. Han fløj hen i et træ og betragtede hende som var hun et stykke kunst han ikke brød sig om. Hvis hun forsøgte at rejse sig skred ham. Han ville ikke have mere med hende at gøre.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 0:45:05 GMT 3
Det gjorde ikke ondt længere... hun fulgte ham med øjnene og blev liggende. Der var en underlig følelse af frihed der hang over hende... men også noget andet. Som om noget var blevet taget fra hende. Noget hun ville have tilbage... Hun så direkte ind i Ryonells øje og prøvede at læse hans tanker.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 0:51:22 GMT 3
Ryonell sagde ikke noget. Han stirrede bare på hende, og mødte hendes blik et kort øjeblik inden han lod det glide videre. Hvorfor hang de ikke sammen mere? Han burde gå. Men han havde brug for svaret. Han så op på himlen og så stjernerne, men hurtigt tiltrak hun igen hans opmærksomhed. Hun var et spørgsmål der skulle besvares og derefter glemmes.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 0:54:34 GMT 3
Hun skulle til at sige noget, men ordene blev til luft igen. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvordan, var et godt bud, men hun tvivlede på at han kunne svare på det. I stedet flakkede hendes blik til himlen, stjernene, månen der var næsten væk igen. Var det virkelig nat? eller morgen... Hun vidste det ikke. "...Hvordan..." prøvede hun langsomt, men kom ikke videre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 0:57:49 GMT 3
Ryonell trak på skulderne og lod det blive det svar hun fik. Det forbandede lys var på vej tilbage, og han havde ikke sovet særlig meget, eller havde fået noget at spise. Han ville blive træt, meget træt. Det med sult var mere usikkert om det ville komme. Men træt. Han manglede et par timers søvn. Men han skulle nok holde sig vågen. Han ville ikke sove i nærheden af hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 1:01:25 GMT 3
Hun lod blikket hvile på ham et øjeblik mere og forsøgte så at sætte sig op. Hun følte sig... udhvilet. Frisk. Det var rart. Hvad var der med hende? alle de rare og behagelige følelser?! forsvind med jer, tænkte hun skuledende, men skubbede det så væk. "hvad... hvorfor er du her?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 1:06:08 GMT 3
Det var kun et øjeblik Ryonell tøvede. Forsøgte hun at rejse sig? Var det det hun lavede? Ja det var. Han skød i vejret og undgik træets grene. Han havde ikke engang hørt hendes spørgsmål og nu blev hun reduceret til en lille prik i fortiden. Selvom han lige nu havde travlt med at tænke på hende. Snart var hun ude af systemet.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 1:10:10 GMT 3
Hun kiggede efter ham, overrasket og.. måske en lille smule såret. Det var måske også et dumt spørgsmål... Hun rejste sig forsigtigt, vaklende. Hun havde ikke tænkt sig at følge efter ham. Selv om hun havde lyst. Meget... Hun begyndte at gå. Det gik nemmere end hun havde regnet med og langsomt begyndte hun at bevæge sig i en retning, næppe den samme som hans.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 12:47:26 GMT 3
Lyset bredte sig i horisonten, mens den rødgyldne kugle langsomt rejste sig i øst og strakte sine lange solstråler ud, så duggen fordampede og den nattekolde verden blev varmere. Ryonell var pludselig blevet let træt, men ikke så slemt som han havde frygtet, og dovent baskede han rundt over hende og besluttede at rejse mod Jeanore, selvom han ikke var glad for det land.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 13:11:11 GMT 3
Hun gik videre og fik solen i øjnene. Den blændede hende kort, men hun smilede bare. Det var smukt. Hun kiggede op og stivnede. Ryonell... han fløj rundt... han... En gysen løb igennem hendes krop og hun prøvede at styre sig selv. Det var... for virkeligt. Det mindede hende om noget, hun ikke ønskede at huske.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 30, 2009 13:48:15 GMT 3
Imens solen fortsat rejste sig op over dem, og Ryonell tog blikket fra prinsessen og over mod den. Igen det forbandede lys der skulle gøre verdenen smuk, mens mørket ikke gjorde andet end at skjule det. Hvorfor skulle det være sådan? Han fløj op i et lidt højere luftlag og bredte vingerne ud, og så stod han stille på himlen som en rovfugl der ledte efter bytte.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 30, 2009 13:52:19 GMT 3
Hun holdte øje med ham og rystede langsomt på hovedet. Det var bare en drøm. Hun ville aldrig se ham igen, og lige nu kunne hun ikke høre barnegråd. Alt var fint... Hun kiggede væk og begyndte at løbe. Det gjalt om at slippe væk mens det endnu var muligt... men hendes øjne var mørke af den mærkelig følelse, da hun forsvandt i træerne.
|
|
[/URL]