a beer, a bed and goodnight //done

[Ryonell Bornakore]

"Åhh, tudeprinsessen har det hårdt," vrængede Ryonell og vendte sig væk fra hende, netop som hans finger begyndte at bløde. Flagerdyret bed forkert... eller rigtigt? I hvert fald slap den ikke igen, og han lod den hænge i fingeren og satte sig ned. Den gjorde ikke ondt, det stak bare en smule. Og Jhanin peb glad.

[Shinee]

"Det ikke så slemt. Det gør bare ondt... I det mindste gør det ikke ondt i mit hjerte, eller min hjerne." Hun klukkede hæst og hostede igen. satans! "den er altså virkelig sød. Jhanin altså..." hun fik sat sig op og blinkede forvirret med øjnene. Blev det hele lysere? hun kunne ikke høre sin egen stemme... hvor var hun?
hun besvimede.

[Ryonell Bornakore]

"Det gør bare ondt, hva'?" Ryonell fnøs og tog blidt fat i flagermusens hoved og pirkede den fri af fingeren. Den knurrede truende, men det lød ikke seriøst, og der bredte sig et smil på mørkedæmonens ansigt. Nej, han tog det i hvert ikke seriøst. Flagerdyret slap selv, og lod sig igen falde ned i hans hånd og betragte ham med blinde øjne.

[Shinee]

Hun svarede ikke, det hele var stadig helt hvidt. Hun så sig selv gå ned igennem en lang smal gang, og vidste at der var hvide døre i de hvide vægge omkring hende. Mærkelige ansigter kiggede på hende fra dørerne og med et gik det op for hende at det var hende selv der kiggede frem. forskellige følelser stod i hendes ansigter i dørerne og hun krympede sig.

[Ryonell Bornakore]

Flagermusen virrede med hovedet og rettede ørerne mod prinsessen, og vendte sig hurtigt om og fløj over til hende på sorte, glatte vinger, og satte sig i hendes ansigt og purrede i hendes pandehår med nogle hvinende lyde. Ryonell vendte sig mod hende og mumlede noget om prinsesser og problemer, inden han gik over mod hende og sparkede hende i siden. "Besvimet?" mumlede han og fiskede hårbolden op.

[Shinee]

Hun reagerede næsten ikke på hans spark. Hun rullede ledeløst til siden...
Ansigterne var bange. En græd åbenlyst og en anden smilede varmt og forelsket, mod en fjern person. Hun så sig selv som barn, den unge vilde pige, der ikke var bange for at lade mændene mærke på hende. Men hun så sig selv ryste af skræk bagefter og ønske at der kom en og reddede hende.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell prikkede til hendes side med støvlesnuden, lidt blødere end før, og han sukkede. "Hun er besvimet. Så snakker hun i det mindste ikke." Jhanin peb af ham, og han grinede til den. Den peb fornærmet af ham. "Hun [/i]er måske ved at dø," konkluderede han koldt og betragtede hende med en underlig følelse af frygt.

[Shinee]

Hun krympede sig.
Der var hendes barndom. Den lave lille, spinkle pige, med de smalle øjne der stirrede udtryksløst frem. Ingen føleler. Smilet der langsomt viste sig, mens en voksen kvinde tonene frem i baggrunden. Hun vaklede videre og stirrede. Nu var det et andet ansigt der viste sig. En helt anden person. Hun stoppede brat. Hvad lavede Ryonell i hendes hovede?!

[Ryonell Bornakore]

Jhanin peb igen, men Ryonell vendte sig væk fra hende og satte isg ned. Flagermusen var ikke tilfreds med det, og forsøgte at flakse over til hende igen for at lokke mørkedæmonen derhen, men det endte med at var umuligt. Ryonell var fornærmet på hende og blev siddende selvom dyret forlod ham. Det var Jhanin utilfreds med, og han reagerede ved at sætte sig på mørkedæmonens hoved og rive et par hår ud.

[Shinee]

Hun stirrede skamfuldt på billederne og prøvede at tage sig sammen. Det var som om det var hendes skyld... Hun gik videre, skridt for skridt og mærkede hele tiden det hadefulde, vrede, rasende blik på sig, fra ham. Det gjorde ondt. Hvorfor gjorde det ondt? Hun ville nok ikke vide det. Mon ikke det ville gøre det hele meget svære?
"...undskyld..."

[Ryonell Bornakore]

Ryonell så ud over søen der to gange havde været tæt på at slå ham ihjel, og selvom det nok var svært for nogen, kunne han se skønheden i den ureglmæssige vandoverflade. Han skar ansigt da Jhanin satte sig til at hive og slide i en meget stor hårtot, og han fangede dyret og kastede det op i luften. Den lettede automatisk, og peb ned til ham. Han smilede bare, og da han hørte den blive lavere og lavere vidste han at der ville gå noget tid før han så den igen. Ikke fordi den var sur på ham. De holdte sig blot i nærheden af hinanden og lyttede efter problemer. Og det var Jhanin med de bedste øre.

[Shinee]

Hun stirrede ind i det sidste sæt øjne og mærkede hvordan alt andet tonede væk. Mørket kom og det hele blev gråt og grumset. På nær hans ansigt. I forhold til før var det her ikke helt så koldt og øjnene stak ikke ubehageligt. Hun var ved at smile og mærkede en sær varme brede sig.

[Ryonell Bornakore]

Månen lyste klart over hovedet på ham, mens han kiggede ud over søen, og regnen var stoppet, så luften var frisk og kold. Ryonell flyttede sig ikke men betragtede den nu blanke overflade. Ingen vind. Ingen regn. Intet til at ødelægge søens kulsorte spejl, som oplyste månen og stjernerne. Det var så lyst, og alligevel så mørkt. Fuldmånen bevægede sig over himlen uden han så den.

[Shinee]

Hun mærkede et stød i mellemgulvet og alt blev sort. Hun sukkede dybt og vendte sig i mørket, mens hun gled over i en mere eller mindre normal, drømmeløs søvn. Det var svært at se hende i skyggernes mørke og hendes svage smil var usynligt.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell rejste sig og gik over til søens kant uden at røre den blanke overflade, og det alligevel let flimrende, bølgende vand viste ham sit spejlbillede, oplyst af månen. Han så ind i sit eget øje, og han sparkede til vandet med en hidsig knurren og brød fortryllelsen. Som havde han været en sten vandrede ringe væk over vandet. Det han havde set i vandet var ikke Ryonell. Det var det eneste der betød noget. Vandet var en løgner, så det fortjente ikke at være blankt og sort.