|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 27, 2009 22:38:09 GMT 3
Ryonell rystede blot på hovedet, og det fik dråber til at flyve fra ham og hans hår. "Stormen er ikke engang nået på sit højeste," svarede Ryonell og stirrede blankt ud over det vilde hav. Skyerne dækkede for solen nu, men fra et hul skinnede solen pludseligt frem, og havets vilde bølger blev pludselig til sølv.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 28, 2009 13:38:19 GMT 3
Movicth så sig tilbage, mod skyggernes position, uden et ord. Han nikkede. "Aha," lød det fra ham, så næsten lettet op mod solen, der brød frem gennem skyerne, måske efter en lang og hård kamp. Han var ikke engang træt efter svømmeturen, men han følte sig forfærdelig rastløs og irriteret over, ikke at kunne komme videre.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 13:53:10 GMT 3
Ryonell kunne fornemme den andens manglende opmærksomhed mod havet, mens solen igen blev trængt tilbage. En bølge sendte vand hele vejen op til hans fødder, men han virkede ligeglad. Han koncentrerede sig om synet, og Movicths manglende begejstring. "Hvor er du dog kold," mumlede han neutralt, uden at lægge mærke til at de ord aldrig havde været rettet mod andre end ham selv når han var i nærheden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 28, 2009 14:35:14 GMT 3
Movicth regnede næppe med, at Ryonell snakkede til ham, så han lukkede ørerne, og sukkede skuffet, da solen igen blev trængt tilbage. Vinden blæste ind mod dem, og ruskede i alt, der kunne findes, og han indåndede duften af hav og tang. Han var rykket i afstand fra bølgerne igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 14:48:34 GMT 3
Ryonell vidste ikke om han blev ignoreret, og om han skulle blive irriteret. "Ja, lysdæmon, det var dig jeg talte til," sukkede han mens mørket igen slukkede det oplyste hav. Efter Ryonells mening gjorde det havet mindre smukt, og han forbandede igen lyset. Han var jaloux på hvad det kunne gøre ved verdenen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 28, 2009 21:16:01 GMT 3
"Åh virkelig? Jeg misforstod dig." Movicth gik nærmere mørkedæmonen, da afstanden nærmede sig nogle meter, til han til sidst stod ved siden af ham. "Kold? Du må vist forklare dig bedre." Han hævede venligt et øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 21:28:49 GMT 3
Ryonell løftede hånden og lod den lave en lang bue mod havet. "At du ikke føler noget, ikke det mindste, ved dette syn." Det var al forklaring Movicth skulle forvente at få. Endnu en bølge nåede hele vejen op til dem, vand til op over anklerne for Ryonells vedkommende, og vinden var strid og hård og salt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 28, 2009 21:33:17 GMT 3
Movicth lo. "Du forventede vel ikke for alvor, at jeg fandt stormen og havet smukt, når du ser det som et vidunder. Jeg er din modsætning. Det er mørkt og kaotisk, og lyset bryder sjældent frem. Desuden har jeg ikke tid nok til at se på naturen i virkeligheden, jeg har ikke lært at nyde dens skønhed, som andre har haft tid til at lære det. Deri finder du min kulde, eller hvad end du vil kalde det." Han trak på skulderen, stadig smilende. Kunne de dog ikke snart komme videre!?
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 22:21:12 GMT 3
"For mig kan lys være lige så smukt som mørke," mumlede Ryonell, så lavt at Movicth knap kunne høre det. "Det er det ved lys jeg bryder mig mindst om. At det kan slå mit mørke på et punkt der er meget vigtigt for mig." Et lyn oplyste himlen kort, og lyset gjorde havet sølvblåt. "Som det. Smukt, og mørket er ude af stand til at skabe noget lignende."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 28, 2009 22:25:17 GMT 3
Movicth måtte anstrenge sig for at høre ham, men det lykkedes ham at opfange alle ordene. "Jeg bryder mig ikke om mørket, jeg ser ingen skønhed i det, det skræmmer mig blot." Han smilede. "Jeg burde ikke fortælle dig den svaghed, vel?" Han gjorde det alligevel. Det generede ham ikke.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 28, 2009 23:03:02 GMT 3
"Det er som jeg siger. Du er kold." Ryonell vendte sig væk fra havet for begyndte at gå, den rigtige vej i følge Movicths mening. Vandet nåede endnu en gang op til ham. Det var et stort stykke over hans ankler. "Der er stor forskel på skygger og mørke." Den sætning sagde alligevel at han kendte til grunden til lysdæmonens frygt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 29, 2009 16:52:48 GMT 3
"Men jeg forbinder dem med hinanden. Skygger bliver skabt af mørke." Movicth var lettet over endelig at komme videre, og baskede med vingerne, så han lettede en meter over jorden, fløj så langsomt, at han kunne følge mørkedæmonens tempo. Dette var alt for langsomt, men han var blot glad for, at de bevægede sig.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 30, 2009 19:07:33 GMT 3
Ryonell gik i luften også, og farten kom en smule op. Men han havde ikke selv meget travlt, så han tog kun farten en smule op, og det var kun for Movicths skyld han gjorde det. Han skævede til havet, og et lille, let smil viste sig på hans ansigt - så kort at det var umuligt for nogen af nå at se det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Oct 1, 2009 16:38:25 GMT 3
Movicth steg højere op i luften, da mørkedæmonen fulgte ham, og lod den anden bestemme tempoet. Det var fristende at sætte farten op, men han tøjlede sin frygt og utålmodighed, og gemte den bort, hvor den ikke kunne glemmes, men i det mindste skubbes i baghovedet. Han mærkede vinden i ryggen, medvind, og han smilede kort. Medvind var godt. "Hvad har du så tænkt dig, når vi skilles igen?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Oct 1, 2009 16:42:17 GMT 3
"Finde den nærmeste flod og tage et meget langt bad. Derefter... Lader jeg vinden bestemme min retning." Underligt poetisk, men også dødsandt. Det var lettere at rejse i medvind end modvind, så han ville gøre det, og derfra finde ud af hvor han kom hen. Alle andre steder end Mida. Det var lige ved at han turde gå ind i Solitopia.
|
|
[/URL]
