|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 14:45:32 GMT 3
"Jeg var ikke klar over at du fandt naturen så smuk," indrømmede Movicth, men fandt det ikke latterligt eller forkert. Han nikkede. "Så lang tid kan jeg godt vente," afgjorde han til sidst. "Det er lang tid siden. Jeg må være gået glip af en hel masse." Han foldede de hvide vinger ind til kroppen, da han endelig havde accepteret, at han ikke kom videre. "Jeg venter på stormen. Og dig." Det sidste blev tilføjet skyndsomt. Han var ikke afhængig af den anden, havde ikke brug for den andens selskab, men han nød det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 14:54:27 GMT 3
"Der er endnu meget du ikke ved om mig." Andre kommentare havde han ikke, med hensyn til naturen. "Men du har ikke gået glip af noget." Hans blik lå fastlåst på havet, og han fornemmede de større bølger mere end han så og hørte dem. De gjorde lugten af salt endnu stærkere når det bruste og sendte skum op i luften.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 15:07:47 GMT 3
"Du har ret, jeg ved intet. Men det er også først anden gang jeg har mødt dig, ved et tilfælde. Men dog ved jeg mere end de fleste kommer til at vide om dig." Movicth smilede. "Hvordan kan det var at du pludselig skal giftes?" Han undrede sig. Sidste gang havde holdningen været en hel anden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 15:14:32 GMT 3
"Fordi jeg er spontan og mangler evnen til at tænke mig om før jeg tager 'de store beslutninger'. Jeg stødte bare på hende og fik hende i problemer. Igen." Han vidste ikke om han gad uddybe, men lugten og lyden af havet var lokkende og alt hvad han skulle bruge til at forholde sig rolig. "Og jeg forstod hvad jeg følte for hende, og grunden til hendes evne til at forvirre mig."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 15:26:38 GMT 3
Movicth lo. "Det glæder mig, på dine vegne." Det var oprigtigt ment, ikke blot noget han følte sig forpligtet til at sige. "Det lader til at du har truffet et rigtigt valg." Han havde nærmet sig bælgerne igen, der rasede som et vildt oprør, et vildt kaos der ikke kunne hverken tæmmes eller bestikkes,og han svang sig til at opfatte det hele som andet end noget, der rakte ud efter ham, for at myrde, men det var svært, som bølgerne kom krybende indover hans bare fødder.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 15:33:01 GMT 3
Ryonell brummede bare. Han vidste ikke selv om det var godt, hverken om det var godt for hende eller for ham selv. Han var vel nærmest en fare for hende ved sin blotte tilstedeværelse. Så sprang han pludselig ud i vandet og dykkede langt ned under, mærkede presset fra bølgerne og trækket fra tøjet, der begge søgte at holde ham under vandet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 15:52:14 GMT 3
Movicth vidste ikke, om han ville følge den nu forsvundne skikkelse, eller om han ville blive ved bredden. Der var ingen tvivl om, at han ville kunne klare kampen mod vandet, at det ville lykkes ham at bryde overfladen og det var heller ikke frygten der fik ham til at vige, men dog var han stadig i tvivl. Han fulgte til sidst ikke den fornuftige stemme, der bad ham lade være, at hvis han var i tvivl, burde han ikke gøre det, og sprang i bølgerne. Det kolde vand ramte ham, og han lod sig presse ned af trykket med åbne øjne. Et smil bredte sig i hans ansigt, alt imens han holdt vejret.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 16:00:37 GMT 3
Ryonell brød overfladen og lod sig blive kastet mod land af en stor bølge, og var lige ved at ramme kysten da han igen dykkede og for ned under vandet med vingernes hjælp. Han mærkede stadig kraften i den tåbelige handling, og han søgte helt ned på bunden og lod hånden mærke tangplanterne, inden han igen skød op mod overfladen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 16:12:09 GMT 3
Han skød op mod overfladen uden hjælp af de tunge vinger, tog stærke tag med arme og ben, så han hurtigt og sikkert kom op til overfladen, kom længere ind mod bredden, uden at nå den. Han tog en dyb indånding da han kom op, og dykkede så igen. Det var ikke det værste man kunne lave i ventetid, men bevægede sig, blev vasket.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 16:21:04 GMT 3
Ryonell gled rundt langs bunden, hvor der var mørkest, elegant som en havodder. Han kunne lide den måde at bevæge sig på, at mærke stormen på, og han gik ikke op igen før hans lunger krampede efter luft og han var tæt på at blive svimmel. Han vidste ikke om lysdæmonen var i vandet eller på bredden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 16:32:07 GMT 3
Movicth var strøget under igen for tredje gang da Ryonell kom op, og denne gang lod han sig glide ned i mørket, hvor en sandet bund var at finde. Han fik en klaustrofobisk, ubehagelig følelse i vandet, og han svømmede længer eop mod overfladen, var lyset gav ham mere ro, og merefrihed. Hans lunger måtte igen fyldes med luft, og han nåede overfladen igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 16:49:59 GMT 3
Ryonell blev i vandoverfladen nu og svømmede mod bølgerne og strømmen, hvilket var langt mere anstrengende. En meget stor bølge kom mod ham, og han dykkede endnu en gang og svømmede mod bunden. Han ville op nu, og se det i stedet for at mærke det. Synet var langt mere storslået.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 27, 2009 16:37:13 GMT 3
Movicth halede sig op over overfladen igen, og trådte vande, kiggede mod bredden, besluttede sig for at nå den. Han kæmpede mod de rasende bølger, der forsøgte at tvinge ham udaf, men han var udholdende som ind i helvede, og pressede sig selv videre uden problemer.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 27, 2009 22:06:58 GMT 3
Ryonell fulgte fortsat bunden på vejen mod land, mens hans åbne øje betragtede sandet og planterne på vejen. Han havde endnu meget luft i lungerne da han kunne fornemme overfladen komme nærmere ham, og han satte en fod i bunden og rejste sig fra vandet da det gik ham til hoften. En stor bølge vældede ind over ham, men han stod sikkert og begyndte langsomt at gå op mod strandbredden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 27, 2009 22:25:08 GMT 3
Movicth fik halvvejs inde øje på mørkedæmonen, der også var kommet op fra vandet, og han svømmede en anelse hurtigere. Han nåede bredden, kom op, og gik lidt rundt i det våde sand, spejdede ud mod bølgerne, det smukke syn, som han stadig ikke fandt noget specielt i. "Hvad så nu, er stormen ovre?" Lo han kort.
|
|
[/URL]