|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 19, 2009 20:52:31 GMT 3
Ryonell trak bare på skulderne uden interesse og stirrede stadig mod stormen, der ville gøre bølgerne høje og skummende. Bølgerne var allerede nu ved at rejse sig, selvom der ikke var nogen virkelig vind. Der var intet bedre end havet i dets vildeste. Ryonell kunne allerede nu se billedet i sit hoved, og han overvejede kraftigt at gå i vandet for at mærke havets kræfter mod sin krop.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 19, 2009 21:19:11 GMT 3
Movicth gik til sidst hen mod mørkedæmonen, selvom det var i den forkerte retning, og hans flugtinstinkt allerhelst ville have ham videre. "Hvad hedder drengen?" Spurgte han interesseret, og fulgte den andens blik ud mod det blå, skummende hav, der strakte sig så langt som til horisonten, hvor den mødte den overskyede himmel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 19, 2009 23:58:57 GMT 3
Ryonell var tavs længe inden han kort lod blikket falde på den hadede lysdæmon, han i dette øjeblik fandt ud af at han faktisk kunne godt kunne lide. Så gled øjnene ud over havet igen. "Han hedder Szuraim," sagde mørkedæmonen så langsomt. "Shinee valgte at opkalde ham efter min far. Hun kunne sikkert lide ham." Ryonells stemme blev underlig ved at tale om hans far, men han betragtede fortsat havet uden at flytte blikket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 20, 2009 12:43:23 GMT 3
"Han virkede... Som en gæstfri person." Movicth smilede. Han havde ikke været i tvivl om, at hvis faren stadig havde været i live, ville han alligevel have lukket lysdæmonen ind. Måske ikke begejstret, men trods alt ville han blive tilbudt at komme indenfor. "Vil du ikke med videre, Ryonell?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 20, 2009 23:04:08 GMT 3
Mørkedæmonen rystede på hovedet. "Jeg har havet foran mig og en storm på vej. Et syn jeg ikke ville risikere at miste." Han var bedre til landskaber og udsigter end til at læse mennesker, men han kunne sidde, eller stå, i timevis og stirre på glæssletternes bløde bakker eller selv Jeanores spidse bjerge. Han hadede kun bjergene i luften.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 20, 2009 23:30:57 GMT 3
Movicth lo. "Jeg bliver rastløs af at stå stille, du sætter min tålmodighed på prøve." Dog blev han stående og så mod havet, som den anden fandt så smukt, og som han aldrig selv gav sig lov til at nyde. Ikke tid til det. Han skulle og måtte videre, han kunne ikke stoppe op. Han fandt pausen næsten behagelig, imens han stod der og så på den ene bølge efter den anden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 20, 2009 23:45:02 GMT 3
"Jeg ville knap lægge mærke til det hvis du forsvandt," mumlede Ryonell, og hans blik sneg sig kort over på den meget hadede, meget venlige og irriterende lysdæmon han godt kunne lide. Så gled hans blik til havet, hvor vinden blev stærkere og blafrede hans jakke tilbage som en kappe. "Du kan bare gå."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 21, 2009 15:54:41 GMT 3
"Jeg venter skam heller ikke på dig. Det er blot lang tid siden, jeg sidst så dig." Movicth lod uskyldigt blikket glide fra mørkedæmonen og udover havet igen. Så kunne Ryonell jo så tænke lidt over det, hvis han gad. Han forholdt sig igen tavst.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 21, 2009 17:17:25 GMT 3
Ryonell trak på skulderne. "Det er vel ikke så vigtigt hvor længe siden det er," sagde han fjernt. "Jeg er en mørkedæmon, og du burde stadig hade mig. Resten af verdenen har stadig ikke skiftet mening." Bølgerne forsøgte at nå op til Movicth. "Og jeg tror stadig ikke på min bror." Han sagde det som om han snakkede om en gud.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 21, 2009 18:29:44 GMT 3
Movicht smilede. "Åh, jeg hader dig skam også. Lige så meget, som du hader mig." Han kiggede ned på bølgerne, og trådte et skridt tilbage, så de ikke kunne nå ham. Præcist som hans forbandelse, skyggerne. "Du har ikke søgt efter ham."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 21, 2009 19:06:19 GMT 3
"Nej. Ikke det mindste. For min bror findes ikke længere. Jeg så ham dø. Og jeg ved jeg så ham dø." Ryonells stemme var fast mens han endnu så ud over på havet. "Jeg vil ikke begynde at tro ting der ikke er sande. Jeg bliver bare skuffet." Han skævede kort til Movicth igen. "Og du er vel stadig på flugt."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 21, 2009 19:19:16 GMT 3
Movicth tænkte på alle de gange, han havde skuffet sig selv, og kunne sagtens sætte sig ind i dæmonens tankegang. "Det er dit eget valg," lød hans svar. Så blev han tavs igen. På flugt? Kunne det overhovedet overrask nogle? "Ja, som altid."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 13:53:52 GMT 3
"Ja, hvad skulle man ellers lave med en flok vrede skygger i hælene?" Ryonell blinkede, og på en eller anden måde fangede han billedet af netop den endnu rejsende sol på nethinden, selvom solen havde sluppet vandet som en rejsende, rødlig kugle. Han sukkede. "Hvis du venter en smule kunne jeg måske godt følges med dig," mumlede han så.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 25, 2009 14:16:18 GMT 3
Movicth tænkte lidt over det. Det virkede som om Ryonell ikke længere havde noget imod ham, bortsat fra et had, der aldrig ville fordufte. Det glædede ham, han kunne godt lide mørkedæmonen, en af grundene til, at han ville spille kostbar tid på brylluppet. "Jeg vil gerne have dig med videre for en tid. Men det kommer an på... Hvor lang tid jeg skal vente." Han smilede kort, så mod havet, som Ryonell fandt så bindende, og som han ikke selv havde nogen holdning til. Han havde ikke haft tid til at skue udover det. "Du vil gerne se stormen, ikke sandt?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 25, 2009 14:26:23 GMT 3
"Jeg kommer kun så tæt forbi havet få gange om året, og der er der ikke store chancer for at se en storm. Jeg har ikke tænkt mig at gå videre før jeg har set dens højdepunkt." Han så for sig de enorme bølger vælde ind mod sig, som sidste gang han havde oplevet en storm. Det var et andet billed der ikke kunne finde ud af hans tanker.
|
|
[/URL]
