|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 16, 2009 16:39:43 GMT 3
Movicth kom flyvende henover strandbredden, og kiggede tankefuldt udover det flammerøde hav, der blev oplyst af den glødende kugle, man havde valgt at kalde solen. Også himlen stod i brand, og han fandt synet smukt, da han sjældent havde tid til at nyde det. Det var tidlig morgen, men han var ikke gået ud som et lys af den halvtågede tilstand, man ofte vågnede op til. Faktisk, hvis sandheden skulle frem, havde han ikke sovet mere end tre timer, men var rejst videre i mørket, trods at det var hans svageste tidspunkt på døgnet.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 16, 2009 17:08:57 GMT 3
Ryonell stod i vandkanten med sine støvler på og stirrede ud over havet uden at røre sig den mindste smule. Hans blik var rettet mod solen og dens farvespil i havet. Det var for lyst til at han kunne mærke noget ved hjælp af mørket. Hans mørke havde ikke været meget aktiv i nat, så han havde sovet et par timer eller tre.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 16, 2009 17:33:35 GMT 3
Noget fangede hans opmærksomhed, og han blev ved med at stirre vantro mod den mørke person, der stod længere fremme. Han havde været sikker på aldrig at se den underernærede, genkendelige skikkelse igen. Mørkedæmonen der havde mistet modet. Men han levede stadig, det så ud til, at han havde holdt sit løfte indtil videre. Movicth landede, da han nåede tættere på. "Det var en overraskelse," formede hans læber, oprigtigt overrasket og blidt, som kun en lysdæmon kunne sige det. Selv en jaget en af slagsen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 16, 2009 19:30:58 GMT 3
"Det var dig jeg ledede efter," mumlede Ryonell da han genkendte stemmen, men han vendte sig ikke. Dette var et syn man kun kunne se en gang om dagen. Hvis man da boede ved havet, hvilket Ryonell jo ikke gjorde, så synet var sjældent og vær at huske. Havet var blod og gyldent og vindene gjorde det vildere og glimtende. Havet var guld, og her var beviset. Hans trak den saltede vind til sig, dybt ned i sine lunger.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 16, 2009 20:35:17 GMT 3
Movicth smilede. "Du har forhåbentligt ikke ledt længe. Det er svært at finde nogen i konstant bevægelse, så jeg går ud fra du er heldig." Han trådte hen på siden af mørkedæmonen, med et stik af instinktivt had i brystet, og en smule mørkere øjne, da han så på Ryonell, der syntes hypnotiseret af havet. "Hvad er grunden til din søgen?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 17, 2009 17:34:46 GMT 3
"Jeg skal giftes," svarede Ryonell. "Og at jeg skylder dig tak ville ikke være grund nok for mig til at lede efter dig. Hun vil gerne se dig, så jeg har lige inviteret dig til vores bryllup." Ryonell flyttede ikke blikket. Det lå fast på solen der genspejlede sig i havet. "Hvor jeg dog hader den sol," mumlede han.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 17, 2009 17:40:25 GMT 3
Shinee. Selvfølgelig. Movicth kunne ikke sige, at han ikke var overrasket, men på en måde var det til at forudsige. Måske var det alligevel godt for Ryonell, at hans far døde. Trods alt. "En invitation? Hmm.." Han rynkede panden. Det kom an på, om han havde råd og tid til at spilde den på et bryllup. Spilde den var så meget sagt, men det var spild, det var kilometer han tabte på det. "Det er ikke noget langt bryllup, vel?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 17, 2009 18:17:31 GMT 3
"Ikke hvis det stod til mig." Det var egentligt et dumt spørgsmål at stille Ryonell. Han kunne ikke drømme om at bruge langt tid på sådanne ting. Selvom det skulle være en stor begivenhed. "Og du har min tilladelse til at gå tidligt. Ved ikke hvor mange at gæsterne Shinee har lyst til at få revet i småstykker. Men lov mig at gnid dig rigtigt godt på af hendes far og stedmor."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 17, 2009 18:28:32 GMT 3
Movicth lo kort. "Så det bliver et kaotisk bryllup, går jeg ud fra?" Han kiggede på mørkedæmonen, og spekulerede på, om denne ville følge med, hvis han begyndte at gå. "Hvornår og hvor er der?" Det var vel det vigtigste. Ellers ville det blive svært at komme.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 17, 2009 21:24:42 GMT 3
"Så du har altså tænkt dig at komme?" spurgte Ryonell inden han fortalte stedet. Han vidste, han trak tiden ud, og han kunne give Movicth problemer igen, men han havde brug for at være sikker alligevel. På en eller anden måde. Alligevel tog han ikke blikket fra solopgangen før den sidste smule af solen slap vandet. Magien blev langsomt brudt, og Ryonell så ned på vandet.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 18, 2009 15:58:06 GMT 3
Movicth nikkede. "Ja, jeg kommer. Det er sjældent jeg bliver inviteret med til noget, og jeg kan sikkert godt presse en dag ind et sted. Jeg skal bare have et forspring." Han smilede kort. "Det glæder mig af en eller anden grund, at du har noget at leve for igen." Han begyndte at gå.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 18, 2009 17:12:34 GMT 3
Ryonell så stadig ud over vandet, og skyer samlede sig derude. Han ville blive her en halv dag og opleve stormen der var ved at komme, så ville han... Han vidste det ikke og var ligeglad. Shinee var ikke hjemme nu, hun var ude og rejse og havde sikkert Jr. med. Han opdagede pludselig at han ikke havde fortalt datoen. "Den 21. december," sagde han, lige højt nok til at Movicth ville kunne høre det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 18, 2009 20:31:17 GMT 3
21. december. Måske var det ikke lige frem den værste dato på året, men det var tæt på at være en af dem. Han smilede. Dette skulle ikke forhindre ham i at komme. Han huskede pludselig, at Ryonell havde haft en søn og stoppede op. "Hvordan går det med drengen?" Råbte han tilbage. Latterligt, de kunne bare gå tættere på hinanden.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 18, 2009 20:40:07 GMT 3
"Jeg aner intet om børn," råbte Ryonell til lysdæmonen uden at tænke over afstanden, og han vidste det ikke kom som en overraskelse for den anden dæmon, "men sidste jeg så ham var han i hvert fald ikke død." Ryonell så ud over havet et par minutter endnu, inden han fik det slidt over til Movicth. "Der bliver storm i dag hvis du er for tæt på kysten," meddelte han.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 19, 2009 19:56:02 GMT 3
Movicth var ved at overveje, om stormen ville vende til hans fordel, men opgav det igen. Han måtte vel bare trække lidt længere ind mod Neramore, hvor det ikke blæste så meget, eller forsøge at overleve en tur gennem skoven. Der var i hvert fald ingen muligheder for hvilepause på den nærliggende kro, i en dejlig, varm og knirkende seng, som han så sjældent nød godt af. "Tak for advarslen," råbte han smilende. "Jeg tror, jeg klarer det." Og sønnen levede stadig. I virkeligheden nok mere sin mors skyld.
|
|
[/URL]