Hope //done

[Shinee]

"Du kan jo prøve at overbevise mig om noget andet." Sagde hun og lagde hovedet på skrå. "Det er ikke så svært." Tankerne trillede videre, mens hun overvejede om hun skulle sige mere til ham. Overvejede. Og gad ikke. Ville høre hans svare først. Vinden blæste og hun gøs svagt. Den tog til.

[Heltan Apon]

"Jeg vil blot have at mit folk ikke længere bliver undertrykket og udnyttet, og jeg er parat til at gøre hvad som helst for at stoppe det." Heltan smilede stadig til hende. "Hvorfor? Grunden er hvad jeg har oplevet som slave, hvad jeg har set. Men jeg passer ikke ind hos midanerne, selvom de er mit folk, hvilket gør at jeg ikke har nogle rigtige venskaber med dem. Og derfor, desværre, er meget mere i stand til at gøre noget dumt." Han sukkede og så ud til siden. "Jeg har mine drømme at miste i dette." Han følte selv det hele lød dumt. Barnligt, på en måde, og hans smil forsvandt langsomt da han igen mærkede frygten for at være parat til at sende midanerne i døden, fordi han ikke havde nogle venner og ville se om hans drømme ville klare sig af sig selv. Men at frygte noget betød vel bare at han ville være mindre villig til at gøre det.

[Shinee]

"Du vil gøre hvad som helst? Hvad som helst? Er du sikker? Er du helt sikker på at du vil ofre alt for at redde alle?" Brød hun ind og kiggede på ham igen. "Vil du ofre hvad du har mest kært?" Spurgte hun og hendes øjne var helt mørke af alvor. Hun ville ofre livet for det.

[Heltan Apon]

"Jeg er parat til at opgive livet for det." Heltan tøvede ikke et sekund med at sige det. "Men du siger hvad jeg har mest kært..." Han skævede til skoven, der hvor Trom moslede rundt, og han tøvede synligt et øjeblik da han mærkede kuldegysninger rulle ned langs hans ryggrad bare ved tanken. "Jeg ville være i stand til at ofre Trom for det." Hans stemme var sikker igen, som smilet havde ikke forladt ham overhovedet.

[Shinee]

"Vil du det? Hvorfor skulle jeg tro dig?" Spurgte hun og stak hovedet op i hans. "Hvis du virkelig er villig til at ofre ham, så bevis det!" hendes stemme var intens, hendes øjne lyste ubarmhjertigt. Hun var villig til at ofre håb og drømme for det her og nu ville hun have ham til at ofre hvad der skulle ofres. "Hvis du vil have at jeg skal hjælpe med at skabe en fremtid, bliver du nødt til at ofre. Er du stor nok til at ofre for at redde alle?"

[Heltan Apon]

"Så giv mig chancen hvis det er hvad det handler om. At bevise det." Hans stemme var underligt hul og næsten lige så intens som hendes egen. Trom tittede frem mellem nogle buske og prustede dybt og hårdt af dem, som om den havde opfanget at de snakkede om ham. Heltan så over på hesten, og smilet vendte tilbage. Han kunne mærke frygten for at miste dyret, men det blev overdøvet af hans kærlighed til selv samme.

[Shinee]

Shinee kiggede på hesten. "Vil du eller skal jeg?" Hun snakkede og dyrets fremtidige død, hvis alt stod efter hendes plan. "Vil du vise at du kan ofre det?" Spurgte hun igen og trak vejret dybt. Hun hadede sig selv noglegange, og det der fulgte med hendes afstamning.

[Heltan Apon]

"Du gør det. Jeg kan ikke få mig selv til det." Hvis hun tvang ham til det ville hun falde ned på højde med hans tidligere ejer. Ellers vidste han ikke hvordan han ville reagere. Allerede nu havde han lyst til at kaste sig over hende på instinkternes opfordring, men han var nået så langt som han var ved ikke at lytte til den slags. Han så væk fra dem begge, og hesten lagde forvirret hovedet på skrå.

[Shinee]

Hun trak på skulderne, hendes ansigt udtryksløst. Mørket samlede og huggede som en slange frem og snoede sig om hestens ben. Lige meget hvor stærk hesten var, var mørket stærkere. Det trak sig op og dækkede næsten hele hesten, da hun kiggede på Heltans ansigt.

[Heltan Apon]

Trommoon hvinede rasende og kæmpede imod så meget han kunne, de store muskler spændtes. Heltans blik mødte hendes øjne, ude af stand til at se mod sit dyr, og i øjnene vidste der sig det had der allerede fandtes i ham mod menneskerne, og som nu var ved at blive rettet mod hende. Han kæmpede imod insitnkternem, der bad ham flænse hende for hvad hun var ved at gøre, mens han mærkede tårer trænge sig frem i de hadefulde, grå øjne. Men hvis det var hvad der skulle til for at hun ville arbejde med ham... så var det vel det. Trom hvinede igen. "Stå stille," sagde han bestemt, og på trods af alt stoppede hesten med at kæmpe imod, selvom rædsel og forvirring endnu var at se i dens øjne.

[Shinee]

Hun kiggede på ham og trak øjeblikket ud. Mørkede tættes omkring hesten i et kort sekund.... "Tak." Et smil brød hendes læber og mørket forsvandt pludseligt og som dug for himlen. Selvom hun ikke lod det helt gå, hvis nu at hesten skulle angribe hende. "Så længe du vil ofre hvad du holder af, behøver du ikke gøre det, medmindre det er en nødvændighed."

[Heltan Apon]

Trommoon stod et øjeblik og så stadig forvirret ud, selvom rædslen forlod ham, og han så på hende et øjeblik inden han sprang frem med et rasende hvin. "STÅ!" brølede Heltan, der indtil da havde set på prinsessen, og brølet for gennem skoven som et ekko. Han var endnu meget oprevet over det hele, og hingsten stivnede et øjeblik ind den luntede over til ham i stedet for hende og nappede venskabeligt i midanerens øre. Smilet vendte ikke tilbage til Heltan, men han slappede en smule af og lod hovedet hvile mod hingstens hals.

[Shinee]

Hun betragtede midaneren og hesten. Hendes blik var vuderende, prøvende og hendes smil allerede godt gemt væk igen. Hvordan ville Heltan mon reagere på det. "Det vil jeg meget gerne undskylde. Men før gav du mig jo ikke rigtig et svar." Det var blot en lav mumlen og hun rynkede panden.

[Heltan Apon]

Heltan fnøs ind i Troms man, hans humør endnu mere eller mindre spoleret. Hingsten bed ud efter hende, selvom hun var langt ude for rækkevidde, og Heltan daskede dens på halsen for at sige, at han ikke ville lade den gør noget. Det var nu hestens tur til at fnyse, og det trak let i Heltans mundvige. Han havde et svar på hendes ord, men svaret omhandlede følelser, og han kunne ikke tale om følelser til hende.

[Shinee]

Hun kiggede på ham og tog sig sammen. "Tager du i mod min undskyldning, eller skal jeg bare gå?" Sprugte hun så, kun svagt tøvende. Det var mærkeligt, men hesten gik hende en smule på nerverne. Normalt ignorede hun dyr. Men det var anerledes med vampyr hesten.