Oops, I did it again

[V Baleckali]

V så på den skinnende dolk foran ham, et udsøgt håndværk. Han manglede jo ikke en dolk som sådan, men det betød jo ikke, at en mere var for meget. Han så sig langsomt rundt, og kiggede på sælgeren, en gammel mand, der tydeligvis var synet berøvet. Der var ingen, der holdte øje med dem, efter hvad han scannede, og han bevægede langsomt armen fremad, så langsomt, at den næsten ikke flyttede sig. Han lukkede hånden om skaftet, stadig ganske, ganske langsomt, og trak hånden tilbage igen. Havde det gået en smule hurtigere, havde den blinde nok sanset ham, men nu gik V videre med dolken i lommen.

[Eremi af Kuriqer]

Den gamle flyttede hånden og strøg sine ting over, inden han rettede hovedet mod V. "Jeg vil gerne have min dolk tilbage," sagde han højt og tydeligt, som om han var tyve år yngre. Eremi red netop da ind i byen og lod søgende blikket gå over menneskerne.
"Den høje mand til højre," var alt hvad han sagde, men folk reagerede alligevel og vendte sig mod V.

[V Baleckali]

V forsatte uforstyrret sin gang ned af vejen, som om han havde halm i ørerne, selv om han havde set adelsmanden ud af øjenkrogen. Bare for at virke provokerende trak han dolken op af lommen, og kastede den op i luften, greb den igen med den ene hånd. "Den her? Desværre, det er min egen."

[Eremi af Kuriqer]

Mørket var faldet nok på, og det sneg sig gennem menneskemængden og tog fat i V uden at lade sig gå på af dolken eller vende opmærksomheden mod den. Eremi var egentlig ligeglad med dolken, den var nok meget god, men den blinde havde milioner af andre af dem som han havde smedet og gemt i sine unge dage til dengang han ikke længere kunne lave smykker der fulgte den nye mode. Nu, hvor han var blevet blind efter en ulykke, kunne han sælge sine små skønheder. Nej, det, der gik Eremi på, var selve det at stjæle fra hans bønder.

[V Baleckali]

V følte, at noget holdt ham tilbage, og han standsede og snurrede rundt, for at se, hvad der kunne være skyld i det. Landsbybeboerne virkede ganske oprørt, men han vidste, at de var til at klare, hvis han ikke tabte på den overmagt et menneske ikke ville kunne klare alene, men som en hel gruppe kunne tvinge modstanderen i knæ på. Overtal. Det var altid en fordel.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi red langsomt og ligegyldigt frem mellem de oprørte landsbybeboere på sin sorte vallak. Landsbybeboerne var allerede gået til side for ham, skønt han ikke havde bedt dem om det. Det var reaktionen fra de fleste folk. Eremi sagde ikke noget, det gjorde han jo aldrig, eller i hvert fald meget sjældent.

[V Baleckali]

V sagde intet. Adelsmanden sagde intet. Hvad var der også at sige? 'Undskyld at jeg stjal en dolk. Jeg ligger den tilbage nu.' Det ville han aldrig gøre. Det var en fin dolk, han havde stjålet den, og han agtede at tage den med videre. Han lod sig vente på dommen, velvidende, at det ikke var så svært at slippe fri, som det kunne lyde som.

[Eremi af Kuriqer]

Der gik længe inden Eremi begyndte at snakke. "Du har ingen intensioner om at give ham dolken igen, må jeg vel gætte," sagde Eremi koldt og ventede ikke på svar. Det var, teknisk set, heller ikke helt et spørgsmål. "Kom med." V havde ikke noget valg. Mørket havde fat i ham, og selvom det var usynligt og der ikke var noget at mærke, blev han tvunget til bare at følge med mørkedæmonen.

[V Baleckali]

V var ingen kujon, han var fulgt med alligevel, skønt han intet valg havde, med mørkets tag i ham. Han fulgte den sorthårede adelsmand, som han endnu ikke kunne bedømme, om var gavmild, barsk, eller blot bedøvende ligeglad. Nok ikke ligeglad.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi fortsatte på vejen uden et ord og ledte dem op mod hans hus. Det så lille og fattigt ud i mørket, men var endnu værre i sollys. Man skulle se meget længe for at opdage, at der faktisk ikke var huller i taget, og at der heller ikke trak fra hverken vinduer eller vægge. Eremi sagde stadig ikke noget, hvilket ikke var overraskende. Han trak bare hesten ind og lod V stå på gårdspladsen imens.

[V Baleckali]

V kunne svagt ane det lille hus, der virkede ret fattigt for en adelsmand at være, i det tætte - eller ikke tætte, men noget der var tæt på tæt - mørke. Han hævede et øjenbryn uden at stille spørgsmål, og ventede blot på den ukendte mand, der havde været så irriterende at slæbe ham herop.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi kom ud igen og gik indenfor, og igen var V tvunget til at gå med. Huset var lige så mørkt som udenfor, eller mørkere, da stjernerne og månen ikke var der til at lyse op. Kun køkkenet og stuen var der lys, og de kom ikke engang tæt på det. Han gik ind på sit kontor og satte sig ved sit skrivebord, og døren lukkede sig efter V takket være mørket. "Jeg tillader ikke folk at stjæle på min grund," sagde han så. "Vi kan ordne det let ved at du kan aflevere dolken."

[V Baleckali]

"Men..." V hævede en pegefinger for at påpege en anden mulighed. "Vi kan også gøre det besværligt, ved at jeg nægter at aflevere dolken." Han så koldt og roligt på den anden, og kiggede rundt i det beskedne rum, der ikke lige frem skreg 'her bor de adelige!'

[Eremi af Kuriqer]

"Så skal jeg have dit navn og efternavn, eventuelt en adresse." Han vidste ikke hvad han forventede af svar. 'Det rager ikke dig' virkede som denne mands normale svar, men navnet var i hvert fald meget uskyldigt. Eremi bladrede igennem sine papirer og fandt nogle ark han ikke havde ordnet. Han begyndte at skrive kornudbytte ned for at få oversigt over det samlede billed af deres ejendom.

[V Baleckali]

"Mit navn er V, og jeg er omstrejfende," var hans svar, sådan umiddelbart åbent, selvom hverken en adresse eller efternavnet blev afsløret. Han var tavs igen, ligesom manden var optaget tavst i sine papirer. "Nu skylder du mig dit navn," sagde han lidt efter, og satte sig på en stol med et ligegyldigt udtryk i ansigtet.