|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 10, 2009 23:07:57 GMT 3
Hun ændrede løbet, og den gik fra en let lydelig galop til tavshed, hvor kun hendes lette, lave åndedræt nu var alt hvad der hørtes. På samme tid satte hun også farten endnu mere op, og stak snuden i vejret. Hun kunne lugte de andre varulve. Vinden kom imod hende, hvilket ikke gjorde det umuligt at de også jagede. Et menneske, sikkert.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 15:52:24 GMT 3
Dore lydløse løb satte farten op og han mærkede det i brystet. Spændingen. Hans ansigt blev dækket af en underlig skygge og hans stemme var næsten uhørlig da han spurgte: "må jeg hjælpe med kampen?"
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 16:14:15 GMT 3
Det blev kun til et svagt nik fra Gilvasas side inden hun pludselig drejede og spurtede, stadig lydløst, ud langs kanten af kløften. De var tætte på. Meget tætte på. Lugten af dem var tydelig. Måske ikke engang tyve minutters løb væk. Hun sprang op i luften, greb en vildfaren fugl og landede igen på jorden og slugte den, en lille appetitvækker inden den blodtørstige kamp.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 17:30:12 GMT 3
Dore holdte øjnene rettet frem og smilede køligt. Han havde lyst til at slås. Det var noget der kom fra ham og han kunne ikke lade være. Han sukkede lydløst. Det ville være nemmere hvis han kunne styre lysten. Den var ubehagelig. Øjnene flyttede sig kort til Gil. Hun var nu ganske elegant...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 20:52:45 GMT 3
Gilvasa så sig ikke tilbage efter Dore, men fortsatte efter byttet. Der gik næsten tyve minutter med samme fart, så så hun det første glimt af dem. Hun benyttede ikke skuespil denne gang, men fortsatte bare frem og kastede sig i nakken på den bagerste hun, der svagt opfangede hende i dette sekund, og knækkede hunvarulvens nakke med en drabelig præsition og mangel på tøven. Sådan dræbte hun de fleste af sine modstandere. De andre vendte sig også om, og Gilvasa var overrasket over at se tre unger, seks-syv år gamle. Hun havde ikke lugtet dem. Skulle hun lade dem leve eller dø? Denne tanke gjorde hun mens hun trak til side for lederhannens angreb.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 21:06:23 GMT 3
Dore stoppede op, et par meter bagude. Han kiggede på flokken, den var stor, større end han havde troet. En mindre ulv vendte sig i mod ham og han løftede et øjenbryn. En unge? Han kiggede ind i ulvens øjne og erkendte det. Et barn. En af de store kastede sig i mod ham og han drejede væk og sparkede den i siden. Lige ud fra hjertet. Det stoppede med at banke, lammet aaf shokket og ulven faldt om.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 21:38:41 GMT 3
Gilvasa besluttede sig med hensyn til børnene, og hun frembragte en sygelig fråde i sin mund, der løb ned og blandede sig med hendes fjenders blod. Hun vidste, hendes valg var ondt og hårdt, farligt, men også noget hun ville. Hun så en hunvarulv genne ungerne væk, og den ene af de små kom til at gøre den smertefulde forvandling, og den frembragte en perfekt, lille pigekrop i en trøje og små, lasede bukser. De var så små, men hun vidste, de kunne jage allerede. De kunne overleve uden forældrene. Hun sprang efter hunnen, deres mor, mens ungerne var sat i løb væk fra kampen. Gilvasa borede snuden ind i skulderen på hunnen og blev sendt bagud af sin modstander, og den falske fråde faldt ud til alle sider.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 21:44:23 GMT 3
Dore betragtede hende. Hun.. skræmte dem væk? Han strøg en hånd igennem håret. Eller ville hun dræbe dem senere. Han blandede sig ikke igen før en anden ulv kastede sig imod ham. Han knurrede og dukkede sig. Den sprang over og hamrede ind i væggen, og så behøvede han ikke rigtig at gøre mere.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 22:31:22 GMT 3
Hunnen, ungernes mor, knurrede og kastede sig over Gilvasa, der jo var mindre og let svagere end den anden. Hun forvandlede sig til menneske, et kort øjeblik, men længe nok til at den anden varulv fik overbalance og Gilvasa selv kom op på hunnens ryg. Hun var forvandlet igen, og bed sig fast i nakken og vred den rundt. Man kunne høre ungernes hyl, men de kom ikke deres mor til undsætning. Blodblandet fråde løb ned af Gils pelsede hals.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 22:42:33 GMT 3
Dore knurrede igen og endnu en kastede sig i mod ham. Han bøjede sig forover og lagde hovedet på skrå. "Det her er begyndt at trække ud." sagde han og snurrede rundt. Hans knæ ramte ulvens kæbe, inden den nåede at reagere. Den fløj igennem luften og blødte ud af munden.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 22:49:11 GMT 3
"En smule," knurrede Gilvasa og kastede sig mod den næstes strube, som hun uden problemer fik fat i. Hun bed fast og rev væk, modstanderen gurglede og brugte sine sidste kræfter på at krase hende og skubbe hende fra sig. Hun landede på benene og løb under den næste modstander, hylede begejstret og sprang efter hans nakke. Der var en tilbage, måske et år yngre end hende selv, og skrækken greb den sidste. Han løb, og Gilvasa spurtede efter. Høj fart, lydløshed ikke en vigtig ting. Det gik lang tid, men Gilvasa vandt ind på den og knækkede også ham hers nakke.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 23:08:20 GMT 3
Dore knurrede af ungerne og de flygtede. Han smilede og fulgte efter Gilvasa. Rolig og med hovedet på skrå. "Gil?" spurgte han, da han indhentede hende. Hun var smurt ind i blod. Var det hendes eget? eller dem hun havde dræbt. Han håbede på det sidste. "Er du såret?" Spurgte han så.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 11, 2009 23:13:19 GMT 3
"Det bare småskrammer," grinede hun og dansede omkring ham, som om hun ikke havde været i kamp. "Bare, bare småskrammer." Hun stak næsen i vejret og satte i løb igen. Nu var hun for alvor sulten, så nu skulle der jages dyr! Hun var sulten, og hun kunne lugte... Ræv. Der var en ræv i nærheden, og den var større end musene hun også lugtede. Hun havde ikke lyst til mus, selvom de smagte godt.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 11, 2009 23:32:36 GMT 3
Han fulgte efter, med lidt afstand dog. Småskrammer. Han troede på hende og kiggede så rundt. Hvor var Satji mon nu? væk... Igen. Han smilede svagt og rystede på hovedet. Gil var uberegnelig og hun facinerede ham. Utroligt. Han løftede et øjenbryn. Hun var ung. Han skulle ikke have en dame nu...
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 12, 2009 0:04:24 GMT 3
Gil havde en lavere fart en før, og da ræven fornemmede hende tog den halen mellem benene. Det var som at se hende jage den unge hanvarulv endnu en gang, bare i slowmotion. Hun ville have kampens spænding med, og tvang sig til en fart hvor det var usikkert om hun ville kunne fange ræven. Hun levede og åndede for jagten, når hun var ensom var det hendes måde at komme vider og leve videre.
|
|
