|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 23:06:54 GMT 3
Dore fulgte efter og smilede stadig. Satji gemte sig i hendes pels, og var godt tilfreds. Dore var helt rolig, den ville ikke angribe hende. Gil... Hun havde et pænt navn. Han rettede øjnene mod jorden igen og med et var han oppe foran hende. Han vendte sig i mod hende og løftede en flad hånd mod hende. "Stooop!" brummede han. Han hadede at råbe højt. Det var også direkte dumt i bjergene.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 23:13:30 GMT 3
Den snehvide ulv stoppede foran ham og strakte forbenene ud foran sig, så hun halvvejs lå ned, en stor hvalp der ventede på at han ville lege med og som slet ikke forstod, hvorfor han ville have hende til at stå stille. Men hun ventede, i den her drillende stilling med en vildt logrende hale. Hun var så dejligt begejstret, som om hun slet ikke havde været ked af det for mindre end ti minutter siden.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 8, 2009 23:21:52 GMT 3
Han grinede ned til hende og rystede på hovedet. Han betragtede hende lidt. "kan jeg bærer dig et lille stykke? Over det usikre? Det vil gå hurtiger end at vi skal til at klatre på klippevægge." Smilede han og sendte hende et spørgende blik.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 8, 2009 23:30:24 GMT 3
Gilvasa rettede sig op og lagde tænktsomt hovedet på skrå. "Det kunne være sjovt at klatre," mumlede hun tankefuldt, "men det er meget længe siden nogen har båret mig." Hun var så underligt alvorlig, men det forsvandt da halen igen begyndte at farer frem og tilbage, og hun hoppede igen rundt og rundt om ham. Hun lignede igen en stor, legesyg hvalp. "Du skal bære mig!" sagde hun igen og igen.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 9, 2009 10:20:04 GMT 3
Han smilede til hende og rystede for hovedet. Så satte han sig på hug og rakte armene ud efter hende. "Så kom her," mumlede han og løftede et øjenbryn. Satji kom snoede, han havde ikke tænkt sig at klatre. Dore var egentlig i tvivl om hvad han havde gang i men han overlod det til det øvre magter om han skulle overleve det.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 9, 2009 14:56:26 GMT 3
Gilvasa kastede sig i armene på ham som en stor, glad hund, der blev genforenet med sin fortabte ejer, og lagde en pote på hver side af hans hals som et hundeknus, inden hun forvandlede sig til menneske igen. Hun blev meget lettere af at være menneske, og hun mødte hans gule øjne med sine blå et kort øjeblik, inden hun tog blikket væk. Det var uhøfligt at se folk i øjnene, hun udfordrede ham jo ikke.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 9, 2009 20:20:02 GMT 3
Han smilede rejste sig igen, uden at have problemer med at løfte hende. Han kiggede kort på hende og tog sig selv i at tænke at hun passede fint i hans arme. Han flyttede endelig blikket fra hende og begyndte at løbe igen. Han sprang let over en smal kløft og hans rolige væsen forandrede sig ikke, selv da han løb på de farlige stier, hvor klipperne smuldrede under hans fødder.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 9, 2009 20:41:06 GMT 3
Gilvasa lå helt afslappet i hans arme og så på stien de løb ad, og hun kunne ikke lade være med at grine højt lidt efter lidt. "Du er så dejligt stærk!" hvinede hun, som en forvirret teenager, og hun så op i himlen igen og fortsatte med at grine. Hun fandt det så morsomt, det var så dejligt at være i nogens arme.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 9, 2009 21:01:40 GMT 3
Han undrede sig kort, men så faldt det ham ind at det var vel sådan hun var. Så et smil vandrede endnu engang over hans ansigt og han sendte hende et kort blik. "Det er der vidst aldrig der har sagt før..." mumlede han og klukkede. "I hvert fald ikke så ligeud..." Satji rullede med øjnene.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 10, 2009 18:19:05 GMT 3
Det tog noget tid for Gilvasa at finde ud af det negative ved at han var så dejligt stærk og høj. Han var hård, overalt, hans muskler var hårde og umagelige. Hun fortsatte med at se sig omkring uden at lade sig lægge mærke med noget, men det var svært. Ulve, og andre dyr, søgte magelighed, og hun var begyndt at blive rigtigt sulten nu, sammen med sit hårde, urare 'sæde'.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 10, 2009 18:52:06 GMT 3
Han løb videre, og snart var de forbi det usikre stykke. Så snart han kunne stoppe gjorde han det og satte hende på jorden. Han holdte blikket rettet fremad, som om et eller andet havde fanget hans blik, langt forude. Satji hvislede, grinede. "lige min tanke..." mumlede han. Varulvene var gået en lang omvej for at komme forbi det usikre.
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 10, 2009 22:08:20 GMT 3
"Vi går bare ligeud, ikke?" spurgte Gilvasa, men hun ventede ikke på svaret inden hun gik ned på alle fire, igen forvandlet til en ulv, og løb frem igen med tungen begejstret hængende i mundvigen. Hun kunne løbe længe, det var ulvens kunst, og hun kunne få god fart på. Hun var også sikker på at han fulgte med.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 10, 2009 22:22:06 GMT 3
Dore smilede og fulgte efter hende, stadig med øjnene rettet frem. De var der, forude. Hun havde været heldig. "De er lige fremme. Foran os." Han nikkede frem. "De gik en lang omvej." Han sendte hende et kort blik. "Vi kan godt indhente dem. De tror vist du er langt bagude."
|
|
|
|
Post by Gilvasa Trinour on Sept 10, 2009 22:51:31 GMT 3
"Hvis vi er heldige ved de ikke at jeg er efter dem, men det vel for meget forlangt af dem." Hun halsede afsted og satte farten mere op i begejstring. Hun elskede jagten, og jagten var nu for alvor sat ind. Varulve havde ingen problemer med at fange føde, hverken med mennesker eller dyr. Varulve havde til gengæld problemer med varulve, og når hun fangede dyr gav hun dem tit et kritisk forspring.
|
|
|
|
Post by Finadore on Sept 10, 2009 22:55:52 GMT 3
Han løftede et øjenbryn, men var ikke overrasket. Hun var vel varulvejæger. Han fulgte stadig efter og rystede på hovedet over hende. Hyper tøs. Sød, hyper, humørskiftende. Han kunne ikke lade med at beundre hende lidt. Det var imponerende at hun kun blive ved.
|
|
