|
|
Post by Tharqi on Nov 1, 2009 20:26:16 GMT 3
Hun smilede til ham og sukkede. "Du skal gå hvis det kommer." Han vidste hvad hun snakkede om. En af vagterne knurrede irriteret. "Vent lidt..." Hun stoppede i døren til fængslet og vente sig imod ham. "Lov det." Hendes ansigt var alvorligt. "Undskyld." Hun rakte ud efter ham og blev så tvunget ind i bygning. Mørket indenfor var uhyggeligt.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 1, 2009 22:00:21 GMT 3
Movicth lod være med at love noget. Han veg kort bort fra mørket, men tog sig sammen, og fulgte ned i den mørke bygning. Han sørgede for at stå sådan, at vagterne ikke kunne se ham. Nogle raslede lidt med nogle nøgler. Han var stadig rasende.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 1, 2009 22:08:38 GMT 3
De skubbede hende hårdhændet ind i cellen og låste døren efter det. "Vi må sige det til ham." Den ene vagt låste endnu en lås. Der var tre i alt. "Ja, ja, så kom dog. Det tager nok lidt tid... Hvad med ham der med vingerne? De lod til at være ret tætte." Den anden vagt gik halvvejs hen til døren. "Skynd dig så." Den første vagt satte sig på en stol op af væggen, lige ved siden af døren. Thar forsøgte at få lænkerne om sine hænder af. Mo havde ikke lovet at gå. Han kunne ikke finde på at vente, kunne han?! Han skulle gå. Hun forvandlede sig og stirrede på sine poter, der stadig ikke var frie. Magiske... Hun bed desperat i lænken, mumlende for sig selv. "Ti stille." Vagten kom ind og sparkede til hende. Hun blev menneske og satte sig op af væggen. "Som om jeg siger noget. Hvis ikke det var fordi at i havde ret, så havde jeg slået dig ihjel!" hun fik endnu et spark.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 1, 2009 22:24:56 GMT 3
Movicth kunne høre, at den ene vagt var gået, og den anden holdt Tharqi under skarpt opsyn, måske fordi han kedede sig, og havde lyst til at pine livet ud af andre. Movicth sneg sig tættere på vagten, ventede på en mulighed for at slå ham bevidstløs. Han sørgede stadig for, at det var umuligt at se ham. Han rasede indvendigt. De gjorde hende ondt! Forbandede idioter!
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 1, 2009 22:30:55 GMT 3
"Hold kæft, kælling," hvæsede vagten vredt og grinede skummelt. "Du har intet at sige. Vi skal nok sørge for at din lille ven bliver jaget ud af byen som et dyr." Thar trak vejret dybt. Hvis bare Mo kom væk, så ragede det hende om hvordan det skete. Hun smilede svagt og vagten misforstod det. "Skal du grine af mig?! Hore!" Han tvang hende til at kigge op og gav hende en lussing til. Hun var vred. Det var ikke retfærdigt mere. Hun havde intet gjort. "Stop det."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 1, 2009 22:37:51 GMT 3
Movicth trådte længere frem, helt hen til cellen. "Den lille ven er gavmild, de fleste ville have dræbt dig for det her," lød hans stemme. Vagten vendte sig om med et sæt, men ikke hurtigt nok, for en knytnæve ramte ham lige i ansigtet. Man kunne se på vagten, at det hele begyndte at snurre lidt rundt, og han faldt bagover. "Thar, er du okay?" Movicth lød bekymret nu.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 1, 2009 22:48:11 GMT 3
Hun stirrede lidt overrasket på Movicht. Vidste at spørgsmål var unødvændige. "Jeg har det fint nok." Hendes kinder var en smule røde, men det var det eneste tydelige. Hun nævnte ikke den begyndende smerte i skulderen. "Jeg mangler en nøgle til lænkerne..." Hun rejste sig og gik hen til vagten. Undersøgte alle hans lommer men fandt ikke den rigtige nøgle. Bandede og kiggede på Mo. Hun gik hen til ham og smilede varmt op til ham. "Tak fordi du reddede mig. Men vi skal skynde os videre."
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 1, 2009 23:12:14 GMT 3
Movicth så sig om. Der måtte være en nøgle et sted, det var vigtigt. Vagten så ikke ud til at have nøglerne. "Tror du ham der gik kan have dem?" Han så sig omkring. Hvor hurtigt bevægede skyggerne sig idag? De var grådige... Og der var gået meget tid, siden han virkelig havde flygtet seriøst.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 2, 2009 16:25:21 GMT 3
Hun nikkede. "Lad os skynde os." Hun gik ud af cellen og gennemsøgte på ingen tid rummet. "De er her ikke." Hun begyndte at stresse. Hvor var vagten dog henne?! Smerten i skulderen blev værre, men hun skjulte det bag bekymringen. Løb ud på gaden og stirrede rundt. Hvis lænkerne var magiske, kunne de dræbe hende. Uden at hun havde bemærket det var de begyndt at klemme.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 2, 2009 19:42:12 GMT 3
"Tharqi!" Udbrød Movicth i stigende panik. Han havde lagt mærke til, at lænkerne syntes at begynde at stramme, og han stoppede forskrækket op. De var temmelig udsat på gaden, vagterne ville ikke kunne undgå at kunne finde dem. "Hvor er den forbandede vagt!?" Han var begyndt at råbe, fordi det var ved at gå op for ham, at der var noget, han frygtede mere end skyggerne.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 2, 2009 19:48:28 GMT 3
Hun fik øje på ham i blandt en lille gruppe vagter. Hun sprang afsted mod ham, ligeglad med at de var mange flere end hende. Hun forsøgte at få fat i sværdet, men kun ikke få fat i det. Måske meget godt. "Han er der!" råbte hun til Mo og pegede mens hun løb. Smerterne blev værre.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 2, 2009 22:36:58 GMT 3
Movicth nikkede, men mistede fokus, da noget begyndte at flimre i udkanten af hans bevidsthed. De var tæt på. Og muligvis tættere på, end nogensinde før, hvis de ikke snart flyttede sig. Han bekæmpede trangen til at flygte, tænkte på Tharqi, og steg til vejrs, blot tre meter og en smule mere over jorden. Han væltede vagten med sin vægt, da han var over ham, og holdt ham nede, imens han febrilsk ledte efter nøglerne.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 2, 2009 23:01:06 GMT 3
Tharqi fulgte tæt efter og sparkede de omkring værende tilbage. "Skynd dig Mo!" hviskede hun febrisk og faldt ned ved siden af ham. Pludselig faldt nøglen ud af vagtens lomme og hun greb den og prøvede at låse lænken op. Hun kunne ikke nå. "Mo?!" hendes stemme panikkede over at han panikkede. Hun vidste ikke hvorfor han ikke bare fløj?! han burde bare flyve.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Nov 2, 2009 23:11:59 GMT 3
Movicth tog nøglen fra hende, og han bemærkede først nu, at hans hænder rystede. Han lukkede øjnene et kort øjeblik, for at koncentrere sig. Det var svært, skyggerne hvislede hele tiden, kom nærmere, som morderiske rovdyr, der kun havde én ting i hovedet. Blod. De hungrede efter hans blod, hans alene. Men det var ikke retfærdigt, at andre skulle dø i hans nærhed, blot fordi de var der. Han fik nøglen i låsen, og vred den om af alle kræfter, men det krævede flere forsøg, før den gik op. Skyggerne var hurtige nu, de havde målet i sigte, nærmere end nogensinde før. Hvis man kiggede sig over skulderen, kunne man se dem i horisonten. Men det kunne hurtigt blive til udkanten af byen. "Videre, videre, videre!" snerrede han panisk.
|
|
|
|
Post by Tharqi on Nov 2, 2009 23:47:21 GMT 3
Hun nikkede bare og kastede lænkerne væk. "Mo!" hun kunne ikke lade være med at sige hans navn. Hans skræk smittede af på hende og hun forvandlede sig igen. Der var røde mærker om hendes håndled og det gjorde ondt. "Hvilken vej!? Hvorfor flyver du ikke?!" hun panikkede mest over at han ikke flygtede fra sin forbandelse.
|
|
