|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 20:14:16 GMT 3
Movicth vaklede i det kvælende mørke, så sig tilbage, med et panisk udtryk, som var der noget, der kunne overfalde ham hvert andet sekund. Det ville ikke ske. Han var langt foran, mindst fire dage foran, som altid, men det havde været tæt på, at skyggerne havde fundet ham, og han havde givet alt hvad han havde i sig, uden stop, så hurtigt hans vinger kunne bære ham, uden mad eller hvile, og med vand fra de floder eller søer han kom forbi. Han havde trukket på lyset hundrede gange, suget så meget til sig han kunne, for at overleve den næste nat, hvor han heller ikke stoppede. Videre. Videre. Videre! Han havde presset sin krop til det yderste, hvilket var mere, end hvad stort set alle andre kunne holde til, og det så da også ud til, efter at hans vinger havde opgivet og bære ham, og han stædigt havde gået på sine to, udmattede ben, at de endelig svigtede og knækkede sammen under ham. Han gav en kort stønne fra sig, da han simpelthen sank i knæ i det tørre sand, og han stirrede bedrøvet ud mod havet. Hans krop ville hvile, ville have noget at spise, og han kneb øjnene sammen. "Hold op! Kom nu videre!" Hviskede han til sig selv.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Aug 31, 2009 20:24:36 GMT 3
Reila svømmede inde på det en havfrue ville kalde lavt, men et menneske ok dybt. Hun besluttede sig for at svømme ind til land, af nyskerighed. Hun var kommet ind på så dybt land at hun skulle rejse sig og gå nu. hun fortrød egentlig lidt sin beslutning, den her strand var mørk og halv uhyggelig
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 20:36:41 GMT 3
Movicth forsøgte at komme op at stå på dirrende, udmattede ben, men det endte med, at han væltede helt om i sandet, og han vendte sig, så han lå på ryggen, og stirrede op i mørket. Han dirrede stadig, hele hans krop rystede i udmattelse, men det var han efterhånden vant til, efter alle de gange, han nu havde presset sig selv.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Aug 31, 2009 20:39:32 GMT 3
Reila gik på stranden, og så sig om. Det glimtende hav var en sjov kontrast til den mørke strand. Hun begyndte at gå langs vandkanten, ikke ude i vandet bare ved siden af. Hun gik et stykke inden hun begyndte at gå op ad stranden.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 20:43:59 GMT 3
Movicth hørte alarmeret nogen komme nærmere, og havde det ikke været for mørket havde han nok ikke været nær så paranoid. Han fik hjælp fra sine vinger, og kilden af lys, der stadig ulmede svagt rundt i hans krop, en nødgenerator, han ikke havde været klar over før nu. Han kom på benene igen, kiggede rundt, missede i mørket, klar over at han mildest talt var blind. I stedet kiggede han ud på det lysere hav, der stadig havde en mørk overflade, men et eneste sted faldt måneskinnet på det, og det skinnede unaturligt. Han forkuserede på det, da han hævede stemmen, en hæs hvisken. "Hvem der?"
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Aug 31, 2009 20:52:10 GMT 3
reila gav et lille skrig far sig da hun hørte nogen tale, hun havde ikke set nogen. " uhm, jeg hedder Reila" sagde hun nervøst og tog et par skridt bagud. " og du er?" sagd ehun og så sig om indtil hun kunne skimte en skikkelse mørket.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Aug 31, 2009 21:07:05 GMT 3
"Movicth," svarede han hæst, så rundt, mod denne Reila. "Undskyld... Jeg er ked at... Hvis jeg..." Han gik i stå, fordi han forsøgte at få det hele til at hænge sammen, men det ville ikke lykkedes, da hans hjerne dunkede. "Hvis jeg... Forskrækkede dig."
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Sept 6, 2009 13:47:56 GMT 3
Reila så på skikkelsen der bare lå der på stranden som en anden udtørret fisk. hun turde ikke gå nærmere skikkelsen, hun blev bare stående for på en eller anden underlig måde syntes hun heller ikke at hun bare kunne gå. " jeg overlever det nok" sagde hun bare ikke hvad hun skulle sige.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Sept 20, 2009 13:07:05 GMT 3
Movicth fik sig taget så meget sammen, at han fik drejet sig selv rundt, og forsøgte at komme op at sidde, ved at ligge vægten mod sine dirrende skuldre. Efter tredje forsøg lykkedes det ham, og han rettede sit tågede, afkræftede blik mod havfruen. "Godt."
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Dec 17, 2009 18:36:37 GMT 3
Reila kikkede på manden. "hva laver du der" spurgte hun altid venligt og pegde på ham, hun kunne tydeligvis se at han var udmattet men hvorfor`?
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 17, 2009 18:44:12 GMT 3
"Jeg... Faldt," mumlede han med rynket panden. Movicth vidste ikke, om han var i stand til at rejse sig, men i hvert fald kom han op at sidde. Han tog en dyb, anstrengt indånding og så op på... Havfruen? Han vidste det ikke.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Dec 17, 2009 18:47:15 GMT 3
Reila kikkede lidt undrende på ham" du faldt?" altså godt nok var hun halvtfisk men ikke dum." så du besluttede at du skulle ned på den her rimlig spooky strand og falde?" hun snakkede stadig venligt for hun kunne ikke andet end at være venlig. Dog undrede hu sig MEGET
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 17, 2009 18:48:54 GMT 3
"Nej... Jeg har fulgt stranden, siden den begyndte." Movicth lukkede øjnene. "Og så faldt jeg. Jeg tror... Kan du hjælpe mig op?" Han så på havfruen, blinkede lidt med øjnene for at komme til bevidsthed.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Dec 17, 2009 18:50:35 GMT 3
" jeg kan prøve.." sagde hun tøvende og rakte hånden ned for at hjælpe ham. " hvis du da ikke æder mig eller så noget"
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Dec 17, 2009 19:13:47 GMT 3
Movicth lo hæst. "Det tror jeg ikke, du skal bekymre dig om," svarede han. Han greb ud efter hendes hånd, og forsøgte at bruge så mange kræfter som muligt for at komme på benene, så hun ikke skulle trække hele vægten selv. Hun lod ikke til at være den fysisk stærkeste.
|
|
