|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 18:53:24 GMT 3
"Min far er død," mumlede Ryonell, og noget af den gamle kulde vendte tilbage, blot for et øjeblik. Han vendte sig væk fra hende, både for ikke at se på hende og den simple grund af han havde lovet hende at gå ud. Hvis man da kunne kalde det at love, men om det var et løfte eller ej ville han væk. Drengen virkede på ham som en trussel, men det var ikke en trussel han kunne komme af med. Hun ville ikke tillade ham at gøre noget, og han ville ikke dræbe nogen.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 31, 2009 19:05:50 GMT 3
Hun smilede trist, svagt og snøftede lavt. "det ved jeg godt han er..." varme tårer dryppede ned på hendes ben. Det gjorde ondt at tænke på, fordi hun havde holdt af den gamle. "jeg vidste ikke at du vidste det." hun trak benene op under sig og kiggede på hans ryg. "men... "
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 19:13:13 GMT 3
"Men hvad?" spurgte Ryonell hårdt og vendte sig, og hans øje var koldt. Hadet viste sig stadig ikke, men det var koldt af sorg og skuffelse og skam over sig selv. Det alt sammen var rettet mod ham selv. Han mødte hendes blik et kort øjeblik, og tog det så til sig igen. Selvom følelserne, de urare følelser var blevet lettet en smule da han så på hende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 31, 2009 19:21:47 GMT 3
Hendes magi rørte loftet. "bare gå med dig. Jeg ville bare vide hvorfor du hjalp mig. Og hvorfor du hader mig." de to ting hang overhovedet ikke sammen, måtte hun indrømme og magien forsvandt igen. Hun vendte ryggen til ham igen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 22:40:17 GMT 3
"Jeg ved ikke hvad jeg føler for dig." Han så ikke på hende. "Og jeg hjalp dig af samme grund." Stemmen var stadig så sløv, næsten død i det. Han strøg Jhanin over hovedet mens han igen gik over mod vinduet og trak sig ud, men tøvede her og så igen over på hende. Han... Igen den der varme. "Hvordan føles kærlighed?" Ordene røg ud af munden på ham. Han kendte kærligheden, meget godt endda. Overfor familien.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 31, 2009 22:51:59 GMT 3
Hun stivnede kort og forstod ikke rigtig hvad han spurgte om. "det... Er dejligt... Tror jeg... Du spørger den forkerte... Jeg ved ikke meget om kærlighed." men måske gjorde hun det alligevel. "jeg elsker altid den der ikke elsker mig... Men det er dejligt bare at høre den man elsker's stemme... " hun lukkede øjnene og skubbede det væk. Han havde totalt overtaget hendes tanker.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 22:59:57 GMT 3
Ryonell blev siddende i vinduet og så ned i gulvet mellem dem. Han vidste ikke hva han syntes om hendes stemme. Den var smuk, som når han hørte havet slå mod klipperne. Den var smuk, men som vandet var den en form for trussel om at der var megen destuktiv kraft i det. "Du forklare det lige så godt som du forklare venskaber," mumlede han svagt.
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 31, 2009 23:06:50 GMT 3
Hun sukkede. "er det godt eller skidt? Jeg er ikke særlig bekendt med nogle af delene..." mumlede hun og satte sig på sengekanten. Hun ville ikke se på ham igen. Det ville bare få hende til at gøre noget dumt. Men hun kunne godt lytte til ham og ønske at han ikke ville gå. Men det var jo kun et ønske...
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 23:15:02 GMT 3
Et smil, et ægte smil, trængte sig frem på hans ansigt, og han var lige ved at komme til at se på hende. Smilet bragte en anden form for varme hos ham end den han oplevede når han så på hende, men det var alligevel næsten den samme. Varmen sagde mor og bror, og også en lille smule far. "Det skidt. Jeg forstår stadig ikke venskaber."
|
|
|
|
Post by Shinee on Aug 31, 2009 23:21:18 GMT 3
Hun holdte blikket i jorden. "måske er det bedst at du gør dig dine egne erfaringer i kærlighed og venskab så." hun ville have at han skulle gå. Ikke nu. Hun sendte ham et kort blik og måtte tvinge øjnene væk. Hun var meget, meget tæt på at gøre noget dumt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Aug 31, 2009 23:26:40 GMT 3
"Folk har stadig ikke lyst til at give mig en chance. Det ikke underligt." Hans stemme blev mere tonløs og hård igen, mens skammen igen bredte sig i ham. "Stanken af blod burde være tydelig hos en der har slået hundredvis af mennesker ihjel." Han var åbenbart begyndt at lytte til sin far, der for alt i verdenen ikke havde ønsket noget liv spildt på grund af ham.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 6:45:41 GMT 3
"jeg kan ikke lugte noget," mumlede hun og lagde på hovedet lidt til siden. Det var mærkeligt. Meget. Han havde måske alligevel forandret sig mere. Hun kiggede på ham igen og rejste sig halvt.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 10:30:52 GMT 3
"Jeg går nu." Det havde han sagt før, men nu mente han det. Hun begyndte at gøre ham usikker. Igen. Han lod sig dumpe ned på jorden udenfor vinduet og begyndte at gå med lange, hurtige skridt. Jhanin beklagede sig tydeligt, og han tyssede af det lille, pelsede dyr. Ikke at det fik den til at holde mund. Men den var lidt mindre gennemtrængende.
|
|
|
|
Post by Shinee on Sept 1, 2009 10:44:27 GMT 3
Hun var henne ved vinduet næsten med det samme og kiggede på ham. hun havde sagt hvad hun ville sige. Men det var stadig som om at hun manglede at sige noget. Hendes blik var trist men også svagt lettet over at han var væk. Selvom det ikke gjorde noget at han var der. Han lignede ikk en der ville slå drengen ihjel.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Sept 1, 2009 10:53:14 GMT 3
Ryonell fortsatte hurtigt frem og drejede om et hjørne, kun for at støde ind i mændene der havde angrebet ham på gaden. Selvom nogle af dem så let forslåede ud, havde ingen noget imod at give den, der havde slået dem, en lærestreg. Ryonell så dem ikke i øjnene, men lavede en bevægelse med hånden. "Smut nu med jer. Jeg vil ikke slås."
|
|
[/URL]
