Post by Nevoja on Aug 13, 2009 16:45:13 GMT 3
Fulde navn: Nevoja Shpirtin Dyqanet
Alder: 21 menneskeår.
Køn: Kvinde
Fødselsdag: 6. januar
Arbejde: Omrejsende sangerinde.
Race: Vampyr.
Fortid: Nevoja Shpirtin Dyqanet, født en dunkel nat, i en lille by i Solitopia, som de fleste tog på gennemrejse igennem, uden så meget som at overveje at slå sig ned der. Darim, hed den. Darim var en meget fattig, meget lille by. Der fandtes kun huse, en enkelt kro, og en lille markedsplads og ellers intet andet. Overalt fandtes der vold og død i de mørke gyder, koblet til overalt, fra en stinkende hovedgade, hvor ethvert hus vendte næsen mod. Folkene der boede der kendte alle hinanden, hver familie havde sine egne problemer, og hver tigger opgav med tiden, og forsøgte at komme til næste by i miles omkreds, hvor heldet måske endda var med dem, for Darim var en trist by, en by fuld af vold og mord. Det var en morders blodtørstige yndlingsbeskæftigelse at tage til byen i ny og næ, for der var ingen her, der ville blive savnet eller husket, og derfor var det nemme ofre.
Men Nevoja kom til verden, med en far og en mor, som ikke kunne lide hende fra begyndelsen. Det var ikke nemt at være barn af hendes forældre, for faren ønskede en søn, og moren ville slet ikke have et barn. Moren, Yeemila, ejede slet ikke moderlige følelser, og faren var så bitter over en datter, at hun blev behandlet dårligere end noget gadebarn kunne komme ud for.
De tog så pænt imod hende i starten, som det var dem muligt. Pige eller ej, ingen ville have et sygt barn, og Yeemila ville ikke lade hende dræbe, for måske kunne pigebarnet tjene lidt penge til dem, når hun blev ældre.. Faren var slet, slet ikke enig, men af kærlighed til sin kone, godtog han beslutningen, og holdt sig i stedet lidt på afstand fra Nevoja, uden at skjule sin modvilje.
Da Nevoja blev ældre, omkring de syv år, opsøgte faren hende for første gang, og den unge pige fortolkede hans falske smil som oprigtigt, naiv som hun var, og i iver efter at gøre sin far glad, indvilligede hun i at fiske hans hat op af brønden, som han ’tilfældigvis’ havde tabt på vej hjem fra Markedet. ”Du er så lille, Nevoja, du kan nemt nå den,” havde han sagt, og fulgt hende hen til byens eneste, faldefærdige brønd, og forlod hende der, uden et ord. Hun kravlede villigt ned i skakten, ved hjælp af en rusten, gammel stige, men alt hvad hun fandt dernede var mørkt, skvulpende vand, der lå på bunden. Hun kunne ikke komme tilbage uden hatten, men det var, hvad hun blev nødt til at gøre.. På vej op fra brønden var hun ved at falde, men hun klarede den, og i på det meget lille marked, fandt hun en gammel hat, som hun betalte for med alle sin penge, hun selv havde opsparet ved at gøre tjenester for rejsende, der kom gennem Darim mod Hajhra, og kom hjem med den. Hjemme sad hendes far i en gammel stol, med sin hat på hovedet, og han lo hånligt, da han så hende med den nye hat. ”Din forræder!” havde Nevoja hvæset, men ved den bemærkning fik hun så mange slag, at det var en pine at gå, ligge eller bare at sidde. Yeemila kom hjem lige bagefter, og roste farens nye hat, som han sagde, han havde købt på vejen hjem. Nevoja ulmede at raseri, da hun lagde sig til at sove, men trods alt var det hendes far, og på det tidspunkt elskede hun ham stadig, ville så inderligt gøre ham glad og tilfreds med hende, skønt han tit råbte hende ind i hovedet, at hun ikke var god nok.
En uge senere spurgte faren hende igen om en ting, og der havde Nevoja for længst forsøgt at glemme den forrige episode. Hun blev bedt om at kravle ned i skorstenen, som faren havde slukket for en times tid eller to siden, og stenene var stadig varme, da hun kravlede derned. Hun klamrede sig desperat til trinene, og så op, for at få hjælp fra sin far, da hun var bange for at komme til at give slip, og glide hele vejen ned, så hun ville brænde ihjel. Hun sad der i flere timer, før Yeemila fandt hende, og hev hende brutalt op. ”Far hader mig,” sagde Nevoja rasende til sin mor, der længe så på hende uden at sige noget. Nevoja modtog en syngende lussing, hvorefter den rødhårede mor drejede om på hælen og klatrede ned fra taget. Nevojas kind var stadig ophoven, da hun gik i seng. Men hun græd ikke. ”Drenge græder ikke,” havde hendes far foragteligt sagt, da hun som fireårig var faldet, og kommet hulkende hjem med forslåede knæ. Fra den dag havde hun prøvet at bide tårerne i sig, nogle gange mere vellykkede end andre, for at hendes far bedre skulle kunne lide hende.
Nevoja nærmede sig de ti år, da Yeemila igen fødte et barn, denne gang en lille søn, der fik al den kærlighed, som Nevoja ikke havde fået. Faren behandlede ham som en falden engel fra himlen, som en gud, det mest fantastiske stjernebarn der kunne findes, imens Nevojas eneste mulighed for opmærksomhed var, når hun gjorde noget forkert, og blev slået halvt fordærvet. Ellers blev hun nu bare ignoreret. Selv Yeemila elskede den lille djævel, Aspal, skønt hun ikke havde ønsket sig noget barn.
Faktisk blev Nevoja i en periode helt desperat efter, at hendes forældre ville se hende, så hun stjal på åben gade, og lod sig slæbe hjem af en vred sælger, der fortalte i et væk om familiens lille tyvetøs, og det var – næsten i hvert fald – en velsignelse, da slagene haglede ned over hende, imens Aspal sad i stolen, knapt et år gammel, og græd, da hans forældre hævede stemmerne. Faren tog ham varsomt op, og vuggede ham, imens han så ned på Nevojas lille forbandelse. ”Tys, tys, lille Aspal, far er her,” hviskede han omsorgsfuldt, og skønt Nevoja havde svoret sig selv ikke at græde, trillede tårerne af raseri og jalousi, og hun blev mere og mere sur på sin lillebror, der havde stjålet rampelyset for næsen af hende, blot med sin tilstedeværelse. Nej, hun havde fået nok. Hun måtte væk herfra.
Det blev faren der gjorde udfaldet, da han en dag, på hendes femtende sommer, holdt Aspal i sin favn og så hårdt på hende. ”Det er vidst også på tide du flytter,” sagde han til hende. ”Vi kan ikke blive ved med at forsørge dig, når vi også har Aspal at tænke på nu.”
”Fint!” Havde Nevoja skreget, og gik ud i den mørke nat, hvor hun smækkede døren bag sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre nu, men hun vidste, at hun måtte væk fra sit hjem, og hovedkulds kastede hun sig ud i en sindssyg flugt, og hun endte på landevejen på vej mod Hajhra. Darim lå nemlig tættest på hovedstaden, som den næste by i en kæde af mange.
Da hun til sidst stoppede, var solen begyndt at stå op, og hun krøb sammen i vejkanten, sulten og ensom, med et ønske om bare at dø. Men så let gik det ikke til.
En mand kom kørende forbi i en vogn, og da han fik øje på den femtenårige pige, gjorde han tegn til kusken om at stoppe. Han steg ud, og Nevoja fandt hans ansigt smukt og ligblegt. Han strøg sit lange hår væk fra øjnene, og så med et bekymret blik på hende. ”Hvad laver du dog her, kære?” Spurgte han i et overlegent, overbærende tonefald, men det opfattede Nevoja slet ikke, for hun rejste sig op, slog knejsende med nakken, og forsøgte at gennembore manden med sit blik. ”Det rager faktisk ikke dig,” havde hun sagt lige op i hans fjæs, og det irriterede hende, at han bare lo af hende.
”Så kom da med op til slottet, i stedet for at sidde her og surmule,” svarede han elskværdigt, og Nevoja vidste, at det var dumt at takke nej.
De kørte i tavshed mod Hajhras mure, og de slap uden videre forbi den port, som ville have været en hindring for Nevoja, hvis hun var kommet selv. Men de stoppede ikke i byen, nej de fortsatte helt op til slottet, hvor manden fik fat i en kraftig kvinde, der tørrede sine fedtede hænder i et hvidt tørklæde. ”Jeg tror, jeg har en lovende lærling her, Jinay,” var alt hvad han sagde. Kvinden, Jinay, målte Nevoja med sit blik og nikkede så. Uden et ord blev hun halet med ind i selve slottet, og videre ned i køkkenet, hvor kvinden gav Nevoja et hvidt forklæde på, og bandt stropperne unødvendigt hårdt. ”Kan du stege kød?” Spurgte hun barskt. Nevoja svarede ærligt nej. ”Kan du snitte grøntsager?” Igen måtte Nevoja svare nej. Efter en lang forhørelse sukkede Jinay opgivende, og satte Nevoja til at feje gulvet, og selvom hun ikke var klar over, hvad der forgik, var hun for træt til at protestere, og hun gjorde blot, som der blev sagt.
Til sidst blev Nevoja helt glad for at arbejde i det kongelige køkken, og Jinay og hende blev med tiden fine venner. Nevoja lærte en masse om madlavning, og det varede ikke længe før hun kunne en masse, og slap for tjansen at feje gulvet. Faktisk blev hun så glad, at hun endda begyndte at synge med de andre, når hun tilberedte maden, og le sammen med dem, der arbejdede i det altid travle køkken. Det blev almindeligt kendt blandt sladderen, at Nevoja havde en fantastisk smuk sangstemme. Hun var ikke engang selv klar over det, ikke klar over sit nye, sprudlende jeg, men derimod var Jinay helt bevidst om det, og hun ønskede pigen højere op på rangstigen.
Det var lige inden Nevoja fyldte sytten, at Jinay en dag kom ned med et helt begejstret udtryk i ansigtet. ”Kongen siger, at han vil høre dig synge for hoffet i morgen!” Også han havde fulgt med i sladderen, og sandsynligvis ville han finde ud af, hvem det dog var, der kunne have sådan en smuk sangstemme.
Inden middagen begyndte, klædte en fremmed pige hende i en smuk, men enkel, vinrød kjole, og med en selvsikker holdning gik Nevoja ind til hoffet, der med det samme begyndte at pludre løs om de mange forskellige indtryk, de fik af pigen. Dog lagde hun hurtigt enhver afsky ned, da hun åbnede munden, og sang en fejlfri forårsvise, hvorefter der blev klappet omkring hende. Hun sang yderligere et par sange, før hun igen forsvandt. Det var den dag, hun ikke blot var Nevoja, køkkenpigen på slottet, men en ægte sanger, gået ind under navnet Shpirtin i stedet.
Hun blev ved med at synge for hoffet, da det blev hendes nye store lidenskab, men til sidst begyndte det faktisk at kede hende lidt. Hun fandt det ikke som en udfordring længere, med sine enogtyve år, og hun ønskede at se noget mere af verden. Der var ingen aftale, intet forspil, men pludselig forsvandt Shpirtin pludselig, og blev ikke set foreløbig.
Nevoja rejste videre til Markare, som hun fandt som et spændende land, et anderledes sted, som ikke var dækket af evige regnskove.
Ved et tilfælde mødte hun den ligblege mand igen, som havde ført hende til Jinay, og hun blev helt begejstret for at møde ham
”Ser man det,” havde han sagt til hende. ”Først forlader man en ensom lille pige, og så møder man en stor sangerinde.” Han nikkede anerkendende med noget grådigt i øjnene, og Nevoja nikkede, bare en lille smule stolt af sig selv. ”Syng for mig, lille due,” lo han med en underlig klang, og Nevoja, der følte hun skyldte ham noget, åbnede frivilligt munden, og sang en af hendes yndlingssange.
Hun ænsede det knapt nok, da han i ét, langt skridt var henne hos hende, og greb fat om hende bagfra. Forsigtigt løftede han det lange hår op på hendes hoved som en krone, og bøjede sig ned over hendes hals. Hun skreg af chok, da hans skarpe tænder borede sig ned i det bløde, varme kød, og langsomt og hjælpeløst blev hun drænet for så meget blod, at hendes ben gav under til sidst, hendes krop hang slap som en dukkes, og det sortnede for hendes øjne. Da hun mistede bevidstheden af blodtab slap manden hende, og lod hende ligge i en sø af blod, hvor han forlod hende.
Da hun slog øjnene op igen, havde solen allerede været borte og fremme igen, og hun undrede sig over, hvorfor hendes hud virkede så irriteret. Som om det gjorde.. Ondt at blive badet af solen. Hendes første indskydelse, da hendes blodrøde øjne så rundt, var at hun måtte være tørstig. En kvinde passerede hende, og som et vildt dyr tog begæret over, begæret til blod og døden, og vildt og utæmmet kastede hun sig over kvinden, og drænede kvinden fuldkommen for blod, så hendes hjerte begyndte at slå svagere og svagere, og til sidst holde helt op. Nevoja slap kvinden med en sindssyg latter.
I lang tid var det sådan. Vild og utæmmet strejfede hun omkring, dræbte dem, der kunne dræbes, uden at ligge mere i det, end det at være vampyr. Hun hungrede efter blod. Blodet gjorde hende høj i få minutter, men når hun ikke dræbte, var hun rastløs og pirrelig, og gik der for lang tid, før hun mødte et menneske igen, holdt hun af at pine sit offer. Det at være vampyr havde mildest sagt gjort hende skingrende sindssyg. Blodet var hendes eneste lykke.
Men efter nogle år, gik det op for hende, at det ikke kunne blive ved sådan her. Hun var ikke lykkelig på nogen måde, hun var blot et blodtørstigt monster. Hun måtte kunne få mere ud af vampyren i hende, end blot det her. Der måtte være noget mere, noget man kunne udnytte. Hendes vilde blodtørst forvandlede sig til en lidenskab for blod og død, et begær, en leg. Åh ja, hun nød at pege sine ofre ud, uvidende og dumme, som de gik på gaderne, og lokke dem med ind i mørke gyder, hvor ingen fandt dem før en uge senere.
Hun besluttede sig for, at opsøge sine forældre. Nu kunne hun endelig få den hævn, hun havde længtes efter så længe. Hun rejste tilbage til Solitopia igen, til Darim, og huset så ud som det plejede, som det altid havde gjort. Da hun gik ind af døren, sad faren i sin ældgamle stol, der ikke havde ændret sig efter flere år, og hendes mor snakkede med Aspal, lidt til venstre for døren. De havde ingen chance, da deres sindssyge vampyrdatter skreg op, sprang først over faren, der intet kunne gøre, og derefter dræbte hun Yeemila og Aspal. Hævnen brusede i hende, sødmefuld og fantastisk, og da hun forlod huset, og rejste videre, på vej mod Jeanore, var den sidste rest af fornuft sluppet hende. Hun åndede for døden. Levede for blodet.
I perioder sang hun rundt omkring i landende, tjente penge, trods at hun ikke lige frem var fattig, efter sin tid som sangerinde for hoffet. Men hun holdt stadig af at synge. Og udpege et bestemt offer blandt publikum, som hun kunne myrde bagefter. I andre perioder strejfede hun rundt på må og få, dræbte det, der lige kom forbi, eller legede med sit offer, og forlod det med så meget skræk i livet, at de aldrig ville blive helt normale igen. Hun gjorde rent ud sagt, hvad det passede hende. Men én ting var sikkert. At blive forvandlet til vampyr havde gjort hende sindssyg, ødelagt hende på en måde, hun ikke selv kunne se.
Udseende: Nevojas hår er blond i forskellige nuancer, og går hende næsten til hoften. Hendes ellers blodrøde øjne har skiftet farve til blå, efter at have dræbt sin familie, af en eller anden uforklarlig årsag. På hendes ene skulder er der tatoveret et mønster, som hun også har fået umiddelbart efter drabet på familien, men det er hendes symbol for hævn. Hun har fine træk. Hendes læber er blodrøde, og hendes negle er lange og farvet røde. Hun har skarpe, hvide vampyrtænder, der typisk glimter i natten, og hun er piercet i næsen. Ironisk nok har hun små sølvkors dinglende fra ørerne, øreringe, og selvom hun ikke er helt ligbleg, som man skulle tro, er det meget tæt på. Fra et af sine ofre har hun stjålet en sølvring, med en ægte rubin i, som hun altid går rundt med. Hun har et sindssygt skær i øjnene, og en forkærlighed til roser, hvilket tydeligvis kan ses. Hun har gerne en blodrød rose i håret, og hendes duft og ånde minder derfor meget om roserne. Hun har en jordfarvet kjole på, med tynde, sorte stropper, og som når hende til lige under knæene. Den er snøret på ryggen. På fødderne har hun ingenting, da hun finder det besværligt med sko.
Personlighed: Nevoja har en kærlighed til dramatik, og til at synge, og hun elsker at lege med andre, der er hjælpeløse mod hende. Er der noget hun selv hader, så er det at føle sig svag. Hun er udadvendt, trods hendes fornuft nærmest synes at have forladt hende, og trods at hun ikke bære nogen dårlig samvittighed på sig overhovedet, kan hun godt lide at snakke. Det er de færreste, der ikke frygter hende, men når det sker, bliver hun som regel hængende lidt længere, før hun dræber vedkommende. Hun er fuldkommen ligeglad med racer, selvom menneskeblod altid har smagt bedst. Hun er en omhvirvlende person, der kaster sig ud i det ene efter det andet, uden at bremse op, og tænke lidt over, om det egentlig er klogt. Hun har et frygteligt temperament, der kan springe frem på de mærkeligste tidspunkter, og hun kan være en overvældende person at være i nærheden af, hvis hun har besluttet sig for, ikke at dræbe. Er der et offer, der undslipper, er hun mere irritabel end nogensinde, og hun gør alt hvad hun kan, for at få fat i offeret igen, selvom hun også ved, hvornår hun har tabt. Bogstaveligt talt. Hun leger med livet og verden, som er det hendes egen, personlige forlystelsespark.
Holder med: Markare
Våben: Hendes hugtænder.
Magi: Nej.
Dyr: Ingen.
Styrker:
Smidig
Hurtige reflekser
Smuk sangstemme
Elsker at forære andre ting (selvom hun tit tager dem tilbage, når hun har dræbt dem.)
Svagheder:
Somme tider lidt for frembrusende
Egoistisk og hånlig
Meget utålmodig
Skødesløs med sine penge
Er mentalt nem at knække
Alder: 21 menneskeår.
Køn: Kvinde
Fødselsdag: 6. januar
Arbejde: Omrejsende sangerinde.
Race: Vampyr.
Fortid: Nevoja Shpirtin Dyqanet, født en dunkel nat, i en lille by i Solitopia, som de fleste tog på gennemrejse igennem, uden så meget som at overveje at slå sig ned der. Darim, hed den. Darim var en meget fattig, meget lille by. Der fandtes kun huse, en enkelt kro, og en lille markedsplads og ellers intet andet. Overalt fandtes der vold og død i de mørke gyder, koblet til overalt, fra en stinkende hovedgade, hvor ethvert hus vendte næsen mod. Folkene der boede der kendte alle hinanden, hver familie havde sine egne problemer, og hver tigger opgav med tiden, og forsøgte at komme til næste by i miles omkreds, hvor heldet måske endda var med dem, for Darim var en trist by, en by fuld af vold og mord. Det var en morders blodtørstige yndlingsbeskæftigelse at tage til byen i ny og næ, for der var ingen her, der ville blive savnet eller husket, og derfor var det nemme ofre.
Men Nevoja kom til verden, med en far og en mor, som ikke kunne lide hende fra begyndelsen. Det var ikke nemt at være barn af hendes forældre, for faren ønskede en søn, og moren ville slet ikke have et barn. Moren, Yeemila, ejede slet ikke moderlige følelser, og faren var så bitter over en datter, at hun blev behandlet dårligere end noget gadebarn kunne komme ud for.
De tog så pænt imod hende i starten, som det var dem muligt. Pige eller ej, ingen ville have et sygt barn, og Yeemila ville ikke lade hende dræbe, for måske kunne pigebarnet tjene lidt penge til dem, når hun blev ældre.. Faren var slet, slet ikke enig, men af kærlighed til sin kone, godtog han beslutningen, og holdt sig i stedet lidt på afstand fra Nevoja, uden at skjule sin modvilje.
Da Nevoja blev ældre, omkring de syv år, opsøgte faren hende for første gang, og den unge pige fortolkede hans falske smil som oprigtigt, naiv som hun var, og i iver efter at gøre sin far glad, indvilligede hun i at fiske hans hat op af brønden, som han ’tilfældigvis’ havde tabt på vej hjem fra Markedet. ”Du er så lille, Nevoja, du kan nemt nå den,” havde han sagt, og fulgt hende hen til byens eneste, faldefærdige brønd, og forlod hende der, uden et ord. Hun kravlede villigt ned i skakten, ved hjælp af en rusten, gammel stige, men alt hvad hun fandt dernede var mørkt, skvulpende vand, der lå på bunden. Hun kunne ikke komme tilbage uden hatten, men det var, hvad hun blev nødt til at gøre.. På vej op fra brønden var hun ved at falde, men hun klarede den, og i på det meget lille marked, fandt hun en gammel hat, som hun betalte for med alle sin penge, hun selv havde opsparet ved at gøre tjenester for rejsende, der kom gennem Darim mod Hajhra, og kom hjem med den. Hjemme sad hendes far i en gammel stol, med sin hat på hovedet, og han lo hånligt, da han så hende med den nye hat. ”Din forræder!” havde Nevoja hvæset, men ved den bemærkning fik hun så mange slag, at det var en pine at gå, ligge eller bare at sidde. Yeemila kom hjem lige bagefter, og roste farens nye hat, som han sagde, han havde købt på vejen hjem. Nevoja ulmede at raseri, da hun lagde sig til at sove, men trods alt var det hendes far, og på det tidspunkt elskede hun ham stadig, ville så inderligt gøre ham glad og tilfreds med hende, skønt han tit råbte hende ind i hovedet, at hun ikke var god nok.
En uge senere spurgte faren hende igen om en ting, og der havde Nevoja for længst forsøgt at glemme den forrige episode. Hun blev bedt om at kravle ned i skorstenen, som faren havde slukket for en times tid eller to siden, og stenene var stadig varme, da hun kravlede derned. Hun klamrede sig desperat til trinene, og så op, for at få hjælp fra sin far, da hun var bange for at komme til at give slip, og glide hele vejen ned, så hun ville brænde ihjel. Hun sad der i flere timer, før Yeemila fandt hende, og hev hende brutalt op. ”Far hader mig,” sagde Nevoja rasende til sin mor, der længe så på hende uden at sige noget. Nevoja modtog en syngende lussing, hvorefter den rødhårede mor drejede om på hælen og klatrede ned fra taget. Nevojas kind var stadig ophoven, da hun gik i seng. Men hun græd ikke. ”Drenge græder ikke,” havde hendes far foragteligt sagt, da hun som fireårig var faldet, og kommet hulkende hjem med forslåede knæ. Fra den dag havde hun prøvet at bide tårerne i sig, nogle gange mere vellykkede end andre, for at hendes far bedre skulle kunne lide hende.
Nevoja nærmede sig de ti år, da Yeemila igen fødte et barn, denne gang en lille søn, der fik al den kærlighed, som Nevoja ikke havde fået. Faren behandlede ham som en falden engel fra himlen, som en gud, det mest fantastiske stjernebarn der kunne findes, imens Nevojas eneste mulighed for opmærksomhed var, når hun gjorde noget forkert, og blev slået halvt fordærvet. Ellers blev hun nu bare ignoreret. Selv Yeemila elskede den lille djævel, Aspal, skønt hun ikke havde ønsket sig noget barn.
Faktisk blev Nevoja i en periode helt desperat efter, at hendes forældre ville se hende, så hun stjal på åben gade, og lod sig slæbe hjem af en vred sælger, der fortalte i et væk om familiens lille tyvetøs, og det var – næsten i hvert fald – en velsignelse, da slagene haglede ned over hende, imens Aspal sad i stolen, knapt et år gammel, og græd, da hans forældre hævede stemmerne. Faren tog ham varsomt op, og vuggede ham, imens han så ned på Nevojas lille forbandelse. ”Tys, tys, lille Aspal, far er her,” hviskede han omsorgsfuldt, og skønt Nevoja havde svoret sig selv ikke at græde, trillede tårerne af raseri og jalousi, og hun blev mere og mere sur på sin lillebror, der havde stjålet rampelyset for næsen af hende, blot med sin tilstedeværelse. Nej, hun havde fået nok. Hun måtte væk herfra.
Det blev faren der gjorde udfaldet, da han en dag, på hendes femtende sommer, holdt Aspal i sin favn og så hårdt på hende. ”Det er vidst også på tide du flytter,” sagde han til hende. ”Vi kan ikke blive ved med at forsørge dig, når vi også har Aspal at tænke på nu.”
”Fint!” Havde Nevoja skreget, og gik ud i den mørke nat, hvor hun smækkede døren bag sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre nu, men hun vidste, at hun måtte væk fra sit hjem, og hovedkulds kastede hun sig ud i en sindssyg flugt, og hun endte på landevejen på vej mod Hajhra. Darim lå nemlig tættest på hovedstaden, som den næste by i en kæde af mange.
Da hun til sidst stoppede, var solen begyndt at stå op, og hun krøb sammen i vejkanten, sulten og ensom, med et ønske om bare at dø. Men så let gik det ikke til.
En mand kom kørende forbi i en vogn, og da han fik øje på den femtenårige pige, gjorde han tegn til kusken om at stoppe. Han steg ud, og Nevoja fandt hans ansigt smukt og ligblegt. Han strøg sit lange hår væk fra øjnene, og så med et bekymret blik på hende. ”Hvad laver du dog her, kære?” Spurgte han i et overlegent, overbærende tonefald, men det opfattede Nevoja slet ikke, for hun rejste sig op, slog knejsende med nakken, og forsøgte at gennembore manden med sit blik. ”Det rager faktisk ikke dig,” havde hun sagt lige op i hans fjæs, og det irriterede hende, at han bare lo af hende.
”Så kom da med op til slottet, i stedet for at sidde her og surmule,” svarede han elskværdigt, og Nevoja vidste, at det var dumt at takke nej.
De kørte i tavshed mod Hajhras mure, og de slap uden videre forbi den port, som ville have været en hindring for Nevoja, hvis hun var kommet selv. Men de stoppede ikke i byen, nej de fortsatte helt op til slottet, hvor manden fik fat i en kraftig kvinde, der tørrede sine fedtede hænder i et hvidt tørklæde. ”Jeg tror, jeg har en lovende lærling her, Jinay,” var alt hvad han sagde. Kvinden, Jinay, målte Nevoja med sit blik og nikkede så. Uden et ord blev hun halet med ind i selve slottet, og videre ned i køkkenet, hvor kvinden gav Nevoja et hvidt forklæde på, og bandt stropperne unødvendigt hårdt. ”Kan du stege kød?” Spurgte hun barskt. Nevoja svarede ærligt nej. ”Kan du snitte grøntsager?” Igen måtte Nevoja svare nej. Efter en lang forhørelse sukkede Jinay opgivende, og satte Nevoja til at feje gulvet, og selvom hun ikke var klar over, hvad der forgik, var hun for træt til at protestere, og hun gjorde blot, som der blev sagt.
Til sidst blev Nevoja helt glad for at arbejde i det kongelige køkken, og Jinay og hende blev med tiden fine venner. Nevoja lærte en masse om madlavning, og det varede ikke længe før hun kunne en masse, og slap for tjansen at feje gulvet. Faktisk blev hun så glad, at hun endda begyndte at synge med de andre, når hun tilberedte maden, og le sammen med dem, der arbejdede i det altid travle køkken. Det blev almindeligt kendt blandt sladderen, at Nevoja havde en fantastisk smuk sangstemme. Hun var ikke engang selv klar over det, ikke klar over sit nye, sprudlende jeg, men derimod var Jinay helt bevidst om det, og hun ønskede pigen højere op på rangstigen.
Det var lige inden Nevoja fyldte sytten, at Jinay en dag kom ned med et helt begejstret udtryk i ansigtet. ”Kongen siger, at han vil høre dig synge for hoffet i morgen!” Også han havde fulgt med i sladderen, og sandsynligvis ville han finde ud af, hvem det dog var, der kunne have sådan en smuk sangstemme.
Inden middagen begyndte, klædte en fremmed pige hende i en smuk, men enkel, vinrød kjole, og med en selvsikker holdning gik Nevoja ind til hoffet, der med det samme begyndte at pludre løs om de mange forskellige indtryk, de fik af pigen. Dog lagde hun hurtigt enhver afsky ned, da hun åbnede munden, og sang en fejlfri forårsvise, hvorefter der blev klappet omkring hende. Hun sang yderligere et par sange, før hun igen forsvandt. Det var den dag, hun ikke blot var Nevoja, køkkenpigen på slottet, men en ægte sanger, gået ind under navnet Shpirtin i stedet.
Hun blev ved med at synge for hoffet, da det blev hendes nye store lidenskab, men til sidst begyndte det faktisk at kede hende lidt. Hun fandt det ikke som en udfordring længere, med sine enogtyve år, og hun ønskede at se noget mere af verden. Der var ingen aftale, intet forspil, men pludselig forsvandt Shpirtin pludselig, og blev ikke set foreløbig.
Nevoja rejste videre til Markare, som hun fandt som et spændende land, et anderledes sted, som ikke var dækket af evige regnskove.
Ved et tilfælde mødte hun den ligblege mand igen, som havde ført hende til Jinay, og hun blev helt begejstret for at møde ham
”Ser man det,” havde han sagt til hende. ”Først forlader man en ensom lille pige, og så møder man en stor sangerinde.” Han nikkede anerkendende med noget grådigt i øjnene, og Nevoja nikkede, bare en lille smule stolt af sig selv. ”Syng for mig, lille due,” lo han med en underlig klang, og Nevoja, der følte hun skyldte ham noget, åbnede frivilligt munden, og sang en af hendes yndlingssange.
Hun ænsede det knapt nok, da han i ét, langt skridt var henne hos hende, og greb fat om hende bagfra. Forsigtigt løftede han det lange hår op på hendes hoved som en krone, og bøjede sig ned over hendes hals. Hun skreg af chok, da hans skarpe tænder borede sig ned i det bløde, varme kød, og langsomt og hjælpeløst blev hun drænet for så meget blod, at hendes ben gav under til sidst, hendes krop hang slap som en dukkes, og det sortnede for hendes øjne. Da hun mistede bevidstheden af blodtab slap manden hende, og lod hende ligge i en sø af blod, hvor han forlod hende.
Da hun slog øjnene op igen, havde solen allerede været borte og fremme igen, og hun undrede sig over, hvorfor hendes hud virkede så irriteret. Som om det gjorde.. Ondt at blive badet af solen. Hendes første indskydelse, da hendes blodrøde øjne så rundt, var at hun måtte være tørstig. En kvinde passerede hende, og som et vildt dyr tog begæret over, begæret til blod og døden, og vildt og utæmmet kastede hun sig over kvinden, og drænede kvinden fuldkommen for blod, så hendes hjerte begyndte at slå svagere og svagere, og til sidst holde helt op. Nevoja slap kvinden med en sindssyg latter.
I lang tid var det sådan. Vild og utæmmet strejfede hun omkring, dræbte dem, der kunne dræbes, uden at ligge mere i det, end det at være vampyr. Hun hungrede efter blod. Blodet gjorde hende høj i få minutter, men når hun ikke dræbte, var hun rastløs og pirrelig, og gik der for lang tid, før hun mødte et menneske igen, holdt hun af at pine sit offer. Det at være vampyr havde mildest sagt gjort hende skingrende sindssyg. Blodet var hendes eneste lykke.
Men efter nogle år, gik det op for hende, at det ikke kunne blive ved sådan her. Hun var ikke lykkelig på nogen måde, hun var blot et blodtørstigt monster. Hun måtte kunne få mere ud af vampyren i hende, end blot det her. Der måtte være noget mere, noget man kunne udnytte. Hendes vilde blodtørst forvandlede sig til en lidenskab for blod og død, et begær, en leg. Åh ja, hun nød at pege sine ofre ud, uvidende og dumme, som de gik på gaderne, og lokke dem med ind i mørke gyder, hvor ingen fandt dem før en uge senere.
Hun besluttede sig for, at opsøge sine forældre. Nu kunne hun endelig få den hævn, hun havde længtes efter så længe. Hun rejste tilbage til Solitopia igen, til Darim, og huset så ud som det plejede, som det altid havde gjort. Da hun gik ind af døren, sad faren i sin ældgamle stol, der ikke havde ændret sig efter flere år, og hendes mor snakkede med Aspal, lidt til venstre for døren. De havde ingen chance, da deres sindssyge vampyrdatter skreg op, sprang først over faren, der intet kunne gøre, og derefter dræbte hun Yeemila og Aspal. Hævnen brusede i hende, sødmefuld og fantastisk, og da hun forlod huset, og rejste videre, på vej mod Jeanore, var den sidste rest af fornuft sluppet hende. Hun åndede for døden. Levede for blodet.
I perioder sang hun rundt omkring i landende, tjente penge, trods at hun ikke lige frem var fattig, efter sin tid som sangerinde for hoffet. Men hun holdt stadig af at synge. Og udpege et bestemt offer blandt publikum, som hun kunne myrde bagefter. I andre perioder strejfede hun rundt på må og få, dræbte det, der lige kom forbi, eller legede med sit offer, og forlod det med så meget skræk i livet, at de aldrig ville blive helt normale igen. Hun gjorde rent ud sagt, hvad det passede hende. Men én ting var sikkert. At blive forvandlet til vampyr havde gjort hende sindssyg, ødelagt hende på en måde, hun ikke selv kunne se.
Udseende: Nevojas hår er blond i forskellige nuancer, og går hende næsten til hoften. Hendes ellers blodrøde øjne har skiftet farve til blå, efter at have dræbt sin familie, af en eller anden uforklarlig årsag. På hendes ene skulder er der tatoveret et mønster, som hun også har fået umiddelbart efter drabet på familien, men det er hendes symbol for hævn. Hun har fine træk. Hendes læber er blodrøde, og hendes negle er lange og farvet røde. Hun har skarpe, hvide vampyrtænder, der typisk glimter i natten, og hun er piercet i næsen. Ironisk nok har hun små sølvkors dinglende fra ørerne, øreringe, og selvom hun ikke er helt ligbleg, som man skulle tro, er det meget tæt på. Fra et af sine ofre har hun stjålet en sølvring, med en ægte rubin i, som hun altid går rundt med. Hun har et sindssygt skær i øjnene, og en forkærlighed til roser, hvilket tydeligvis kan ses. Hun har gerne en blodrød rose i håret, og hendes duft og ånde minder derfor meget om roserne. Hun har en jordfarvet kjole på, med tynde, sorte stropper, og som når hende til lige under knæene. Den er snøret på ryggen. På fødderne har hun ingenting, da hun finder det besværligt med sko.
Personlighed: Nevoja har en kærlighed til dramatik, og til at synge, og hun elsker at lege med andre, der er hjælpeløse mod hende. Er der noget hun selv hader, så er det at føle sig svag. Hun er udadvendt, trods hendes fornuft nærmest synes at have forladt hende, og trods at hun ikke bære nogen dårlig samvittighed på sig overhovedet, kan hun godt lide at snakke. Det er de færreste, der ikke frygter hende, men når det sker, bliver hun som regel hængende lidt længere, før hun dræber vedkommende. Hun er fuldkommen ligeglad med racer, selvom menneskeblod altid har smagt bedst. Hun er en omhvirvlende person, der kaster sig ud i det ene efter det andet, uden at bremse op, og tænke lidt over, om det egentlig er klogt. Hun har et frygteligt temperament, der kan springe frem på de mærkeligste tidspunkter, og hun kan være en overvældende person at være i nærheden af, hvis hun har besluttet sig for, ikke at dræbe. Er der et offer, der undslipper, er hun mere irritabel end nogensinde, og hun gør alt hvad hun kan, for at få fat i offeret igen, selvom hun også ved, hvornår hun har tabt. Bogstaveligt talt. Hun leger med livet og verden, som er det hendes egen, personlige forlystelsespark.
Holder med: Markare
Våben: Hendes hugtænder.
Magi: Nej.
Dyr: Ingen.
Styrker:
Smidig
Hurtige reflekser
Smuk sangstemme
Elsker at forære andre ting (selvom hun tit tager dem tilbage, når hun har dræbt dem.)
Svagheder:
Somme tider lidt for frembrusende
Egoistisk og hånlig
Meget utålmodig
Skødesløs med sine penge
Er mentalt nem at knække
