Invitation

[Eremi af Kuriqer]

"Vi har overtaget næsten hele bjerget," sagde Jiane, selvom hun regnede med at spørgsmålet var rettet mod Eremi. Han ville alligevel ikke svare hende. "Men det er ikke godt at investere i. Vi har overtaget hele Terrami-sletten, store dele af Beryn og det meste der ligger derimellem."
"Levi er blevet meget god til det," betroede han sin aldersmæssige ligemand, og nikkede stolt over sin storesøster. "Mor roser hende rigtig meget."

[Sillena af Mithri]

"Det var jo en hel del," indrømmede Sillena imponeret - igen. Efterhånden som de havde spist færdig, blev tomme fade bæret ud i køkkenet igen, og Sillena takkede smilende tjenestepigerne.
Det lykkedes Sionyii at stable et vaklende smil på benene. "Delaq er vidst ikke så god til det," sagde hun.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi var usikker på hvad de videre skulle lave. Gå fra bordet og ind i stuen? Værterne skulle forestille at finde på det. Men han sagde ikke noget, og hans udtryksløse ansigt og usynlige skygge granskede rummet, hvert eneste hjørne af det store rum.
"Delaq ser meget stor ud," mumlede Szumain. "Lære han at slå med stave? Jeg er for lille til det, siger far. Han kan heller ikke lære mig noget."

[Sillena af Mithri]

Sillena rejste sig, klar over, at de ikke bare kunne sidde her hele tiden. "Lad os gå ind i stuen, kære naboer," forslog hun og halede selskabet med ind i stuen, hvor hun satte sig i en polstret stol, overfor en bred, stor sofa, og ved siden af en stol magen til.
Sionyii sprang ned fra stolen. "Ja, og han er ret god til det," nikkede hun, da hun gik over mod stuen. Delaq og Roux var på vej derind, sammen med Levinde.

[Eremi af Kuriqer]

Jiane nikkede, mens Eremi blot rejste sig. Han så ikke ud til det, men han følte sig mere eller mindre usikker her. Han havde mindre lyst til samtale end han plejede. Og så skulle de absolut føre samtalen over på Ryonell... Han gik derfor tavst afsted.
"Hvem lære ham det?" spurgte Szumain, pludselig meget interesseret. Han manglede en lærer, når han blev stor nok til det. Far havde jo en dårlig arm.

[Sillena af Mithri]

"Kunne I tænke jer noget? Te, vand, et glas vin måske?" Tilbød Sillena, og så på sine gæster med et smil, der næsten var noget nær ægte.
"Min far for det meste," fortalte Sionyii, lykkelig over, ikke at skulle snakke om sig selv. "Roux får også lidt undervisning, men det er sjældnere. Men.. Lærer du så noget andet i stedet for?" Hun så genert på Szumain igen.

[Eremi af Kuriqer]

"Te," bad Jiane med et smil, og de satte sig i stuen, mens Eremi lavede en bevægelse til børnene om, at de for hans skyld måtte gøre, hvad de ville. Han var ikke interesseret i noget at drikke, men overvejede at begynde en samtal. Om hvad vidste han ikke.
"Jeg lærer regning og at læse og skrive. Men er for lille til at lærer sværd. Og vi mangler en lærer. Vil meget hellere arbejde med sværd end med fjer." Sumain så tydeliigt fornærmet ud.

[Sillena af Mithri]

Roux og Delaq fik hurtigt rejst sig, men sagde høfligt tak til Eremi, og slæbte Levinde med sig et andet sted hen. Hvilket som helst andet sted, hvor der ikke var voksensnak.
Sillena smilede, og så efter de tre børn, hvorefter hun kiggede vekslende mellem Jiane og Eremi. Nød de stilheden? Hun følte sig forpligtet til at sige noget. Men hvad skulle hun sige?
Sionyii var lykkelig over at snakke om noget andet end sig selv. "Det er da nyttigt at læse," sagde hun opmuntrende. "Det ville jeg gerne lære, men mor siger, jeg skal vente, til jeg skal begynde at sy." Hun så alvorligt på den anden.

[Eremi af Kuriqer]

"Har du noget andet familie?" I det mindste havde det ikke noget med forretningen at gøre. Næsten. Eremis udtryksløse ansigt var rettet mod hende, og som altid var stemmen varmere end det. Han trak vejret dybt et øjeblik, og gnubbede armen. Der var koldt, lagde han mærke til.
"Læsning er kedeligt!" beklagede Szumain sig. "Jeg vil heller ud og lege end sidde indenfor, og jeg vil lære at slås! Men min far er stædig." Hans stemme ændrede sig da han nævnte sin far. På trods af irritationen, så var der respekt i stemmen.
Levinde fulgte med de to drenge. Hun havde ikke noget imod dem, for selvom hendes lillebror kunne være irriterende, var han mere interessant end mange af de der fine, små piger de havde været på besøg hos.

[Sillena af Mithri]

"Jeg har altid været enebarn, men min far lever stadig," svarede Sillena, i et forsøg på ikke at lyde alt for bitter ved mindet om sin far. Hun var ikke klar over, om det lykkedes helt. Smilet kom frem på læberne igen, men denne gang nåede det ikke helt øjnene.
Sionyii rystede på hovedet."Kan du ikke få lidt af det hele så?" Spurgte hun fornuftigt.
Delaq og Roux så ud mod vejret. Det var ved at stilne lidt af. "Så... Er det godt og være på besøg?" Spurgte Roux grinende, og kiggede på Levinde.

[Eremi af Kuriqer]

"Familieproblemer," mumlede Eremi lige så udtryksløst som han plejede, dog meget lavt. Hans stemme havde ingen varme lige der, som den plejede at have, og han sad bare på stolen og gned den ene arm.
"Ikke før far giver mig lov til at lære og slås og mor siger, jeg ikke skal lære de der skrive og læseting mere." Szumain så lidt irriteret over på hende. "Jeg vil ikke leve mit liv bag et skrivebord."
Levinde smilede til dem. "Meget hyggeligt. I har et smukt hus." Begge børnene virkede så stive i det i starten. Det var helt... underligt.

[Sillena af Mithri]

Sillena var ikke helt sikker på, at hun ville kalde det et 'familieproblem,' men måske var det bare bedst at give ham ret, for hun hadede at snakke om det. Hadede at blive mindet om midaneren, der stod så klar for hende et eller andet sted, imens hun kæmpede for at glemme ham fuldstændigt. "Ja, desværre," smilede hun. "Hvordan kom De så til Markare?" Skiftede hun emne. Hvad som helst andet var bedre.
Sionyii krympede sig lidt under hans irritation, og strøg håret væk fra panden. "Jeg mente bare, at man måske kunne øve sig på alle ting.. Det er jo godt at kunne læse," mumlede hun.
Delaq så rundt i det store hus. "Synes du? Jeg tror ikke, jeg ligger mærke til det," indrømmede han, og Roux rystede bekræftende på hovedet.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg gik," sagde Eremi, som om det var det simpleste i verden. "Jeg var på vej til Jeanore, og da jeg alligevel kom forbi, stoppede jeg ved Aregos for at bruge mine penge på mad og den slags." Det havde været første gang han havde været inde i en by, nogensinde.
"Jamen, hvad skal jeg bruge det til?" spurgte Szumain, lidt mindre irriteret. Han ville ikke skræmme hende.
"Ja da!" sagde Levinde forlangende. "Det er meget stort og alt muligt!" Hun så sig omkring i rummet, og nikkede bekræftende, løftede op i skørterne og satte pludselig i løb op af trapperne. Og hun var meget hurtig og smidig.

[Sillena af Mithri]

"Gik?" Gentog Sillena lidt forundret. "Hele den lange vej? Det må jeg sige.." Hun var ikke sikker på, hun selv havde gjort det. Men nu stammede de også fra forskellige.. Verdener.
"Så du kan læse, ikke? Hvis man får breve eller sådan noget.." Svarede Sionyii ærligt, og så forsigtigt på ham igen
"Hov, vent!" Grinede Delaq, da han mere end halvt uelegant kom løbende efter, med Roux lige i hælene, op af trapperne.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg havde aldrig været på hesteryg, og jeg havde ikke nok mønter til andet end mad. Så jeg gik bare." Selvom han havde haft smerter i armen og kæben, og selvom det havde taget meget langt tid, så havde det ikke været spor hårdt. De to gamle var hårde i genoptræningen.
"Men jeg har ingen at sende breve til," surmulede Szumain videre. "Folk kommer altid til at hade mig og mor og far og Lev."
Pigen vendte sig om og grinede henrykt til dem. "Skynd jer nu!" sagde hun og vendte om igen, og fortsatte løbet op af trapperne. Hun var ikke engang forpustet. Hun var i god form. I meget god form endda.