Invitation

[Sillena af Mithri]

Delaq så henover bordet, og sendte Levinde et bredt smil, før han igen koncentrerede sig om sin mad, inden den blev alt for kold. Roux gav sig i kast med at nedstirre de tunge gardiner, der var trukket fra, så man kunne kigge ud på det grå, sørgelige vejr.
Sillena fortsatte sin samtale med Jiane, skævede nogle gange over til Eremi, så hun halvvejs havde opgivet at føre en samtale med. "Nu skal alle parter lige gå ind på ændringen først, før det er muligt," smilede hun. Sionyii greb fat om et glas med begge hænder, og drak en smule, før hun satte glasset tilbage på bordet, i den velkendte tavshed. Det var forbavsende, at pigen overhovedet havde sagt noget ved bordet.

[Eremi af Kuriqer]

Jiane trak på skulderne og så næsten uforstående ud overfor Sillenas ord. "Nogen skal gå foran. Jo flere jo bedre, hvis det skal blive til noget. Selvom nogen sikkert aldrig kommer til at bryde sig om at fjerne slaveri." Hun smilede. "Men den slags folk skal der vel være plads til. Hvornår har vi mulighed for at møde Deres mand?"
Lansomt åbnede Levinde munden til et smil der fremviste hendes hvide tænder, og hun så så ned i maden igen. Szumain forholdt sig endnu tavst og mærkede Eremis greb i ham langsomt løsne sig og slippe.

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede eftertænksomt. "Rigtigt nok. Og jeg ved det ikke, men jeg regner med, at han er hjemme imorgen igen. Han kan jo ikke være væk hele tiden," lo hun. Hun så over på Eremi, fast besluttet på, at kyle ham hovedkulds ind i en samtale, i stedet for at lade ham sidde tavs. "Men Eremi, kan De ikke fortælle mig, hvad der er sket med Deres øje?" Hun vidste, at det var uhøfligt af ham ikke at svare.
Delaq smil blev bredere. Hans tallerken var tom, og han kunne ikke spise mere. Roux var også efterhånden blevet færdig, og han så håbefuldt over på sin mor. "Mor?" Spurgte han forsigtigt.
"Ja kære, hvad er der?" Sillena drejede hovedet mod sin yngste søn med et smil.
"Må vi godt gå fra?"
"Hvis Levinde og Szumain må, er det i orden," svarede Sillena bestemt. Drengene kiggede som i refleks spørgende over på Jiane, og Sillena så på Eremi igen.

[Eremi af Kuriqer]

Der gik et benægtende kort ryk gennem Eremis hoved, rettet mod de spørgende børn, og han så over på Sillena. "Min søn har allerede strejfet historien," sagde han kort. "Jeg er ikke født adelig, jeg er faktisk ikke engang bonde." Bonde sås ellers som det laveste i det samfundsmæssige hieraki. "Vi boede i regnskoven, mig og min familie, i en hule." Han holdt en pause og afventede hendes reaktion.

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede upårørt, selvom det kom lidt bag på hende. Hun havde haft en kæreste, der lå lavest i hierakiet. En midaner var langt nede af rangstigen, så det kunne ikke røre hende synderligt, at manden foran hende var fra regnskovene i Solitopia. "Er det et meget ubehageligt emne, jeg er inde på?" Spurgte hun for høflighedens skyld, selvom nysgerrigheden brændte inde bag ved.
Drengene så lidt skuffede ud, men beklagede sig ikke. Sionyii lyttede opmærksomt til de voksnes samtale. Noget galt med hans øjne? Hvad var det nu for noget?

[Eremi af Kuriqer]

"Ikke hvis du ikke mener at døden af mine forældre og bror for et ubehageligt emne," svarede han og fortsatte udtryksløst med at se på hende. "Som min søn var inde på, blev vi overfaldet af en flok minotaurer, og jeg er desværre nødt til at indrømme at jeg ikke nåede at gøre noget. Mit hoved blev knust mellem et hundred år gammelt træ og hovedet af en minotaur. Jeg nåede at se min lillebrors ansigt blive revet i stykker da han forsøgte at redde min mor, inden jeg besvimede. Da jeg, efter et år, igen kunne gå, kunne jeg ikke finde dem igen."

[Sillena af Mithri]

Sillena sagde ikke noget i et stykke tid, da hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. "Det var... Da forfærdeligt," sagde hun til sidst, selvom det ikke lød så godt. Men hvad kunne hun sige? Sket var sket. Hun kunne ikke hjælpe, selvom han nok havde lidt store tab. Sionyii så forfærdet ud, og slog blikket ned igen. Delaq og Roux lyttede derimod vældig interesserede, og kiggede på hinanden, som om de begge mente, at det var helt vildt sejt.

[Eremi af Kuriqer]

Svaret var et træk på skulderne, og Eremi kiggede fortsat udtryksløst på Sillena. Jiane rykkede lidt uroligt på sig og betragtede ham, og så så væk igen. Han kunne have et gennemborende blik, selv med manglende øje og dårligt syn. Det var der børnene havde respekt for ham fra. "Jeg skal ud og trække lidt luft," meddelte han så og rejste sig, tydeligt ligeglad med høflighed. En mand, mand alligevel måtte respektere, på trods af uhøfligheden.

[Sillena af Mithri]

Sillena nikkede kort, og så tankefuldt efter ham, hvorefter hun vendte tilbage til Jiane. "Kan jeg så regne med, at du dukker op ved hoffet imorgen?" Spurgte hun smilende, for at få samtalen til at køre videre.
Sionyii prikkede forsigtigt Szumain på skulderen, for at få hans opmærksomhed, og så genert ned, da hun talte til ham. "Må.. Må jeg godt spørge om noget?"

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg håbede på at slippe," sagde Jiane mens hun så efter sin mand, og trak så på skulderne. "Men ja, jeg skal snart afsted igen. Eller dronningen bliver for irriteret på os. Selvom vi er blevet så velhavende at vi er svære for hende at håndtere ordentligt. Hun kan ikke bare tvinge os til at stille os på række og dukke nakken som de andre hoffolk."
Szumain så lidt på hende med et smil lille smil, og nikkede så til spørgsmålet. "Ja," sagde han lavt, men også meget tydeligt. Hun måtte da godt spørge.

[Sillena af Mithri]

"Åh det lyder herligt," sukkede Sillena, da hun kiggede på kvinden, der var lige modsat hvad hun havde hørt. Utroligt hvad rygter kunne gøre. "Jeg skal også til hoffet igen imorgen. Det er svært at slippe derfra," hun lo kort. Det var det virkelig.
Sionyii kiggede alvorligt på den jævnaldrende dreng. "Hvis I ikke har nogle slavere.. Hjælper du så også til med at lave mad?"

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg kan altid gøre dig selskab. Selvom Albardore nok ikke bliver begejstret. Han virker som en, der bærer nag, og det var mig der slog handlen af. Det er mit arbejde." Hun så efter sin mand endnu en gang, en smule bekymret. Han havde selv fundet sig en altan og stod på hegnet med lukkede øjne, som om han var på vej til at springe ud. Han havde brug for at tænke.
Der gik ikke lang tid før Szumain rystede på hovedet og så alvorligt på hende. "Mor vil ikke lade mig røre kniven endnu," sagde han alvorligt.

[Sillena af Mithri]

"Det må vi bare leve med," sagde Sillena med et svagt skuldertræk. "Det må heller ikke være let for ham for tiden. Det er hårdt, at have været i gæld, og så komme ud af det, ved at sælge sin ejendom. Eller.. Det vil jeg gå ud fra, at det er." Hun sukkede let.
Sionyii nikkede, uden at vide, hvad hun så skulle sige. "Okay," blev det til sidst til, og hun slog blikket ned igen.

[Eremi af Kuriqer]

Døren blev åbnet, og Eremi kom ind igen, inden Jiane nåede at svare, og det blev derfor kun til et svagt nik der skulle have været begyndelsen på en længere redegørelse. Jiane betragtede nu i stedet sin mand igen, der nikkede undskyldende og satte sig. "Jeg havde brug for at samle tankerne."
"Giver din mor dig lov til at lave mad?" spurgte Szumain interesseret og så på den lille, lyse pige. Han havde arvet sin fars udseende, mere eller mindre.

[Sillena af Mithri]

"Det kan vi alle have brug for." Sillena smilede til Eremi. "Så hvor store områder råder I over?" Spurgte hun er ren og skær nysgerrighed. De måtte have meget jord, siden de kunnne have sådan en magt, og fravælge hoflivet i længere perioder.
Sionyii rystede lidt på hovedet. "Jeg har prøvet en lille smule, men jeg er vidst ikke så god til det," indrømmede hun.