Invitation

[Eremi af Kuriqer]

En rynke viste sig kort ved Eremis næse. Den samme slags som han havde gjort da han så på slaverne udenfor. Han så ned i maden, og lod konen snakke. "Vi er ikke glade for hoffet," sagde hun, og talte lige så meget for sin mand som for sig selv. Hun smilede venligt. "Jeg har skullet være der hele mit liv, og Eremi..." Hun stoppede sig selv og betragtede sin mand. Han gjorde ikke mine til at sige noget.
Imens sad Szumain og betragtede Sionyii. Han ledte efter noget at sige. "Din mor er sej," sagde han så.

[Sillena af Mithri]

"Jeg tror, jeg ved, hvad De mener," sagde Sillena med et uhørligt suk. Hun rodede sin hjerne igennem for mulige samtaleemner, da hoffer tydeligvis ikke var noget, der ville rulle, og hun kunne ikke sige, at hun ikke var lettet. "Så hvor stort område har I nu?" Spurgte hun efter et stykke tid, efter at have spist i stilhed.
Sionyii så lidt undrende på Szumain. "Ja," afgjorde hun til sidst med sig selv, med en meget lille stemme. "Din mor er også sej," tilføjede hun forsigtigt. Måske for at være høflig, måske fordi, hun godt kunne lide drengen.

[Eremi af Kuriqer]

"Vi startede for snart ti år siden med et område på fire tønder land," sagde Jiane uden pral i stemmen, og dette beskrev et meget lille område. "Nu råder vi over mere en tusind kvadratkilometer." Hun lænede sig tilbage. "Vi har mangedoblet siden starten."
Szumain fnes og skjulte det med hånden, men nikkede så. "Jeg har en god mor," sagde han stolt. "Og en god far!"

[Sillena af Mithri]

"Imponerende," sagde Sillena. Måske var det blot et ord, man sagde, for at bidrage med et eller andet, men faktisk mente hun det for en gangs skyld. Det var uhyggeligt godt gået. "Det må jeg sige." Oprigtigheden sås i hendes øjne.
Sionyii kiggede hen på Eremi og Jiane, med et lidt skeptisk udtryk, før hun igen forsigtigt nikkede. "Jeg har også en god far," forsatte hun den lidt latterlige samtale, med et alvorligt udtryk i øjnene. Hun vred sig lidt på stolen, uden rigtig og vide, hvad hun skulle synes om at snakke med nogen. Det plejede hun ikke, når der var gæster.

[Eremi af Kuriqer]

"Vi har arbejdet hårdt," sagde Jiane og smilede over de to mindste børn, der tydeligvis var ved at fordybe sig i en samtale, der sikkert var enormt vigtig. Hun så ned i maden tog en smule. Eremi tog den første forsigtige bid af et stykke kød og skar ansigt af smerte. Han stirrede ned i maden med et stædigt ansigtsudtryk, og tog endnu et par bider. Han var mere parat på jagene nu.
"Min far er god." Den lille dreng var stædigt. Han så over på sin far, og så så igen på pigen. "Han har slåsset mod en stor flok minotaurer!" Eremi så dybt på sin søn og lænede sig tilbage i stolen med et uudgrundeligt ansigt. Han var ikke sur på sin søn, og Szumain lagde heller ikke mærke til noget.

[Sillena af Mithri]

"Det må I uden tvivl have gjort," nikkede Sillena, inden hun nippede til et glas vin. "Men flytter I så ikke meget, hvis I bliver ved med at udvide?" Forsatte hun den høflige samtale, selvom stemningen ikke var så spændt, som den plejede at være, når der var gæster. Heldigvis.
Sionyii spærrede de store, alvorlige øjne lidt mere op. "Minotaurer?" spurgte hun forsigtigt, men også en smule chokeret. "Men... Det er jo farligt!"

[Eremi af Kuriqer]

"Vi bliver hvor vi er. Selvom vi har anskaffet os mange store gårde, bliver vi ved det lille... Ja, i forhold til dette..." Jiane slog ud med armene mod hele huset. "Det er ikke andet end et lille skur som min far havde til overs da jeg giftede mig, og med land der lige netop var nok af til at vi kunne overleve. Men vi rider tit ud til bønderne." Med vi mente hun Eremi. Hun var den, der var værst til at blive i huset.
Med store, troværdige øjne nikkede den lille dreng langsomt, og han havde nu fanget sin storesøsters, Levindes, opmærksomhed. "En kæmpestor flok!" Han demonstrerede med armene. "Og han overlevede og alt muligt!"

[Sillena af Mithri]

"Åh, men det er vel også hyggeligt. Alt behøver ikke at være stort," sagde Sillena hurtigt. Det var i hvert fald hendes egen mening. Hun var glad for sit hjem, hvor der var massere af plads, men somme tider havde hun også ønsket sig at bo et lille, hyggeligt sted, afsides.. Alting.
Delaq og Roux lyttede ivrigt til den lille drengs fortælling, imens de kastede blikke over mod Eremi med svært skjult ærefrygt i blikket. Sionyii var tavs et øjeblik, da hun lige skulle fordøje historien. "Det.. Det var virkelig modigt," afgjorde hun til sidst med sig selv, og pillede genert ved dugen.

[Eremi af Kuriqer]

Smilet på Jianes ansigt blev bredere. "Vi foretrækker det heller ikke for stort. Jeg ville føle mig utryg i et hus jeg ikke er i stand til at overskue." Jiane så igen over på sin tavse mand, der havde al sin opmærksomhed rettet mod børnene.
"Ja!" sagde Szumain og smilede bredt over de store børns opmærksomhed. "Og det var ude i Regnskoven! Han boede der sammen med min farmor og farfar!" Og onkel... Ordene formede sig på Eremis mund, men blev ikke udtalt, og han trak opmærksomheden fra dem igen og fulgte med i den voksne samtale.

[Sillena af Mithri]

"Det er såmænd ikke så svært, når man lige kommer ind i rytmen, men små huse er nemmere at få overblik over," medgav Sillena leende, og nippede igen til vinen, efter at have tygget en grøntsag langsomt.
"Orv hvor sejt!" Lød Delaqs stemme begejstret. "Ingen kan da overleve i regnskoven!" Roux gav sit besyv med, imens Sionyii var blevet tavs igen, efter at være blevet overdøvet af sine brødre.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg bryder mig heller ikke om store husholdninger. Vi har nogle få, men jeg er selv i køkkenet et par gange om ugen, og den slags. Og vi har ingen slaver." Endnu en gang blev Jianes smil en smule bredere.
"Jo, min far kan!" insisterede Szumain stædigt og så over på Sionyii. "Han blev endda født der! Det kan din far i hvert fald ikke klare!" Han så igen over på sin far, der så alt for splejset ud til at klare noget som helst. Der var dog noget i hans holdning der kunne gøre en usikker.

[Sillena af Mithri]

Sillena sukkede. Ingen slavere. Det ville hun også gerne indføre, men det var hårdt at gå imod århundredes traditioner. Man havde haft slaver længe, og det var ikke mange, der ville sætte dem fri. "Det lyder virkelig skønt," smilede hun, med et kort nik.
Delaq smilede bredt. "Nej, men vores far er ridder," indskød han stolt, igen med en nikkende lillebror. Sionyii så op fra bordet. "Måske.." Begyndte hun genert, og slog blikket ned igen med det samme, det første ord var sluppet ud fra hendes mund. "Måske kunne de være.. Lige seje," forslog hun.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi tog endnu en bid af maden og fortsatte med med at kigge på børnene, da de voksnes samtale ikke var af interesse. Jiane fortsatte dog, og kunne ikke forstå hans manglende interesse. "Det var Eremi der blank nægtede ægteskab med slaver på vores grund. Og jeg sagde jo selvfølgelig ja. Slaveri er heller ikke en god ting."
"Men min far har magi!" sagde Szumain og så næsten kampklar på de to større dreng, og Eremi rømmede sig endelig.
"Lad være at pral med mig," sagde han strengt. "Du gør mig størrer end jeg er, Szuma."

[Sillena af Mithri]

"Du har helt ret," medgav Sillena omkring det med slavere. "Men hvis man ikke kan sætte dem fri, kan man i det mindste behandle dem ordentligt," tilføjede hun.
"Vores far kan fægte med sværd!" Svarede Delaq stolt. "Og han er ekspert til det!"
"Delaq," sagde Sillena med et sigende blik på sin ældste søn, og han tav hurtigt, men en smule modstræbende.
"Ja, og jeg har holdt sværdet," hviskede Roux, som om det kun var de andre børn, der kunne høre det. Delaq nikkede ivrigt. Sionyii sagde ingenting.

[Eremi af Kuriqer]

"Ja, men det burde jo altid være muligt." Jiane så over på Eremi, der så over på hende, kort, og derefter tog blikket til sig igen og så på maden. Han havde mistet appetitten, og kom i klemme ved at blive tvunget til, for høflighedens skyld, at spise op. Han så op igen.
Szumain var lige ved at sige noget, men forholdt sig tavs, da han endnu kunne fornemme sin fars nærhed i samtalen. I stedet begyndte han at spise, og Levinde smilede genert til drengene. De eneste drenge hun normalt var i nærheden af var sin lillebror, og han var en lidt blandet fornøjelse en gang i mellem.