Invitation

[Eremi af Kuriqer]

"Hiion, vær nu sød," bad Jiane inden hendes mand nåede at gøre det værre. Han ville få det gennemført, men måderne var måske ikke det mest... behagelige. "Vi har tænkt os at behandle dem godt, hvis det er en del af dine problemer med at lade os få dem." Hun vidste at det mest var Eremis tonefald der var problemet.

[Sillena af Mithri]

Alle syntes at stirre på Hiion, der rynkede panden. "Det er ikke et del af mit problem," svarede han roligt, men så stadig ikke ud til at ville give sig. Sillena kæmpede for at finde ud af, hvordan han kunne presses lidt.
"Det kunne vi da godt," forsøgte hun sig.

[Eremi af Kuriqer]

Eremi så på ham med uudgrundelige øjne og det ubevægelige ansigt. "Vi kan gøre det på dem nemme eller den svære måde."
"Hver dog en smule diplomatisk," sagde Jiane, første gang hun vrissede af ham i løbet af deres besøg der. Eremi så ikke engang på hende. Hun var ikke overrasket over det.

[Sillena af Mithri]

"Vær nu sød, Hiion, det er ikke mere, end vi ikke kan undvære, så slemt kan det vel ikke være," bemærkede Sillena, lod som om hun var tålmodig, selvom hun var ved at blive lidt irriteret. Hiion så koldt på Eremi. Han var grunden til, at han ikke overgav sig. Den eneste grund.

[Eremi af Kuriqer]

"Du ved du taber," sagde Eremi og rejste sig. "Midanerne har allerede samlet sig, de der gerne vil med. Du husker vel at jeg snakkede med dem i går? Og det føjer sig omtrendt lige så meget som du har tænkt dig at gøre. Det vil sige at ikke blot din og min egen kone og jeg selv, men 153 personer - hvis midanere for dig er mennesker - har tænkt sig at gå imod dig. Hårde odds, synes du ikke?" Han vendte sig og gik over til vinduet og stirrede ud af det uden at hans ansigt ændrede sig.

[Sillena af Mithri]

Hiion sukkede, og indså, at han ville tabe uanset hvad, og at han lige så godt kunne give op nu. "Jaja da," vrissede han til sidst. Sillena smilede.
"Tak," sagde hun varmt, og stak lidt til sin mad igen. Hun følte sig ikke rigtig sulten.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg takker dig mange gange, Hiion," sagde Jiane og smilede til ham før hun vendte sig mod sin mand og undrede sig lidt over hvad der var spændende udenfor. Hun var ikke engang overrasket da han vendte sig og så på hende med sit udtryksløse ansigt.
"Hvornår kan vi gå?" spurgte han hende, og stemmen var en smule varmere end normalt.
"Tror vi skal have børnene til at spise færdig. Og så have samlet slaverne..."
"Slaverne er allerede samlet." Eremi vendte sig mod vinduet igen.

[Sillena af Mithri]

Hiion sad tavst og spiste, da lavmælte trin lød bag dem. Sionyii var stået op, og gik med forsigtige skridt hen og satte sig på en ledig stol. Sillena smilede, og hjalp pigen med at få ad over på tallerkenen, før stilheden sænkede sig lidt igen. Hun kunne ikke benægte, at hun glædede sig bare en lille smule til, at huset blev fri for gæster igen.

[Eremi af Kuriqer]

"Så kan der vel ikke være længe til afgang." Eremi stirrede stadig ud af vinduet, og det var næsten som om han ikke havde blinket siden han havde rejst sig. Jiane smilede undskyldende til Sillena og Hiion. Stemningen ville have været en helt anden hvis hun var kommet alene med sine børn istedet.
"Det er ikke sådan jeg ikke nyder jeres selskab," forsikrede hun dem.

[Sillena af Mithri]

"Vi forstår," svarede Sillena smilende. Hiion nikkede høfligt, fik også sat et smil på læberne, der var langt mindre ægte end Sillenas, men han gjorde nu sikkert et bedre forsøg end Eremi ville kunne gøre. "Det har været hyggeligt," sagde Sillena. Hun mente det, selvom stemningen havde været trykket nogle steder.

[Eremi af Kuriqer]

"Jeg lover snart at komme igen med børnene," sagde Jiane, og hendes godhjertede smil bredte sig en smule. Hun var en god kvinde, tænkte Eremi uden at se på dem, og havde han været enhver anden ville han selv have smilet. Men han fortrak bare at lukke øjnene et kort øjeblik.
"Må jeg gerne lærer sværd?" spurgte Szumain sin mor, og Levinde så pludselig også oplivet på hende.
"Det kommer vidst an på Hiion," sagde Jiane og så på manden.

[Sillena af Mithri]

Sillena så hurtigt over på Hiion. Når det kom til sværd, burde han live lidt mere op, men hun frygtede, at han ville sige nej. Dog var der ingen grund til bekymring, Hiion tacklede adelsliv for det meste perfekt, og hun kunne se, at Hiion sad og betragtede Szumain et stykke tid, før han nikkede, nu med et oprigtigt smil. "Selvfølgelig," svarede han. Sionyii så pludselig meget koncentreret ned i bordet.

[Eremi af Kuriqer]

"Må Sionyii ikke være med?" spurgte Szumain og så oplivet på Hiion. Han skulle lære sværd! "Jeg er meget sikker på at hun har talent!"
Jiane så lidt overrasket ud, men smilede så skævt over ham. "Du er en god dreng, Szumain, men skal pigen ikke have en mulighed for selv at sige det?" Eremi ignorerede dem.

[Sillena af Mithri]

"Sionyii?" Gentog Hiion overrasket, og så med et varmt blik på den lyshårede pige, der stadig ikke sagde noget. Sillena betragtede hende, uden at vise overraskelsen. Hendes pige med et sværd? Det var noget, hun havde svært ved at forstille sig, men noget, hun kunne blive nødt til at acceptere.
"Jeg tror ikke, det er noget vi ville sige nej til," blev Sillenas svar, med henblik på at spørge den generte pige senere, da hun ikke så ud til at ville sige noget nu.

[Eremi af Kuriqer]

Szumain smilede og så på sin mor, inden han begyndte at spise videre. De blev hurtigt færdige og rejste sig fra bordet, og skyggen ved vinduet vendte sig og gik ud, side om side med sin kone. "Vi skal bare have snakket med slaverne. De har allerede samlet sig, men de vil ikke over på gårdspladsen," mumlede Eremi til hende.