|
|
Post by Tlagie on Aug 10, 2009 20:13:47 GMT 3
"Det lyder fint nok så..." Hun grinede og gik videre, roligt og nynnende igen. Hun kiggede på ham og spidsede munden. "Du virker ikke som en der siger ret meget..?" sagde hun så og løftede et øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 10, 2009 20:37:36 GMT 3
"Jeg har smerter i kæben, tit. Det bliver en vane at undgå at åbne munden, når det giver smerter for tit." Han ansigt ændrede sig ikke, men hans stemme var stadig noget nær varm. Han bevægede langsomt og forsigtigt lod han sin smertende arm strøg over hestens tørre pels, og han kiggede igen op mod himlen.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 10, 2009 22:47:58 GMT 3
"Smart." Tlagie smilede og fulgte hans blik så meget hun kunne uden at blive våd. "Hvad er det deroppe, du kigger efter?" spurgte hun så nysgerrigt og trak i en hårlok. Han var en spøjs en synes hun og klukkede for sig selv.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 10, 2009 23:05:43 GMT 3
"Jeg kigger efter lys," svarede han, og vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han så ned igen og betragtede hende, og kneb så læberne sammen. "Jeg ser intet smart i kæbesmerter," meddelte han hende, og varmen i hans stemme forsvandt næsten helt. Varmen, der forsikrede en, at der var liv under et så koldt ydre.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 18, 2009 20:15:48 GMT 3
"det smarte er vel, at jeg tør vædde med at du lytter mere end du snakker, og ikke har tildens til at udbryde ting, der kan virke fornærmende eller som helst skal forblive usagte." Hun smilede bredt, uden at lade sig bemærke hans toneskift. "Det lyder da meget fornuftigt at skal kunne gå uden at passe på. Ikke at jeg selv ulejligheder mig med det. Og nej, smerte er er en ting man ikke kan leve foruden, men uden alt det dårlige, hvordan ville vi vide hvad der var godt?"
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 20:44:52 GMT 3
"Jeg har mødt mange med den filosofi," sagde han bare kort og så op i himlen igen, og det så ud til at han bestemte, at der ikke var noget lys at lede efter deroppe. Så flyttede han blikket ned på hende igen, og derefter ud i landskabet. Som om han ikke var i stand til at koncentrere sig. Desuden vidste han godt, at han snart burde tage hjem.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 18, 2009 20:47:32 GMT 3
"Bor du langt herfra?" hendes stemme havde ikke forandret sig fra den let overnysgerige, men venlige stemme og hun gik roligt videre. Hun nynnede let, en gammel ukendt melodi. Det var ikke trist men den bar en følelse af noget lignende over hende og trak hende ned på jorden igen. Hele hendes væsen faldt til ro igen.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 21:41:47 GMT 3
Eremi svarede ved at ryste på hovedet. "Men jeg er nødt til at tage hjem nu. Min kone risikere at blive bekymret for mig, og det er selvfølgelig uden grund." Han satte hesten igang, og uden et ord var han blevet meget uhøflig. Det var meget Eremi-agtigt. Men varmen var endnu i hans stemme, og det var tydeligt at han ikke selv fandt noget uhøfligt i sin adfærd.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 18, 2009 21:44:43 GMT 3
Hun klukkede og kiggede på hans ryg. "Ja, det kan jo være jeg kommer forbi en dag." Bekendtgjorde hun og strøg kjolen. Hun snurrede rundt om sig selv, nejede og gik videre. Lod øjnene hvile på ham og spidsede tænksomt munden. Ganske interessandt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 22:03:38 GMT 3
Eremi tog sig ikke af hende. Som om hun allerede var fortid, på trods af at han endnu tænkte på hende. Man kunne også tænke på fortiden, og hun var meget spændende. Men hesten gik til, selvom det var tydeligt på måden han holdt den ene arm at han endnu havde meget ondt, og hvert skridt sendte et jag af smerte gennem den.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 18, 2009 22:07:29 GMT 3
"Hvis du har så mange smerter, hvorfor rider du så? Hvorfor bliver du ikke bare hjemme?" Hun råbte højt, men hendes stemme var ikke som før. Den var rolig, og smilende, men hun viste ham en smule mere respekt end før. Det var tydeligt.
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 22:25:50 GMT 3
Hesten stoppede, og han drejede den rundt så han kunne se på hende. "Jeg har en stor flok bønder at passe, og det kan jeg ikke gøre bag et skrivebord, selvom det er der jeg bruger det meste af min tid." Han så lidt afventende på dem, og der var endnu den der underlige, levende varme i stemmen.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 18, 2009 22:35:46 GMT 3
Hun løb halvt og indhentede ham, med et svagt grin. "Så du råder over store områder. Du minder mig om min bror... Men han kigger ikke efter lys eller har ondt hele tiden. Han kigger efter åbninger i et hvert problem." Hun løftede et øjenbryn. "Det er mærkeligt..." Hun tænkte sig om. "Hvad var det du hed igen?"
|
|
|
|
Post by Eremi af Kuriqer on Aug 18, 2009 22:43:45 GMT 3
"Eremi," svarede han og betragtede hende. "Og jeg har et specielt forhold til lys. Håber på at komme tør hjem, så det må gerne holde sig på afstand. Indtil regnen er ovre." Hun ville ikke lade ham være. Selvom det morede ham på en måde kunne man intet se på hans ansigt, og han sad lidt i sadlen og ventede på hendes svar. Han havde brug for at komme hjem i varmen inden det gjorde for ondt.
|
|
|
|
Post by Tlagie on Aug 21, 2009 22:00:31 GMT 3
"Er du så mørkedæmon eller noget? Vampyrer er i hvert fald ikke særlig glade for lys..." Hun kiggede på ham og gik fremad, foran ham. "Sagde du at du boede tæt på? Kan jeg komme med? Jeg har langt, gården ligger i midten af Mithri sletten, men hvis jeg ikke kan komme med ind, må jeg jo bare løbe hjem..."
|
|
