|
|
Post by silver on Aug 16, 2009 20:08:53 GMT 3
Silver som før havde kigget ned i jorden, rettede hurtigt sit blik op, og stirrede vredt på Heltan. En skygge gik hen over hans ansigt, og han lagde ikke engang mærke til måden han stirrede på. "Nej. Dem bryder jeg mig ikke om" hvæsede Silver nærmest hviskende. Men det var ikke svært at høre hvad han sagde.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Aug 16, 2009 20:48:04 GMT 3
Heltan nikkede, og tog endnu en chance. "Hvem slog de ihjel? Kæreste, familie, ven?" Han så ikke på havmanden, og kiggede ud i regnen, mens en muskel i hans kæbe dirrede, da han havde holdt kæberne hårdt sammen. Han hadede mennesker. Men ønskede ikke at dræbe alle. Kun de, der fortjente det.
|
|
|
|
Post by silver on Aug 16, 2009 20:59:43 GMT 3
Silver kastede et blik på et træ, for ikke at komme til at gøre noget han ville fotryde, mod Heltan bagefter. Han undlod at svare på spørgsmålet. Men da de havde siddet og stirret lidt ud i luften, blev det dog lidt for pinligt, og han valgte at sige det alligevel. "De smed olie ud i havet. Vi var små. Legede. Var glade. Det var min bedste ven. Eller rettere sagt veninde" Han sagde det i korte ord. Ville ikke blive ked af det nu.
|
|
|
|
Post by Heltan Apon on Aug 16, 2009 22:40:55 GMT 3
Heltan nikkede svagt og lukkede øjnene. "Du er ikke alene med dine følelser," meddelte han kort og fortsatte med at smile til ham. "Mennesker har haft effekt på mit liv fra fødslen, og kommer nok til at følge mig helt til døden." Regnen stoppede langsomt, og han lagde en hånd på hans skulder. "Bladene drypper nok meget endnu. Lad være med at gå ud."
|
|
