En dejlig forårsaften

[Ryonell Bornakore]

Ryonell smilede ondt da manden kom mod ham, og han kastede sig frem mod mandens mave og slog luften ud af den overraskede fulderik. Manden kollapsede over ham, og Ryonell trak sig fri af ham, om til hans ryg og tog fat i hans ene arm, tvang den om på ryggen og med et hårdt vrid fik han den trukket af led. Manden skreg og faldt sammen, og den mand Ryonell havde smidt på gulvet som nummer to var kommet op og sendte en knytnæve i Ryonells ansigt, ligeover klappen.

[Diana Tirina]

Diana krympede sig uden rigtig at vide, hvilken af smertene mændene pådrog hinanden, var værst. Da manden, Ryonell havde sendt i gulvet først, listede sig ind på ham bag fra, kunne hun ikke længere tilbageholde et gisp. Hun vidste ikke, hvor omtumlet Ryonell var efter slaget, men hellere gøre ham sur over, at hun greb ind, end at han faldt om på gulvet, fordi en af tåberne havde hamret et eller andet mod ham bag hans ryg. Hun knugede kanden i hånden, og listede sig ind på manden, der havde grebet en stol i farten. Da manden hævedet stolen, hævede hun kanden, og ramte ham, før han nåede at ramme Ryonell. Stolen fandt vej ud af hans hænder, i dét han vippede bagover, og hun greb den hurtigt. Hun satte stolen fra sig, og opdagede, at der sad blod på den. Hurtigt løftede hun sin hånd, og bandede lavmælt, da blodet fossede ud af en revne fra fingeren. Det så ud til at de to andre mænds opmærksomhed enten var rettet mod smerter eller Ryonell, så de havde heldigvis ikke bemærket hende. Hun flåede et stykke stof af kimonoen, og forbandt fingeren før nogen kunne nå at sige 'såret.'

[Ryonell Bornakore]

Manden Diana havde såret faldt om, og den mand der ikke havde fået trukket skulderen af led eller en kande i hovedet var kommet op, og med en blodig næse kom han springende mod Ryonell. Ryonell selv var vaklet ind i et bord og havde flækket et øjenbryn, og da han så stolen havde han bare lukket øjnene og ventet på slaget. Nu, hvor en ny kom, sendte han en uskyldig knytnæve ind i mandens øje.

[Diana Tirina]

Hun tog sin taske, som hun i farten havde efterladt på en af stolene. Tilfældigvis den stol, som manden havde trukket til sig, for at slå Ryonell ned, så tasken lå på gulvet, da hun fandt den. Den anden mand, der uden tvivl ville få mere end en øm krop og et blåt øje imorgen, tumlede i gulvet, og så gispende rundt på de tre andre. Hvis de ikke var ved at vågne fra rusen nu, var de meget, meget stærkt påvirket af alkohol, tænkte hun bittert. Blodet løb fra det flækkede øjenbryn i Ryonells ansigt, og hun greb en bunke af det store udvalg af grønne servietter, der stadig lå uskadt omkring på bordene. De tre mænd var da ikke så dumme, at de kæmpede videre, vel?

[Ryonell Bornakore]

Mændene flygtede med skrammer de ikke havde forestille sig at en lille 'splejs' og en ung pige kunne have givet dem, og Ryonell slappede endelig af igen og lænede sig ind mod bordet igen og rørte op til det flækkede øjenbryn. "Jeg blev i det mindste ramt denne gang," sagde han og grinede, let groggy. "Han slår hårdt."

[Diana Tirina]

Diana drejede ham rundt, og puffede ham ned at ligge henover bordet. "I det mindste? Du virker jo lige frem henrykt!" Hun himlede med øjnene, og stoppede det stadig løbende blod, der forsatte ned over kinden på ham. Hun lagde den ene, spinkle hånd over hans pande, holdt ham nede med hele sin vægt, og greb noget, der mest af alt lignede en bille. Dens kløer greb fat i huden omkring det flængede øjenbryn, og skubbede flængen sammen. Hun hev tråd og nål frem. "Hvis du piver, binder jeg dig til bordet, for at holde dig nede," truede hun, men i hendes ansigt kunne man tydeligt se, at det ikke var alvor. Hun syede flængen sammen, og lænede sig ned mod ham, for at bide tråden over.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell sagde ikke en lyd da hun behandlede ham, men kunne ikke nænne at mærke på tråden. "Jeg er en smule henrykt," sagde han og grinede over mod kamppladsen, hvor man tydeligt kunne fornemme hvor de store mænd var blevet kastet rundt. "Det er så sjældent de får et ordentligt slag ind, hvis de ikke er trænet til kamp."

[Diana Tirina]

Hun pakkede sine ting ned i tasken igen, tasken hvis søm truede med at springe, og alligevel blev hun ved med at stoppe den op med ting. Hun slyngede den over skulderen, med et tilfredst smil. "Du har min tilladelse til at rejse dig igen," grinede hun, og kastede et blik rundt i kroen. Alt for mange stole var væltet, overalt flød ting, der typisk kunne findes i en kro. Skår fra den knuste lerkande, hun havde hamret mod en af mændene, var spredt udover det hele, hvilket mindede hende om den sårede finger, der stadig smertede. Det gik op for hende, at en adelsdame ville have handlet lige som hun, hvis de endelig skulle angribe. Slynge en eller anden ting i hovedet på folk, i et panisk forsøg på at redde sig selv eller en anden. Pludselig dukkede servitricen op bag disken, og så fortvivlet rundt. Diana skar en grimasse. "Øh.. Skal jeg erstatte kanden?" Tilbød hun.

[Ryonell Bornakore]

"Nej hun skal da ej, vel?" sagde Ryonell alt for venligt og kom over til Dianas side. Servitricen gøs og rystede på hovedet inden hun skyndte sig at løbe væk, og Ryonell gned igen fraværende det flækkede øjenbryn før han så ned på Diana. "Jeg tror den pige hader mig," sukkede han og ville have smilet hvis han ikke kæmpede så hårdt for aldrig at vise sine følelser.

[Diana Tirina]

Hun så op på ham, da han var - hvis det da ikke var at underdrive - højere end hende. Hun sendte ham et grin. "Virkelig? Hvordan kom du dog på den tanke?" Hun gned henover den sårede pegefinger, og pustede noget af det sandfarvede hår væk fra øjnene. Da hun stirrede ind i hans ravgule, gyselige øjne, antog hun igen den samme øjenfarve som hans. Ubevidst. Igen.

[Ryonell Bornakore]

"Åh, det var bare lige en tanke, når man sådan ser hvordan hun løber afsted, væk fra mig." Ryonell slikkede sig drillende om munden da servitricen kiggede over på dem, og pigen gyste og vendte sig. "Du skifter farve igen," kommenterede han og pegede på hendes øjne uden helt at røre hende. At røre hende ville være gyseligt. "Det er næsten som at se sig selv i spejlet, bortset fra at der normalt ikke er to af dem."

[Diana Tirina]

Hun rynkede panden. Var hun virkelig så uopmærksom idag? Øjnene blev igen røde, denne gang var det bevidst, at hun skiftede. "Det spejl kan blive meget mere præcist." Så fik hun en idé. "Skal du egentlig ind bag slottets mure i den nærmeste fremtid?"

[Ryonell Bornakore]

"Ja, jeg bor der jo," sagde Ryonell, lod sin hånd falde ned langs siden igen og så indgående på hende. "De er røde igen. Det er godt nok specielt. Har du nogensinde fået problemer ved at ændre på dit udseende? Altså, er der nogen der har meldt dig som heks, eller sådan noget?" Han lagde hovedet let på skrå.

[Diana Tirina]

Hun nikkede. "Selvfølgelig er der det! Og så kombineret med urter og salver giver det perfekte billede af heksekunstner, ikke sandt?" Hun sukkede. "Jeg har skiftet udseende et par gange desværre. Somme tider har det været som at se en anden i øjnene foran spejlet, for at holde lav profil, så jeg kunne komme videre, men jeg har altid skiftet tilbage til.. 'mig' igen. Det er behageligt at kunne huske, hvordan man ser ud. Men heldigvis findes der ingen her, eller i byerne tæt på, der har beskyldt mig som heks." Hun trak på skulderen. Hvis han ville anklage hende, så for hendes skyld gerne, men hun ville være over alle bjerge, når de prøvede at få fat i hende. "Har du noget imod, at jeg følger med dig ind bag slottets mure, når du skal derhen næste gang?" For en hvilken som helst anden end en formskifter var det et sindssygt spørgsmål. Vagterne var garanteret hysteriske med hensyn til, hvem de lukkede ind eller ud.

[Ryonell Bornakore]

"Selvfølgelig," var hans eneste kommentar, og han så over mod kroens udgang. "Spørgsmålet er bare om jeg vil blive her en smule længere, gå ud og købe ting i de butikker som ikke har lukket eller med varer jeg ikke vil have, eller om jeg tager hjem og tager dig med mig." Han så ikke ud til at tænke over det særlig længe før han nikkede til hende. "Kom med mig."