|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 13:41:28 GMT 3
Diana viftede afværgende med hånden. ”Jeg finder nok en måde at komme ind på alligevel,” svarede hun ubekymret. Så nikkede hun. Hvis man havde råd.. Den mangel ville hun ikke have lidt under, hvis hun ikke var stukket af. Men hun syntes selv, hun levede bedre nu, og så var det lige meget om hun var fattig eller rig. ”Det er også tilstrækkeligt for at overleve.. Vi kan ikke alle vælte os i penge.”
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 14:21:25 GMT 3
"Nej, men det er nu en fristende tanke. Et badekar fuld af guldmønter." Han sukkede drømmende, men noget sagde alligevel at der var et eller andet falsk over det. Som om han ikke mente hvad han sagde. "Du er vel bare rent menneske med nogle evner. Spændende, hvis jeg ikke kendte jeg så godt." Han rullede med øjnene.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 14:27:46 GMT 3
Hun lo kort. "En forkælet købmandsdatter, faktisk. Men ja.. Rent menneske, helt igennem, og naturligvis formskifter." Hun bad servitricen om et glas øl mere, og kvinden kom pilende, og var væk igen på nul komma fem. "Og så er du vel 'bare' næsten hel mærkedømon, med klap for øjet og har en far i Solitopia." Det var ikke til at sige, om det skulle være en form for sjov vits, men helt ærligt.. Hun havde medlidenhed med ham.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 14:39:32 GMT 3
"Ja, det er jeg nemlig bare," sagde han og smilede skævt. "Men kald mig bare hel. Det er en meget lille del der ikke er." Han fik en pludselig trang til at drikke sig fuld, men valgte så at lade være. Følelsen af fuldhed var urar, forkert. Kun mennesker burde drikke på den måde, og desuden brød han sig ikke om ikke at vide hvor han havde været dagen før og hvad han havde lavet.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 14:44:45 GMT 3
"Jeg tror bare, jeg kalder dig Ryonell," smilede hun. Hun nippede til glasset med øl, ved vidende at hun ikke skulle drikke for meget. Tredje glas, og så ville hun garanteret være fuld. Og hun nærede intet ønske om at vågne op til en omgang dunkende hovedpine. "Så du er altså både soldat og spion?"
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 15:26:52 GMT 3
"Ja, men mest soldat. Jeg er en nødspion, hvis en eller anden er forsvundet eller død og der ikke er erstatning. Eller, hvis vi er på vej i krig. Jeg tror jeg er middelmådig, hvad gælder spion, mens jeg er en meget god kriger." Han spiste lidt, og så sig om i rummet, og så tog han kanden med vand for at hælde vand op til sig selv. Hans manglende evne til at se afstande, altså, hans manglende øje, gjorde at halvdelen af vandet faldt ned ved siden af glasset, og han undertrykte en banden.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 15:36:30 GMT 3
Hun rakte ham et par servietter, der stod i en slags holder på midten af bordet. Spion og soldat.. Livsfarligt arbejde. Hun kunne slet ikke forstille sig hvordan det måtte være, at svæve på grænsen af liv og død hele tiden. I krig f.eks.. Hvem kunne vide, om der sneg sig nogle om bag ved en, for at hugge et sværd ind mellem skulderbladene? Hun gøs kort ved tanken. Bestemt ikke rart at tænke på. "Du burde træne dit øje," bemærkede hun smilende.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 15:57:17 GMT 3
"Åhh, det næsten umuligt, og jeg får altid en drabelig hovedpine af det," mumlede han, halvt surt. Han tog servietterne og tørrede vand op, og så på hende med det ene, gule øje. "Ville du måske hælde noget op til mig? Det går bare galt igen, hvis jeg forsøger. Det lettere at drikke af kanden, men også meget uhøfligt."
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 20:09:36 GMT 3
"Man kan ikke sige, at man bedre kan hugge til venstre, når modstanderen kommer fra højre," lo Diana, og greb kanden, hvorefter hun hældte vand op i hans glas. Så fnyste hun. "Høflighed! Jeg kan somme tider få kvalme af ordet."
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 21:28:58 GMT 3
"Man kan komme meget langt med det," sagde Ryonell. "Jeg kender til det." Han tog glasset og drak halvdelen, og satte det så ned igen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 21:43:20 GMT 3
Diana sukkede. "Det er sikkert rigtigt nok." Hun bundede halvdelen af glassets indhold, og trak benene ind til kroppen, så hun ikke længere havde plantet fødderne på gulvet, men at hælene hvilede på stolen i stedet for.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 22, 2009 22:09:53 GMT 3
"Ja. Og folk der er meget uhøflige er ikke til at holde ud." Han betragtede verdenen rundt i krostuen og udenfor vinduerne, og så så over på Diana. "Er der andre spændende ting om dig?" spurgte han og lænede sig tilbage i stolen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 22, 2009 22:19:28 GMT 3
"Ligesom for høflige folk går en på neverne," smilede hun. Så tænkte hun sig lidt om. "Tja, hvis det er spændende, så stak jeg af fra mit rige liv i luksus." En ting hun aldrig, aldrig nogensinde havde fortrudt, hvor fattig hun så havde været, og hvor hårdt hun måtte have slidt for pengene.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 23, 2009 0:09:25 GMT 3
Ryonell så uforstående på hende, da han, som rigtig mange andre, havde levet i evig fattigdom og nærmest drømte om livet som rig. "Jeg troede du var købmandsdatter," sagde han og det uforstående ansigtsudtryk forsvandt lige så hurtigt som det var kommet - får sekunder - og blev erstattet af den følelseskolde maske han altid brugte.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 23, 2009 21:04:46 GMT 3
"En meget rig købmandsdatter.." Hun trak på skulderen. "Det var.." Hun så tænksomt ud i luften, for at finde et ord, der kunne beskrive det bedst. "Til tider kedeligt.." Meget kedeligt. Hun kunne ikke gøre, alt hvad hun ville, fordi det var vigtigt at skabe et godt indtryk på de adelige, der måske - hun havde somme tider tvivlet - hellere ville købe varerne, hvis man smilede så ægte som muligt, og kiggede ned, hver gang man blev overbegloet, som om man ikke var helt god nok.
|
|
[/URL]