|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 18, 2009 23:23:54 GMT 3
"Af hvad jeg ved har de fleste heller ikke vinger. De sensuelle ligner mennesker så fuldkomment at hvis der stod en mand og en sensuel, og en beskylder den ene af dem for at være dæmon, vil folkemængden vælge at angribe mennesket. Det er noget med min familie, vi har en speciel blanding langt ude. Jeg kunne ikke drømme om at kalde mig fuld mørkedæmon, men jeg er næsten fuldkommen." Han trak igen på skulderne og smilede da servitricen kom tilbage. "Jeg kunne også godt tænke mig noget vand," sagde han og blinkede til hende.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 18, 2009 23:31:29 GMT 3
Hun rystede på hovedet. "Du kunne sagtens have undværet det vand," smilede hun. Da servitricen kom løbende med vand og salat, stak hun fraværende til maden, uden rigtig at spise noget. Så bundede hun resten af øllet. "For mig virker du aldeles fuldkommen," hun trak på skulderen.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 18, 2009 23:44:44 GMT 3
"Regner med det er en tip-tip-tip-og-hundred-gange-mere-tip-oldemor eller -far. Så jeg har langt mere mørk i mig end jeg har andet, men..." Han trak på skulderne. "Min mor havde ikke vinger." Han tog glasset og drak en smule. "Jeg har skam brug for vand. Det smager så dejligt, meget forfriskende." Han rettede den ømme vinge ud og foldede den så sammen på ryggen igen.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 19, 2009 18:38:14 GMT 3
Diana lænede sig tilbage på stolen, med hænderne foldet på maven, og nikkede til svar, før hun kastede sig ud i et nyt spørgsmål. Det så ud til, at servitricen fik fred et par minutter.. ”Har du så altid boet her i området?” Hun lukkede kort de røde øjne et øjeblik, og da hun åbnede dem igen, fik hun øje på en grøn lerkande. Hurtigere end man skulle tro det muligt ændrede de ellers røde øjne til mørkegrønne, uden hun selv var helt klar over det.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 16:44:37 GMT 3
Ryonell så længe på hendes øjne, meget overrasket over hendes evne, før han valgte at svare. "Nej, ikke længe. Jeg kommer faktisk fra Solitopias regnskov, og min far, den eneste i min tilbageværende familie jeg kender, bor stadig i hovedstaden Hajhra. Vi ender med at blive skilt af krigen, men det betyder ikke noget. Selvom jeg, som soldat, måske burde være mere... rørt af det." Han så på hende. "Det første gang du ser en dæmon, ikke?" spurgte han med et skævt smil.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 21, 2009 16:59:57 GMT 3
”Ååh,” sagde hun. Hans historie var meget mere barsk end hendes.. I det mindste boede hendes familie stadig i hendes eget land, og hun kunne besøge dem når som helst, hvis de altså ville have besøg af hende.. Hun tvivlede dog. Da ordet soldat blev sagt, blev hun lidt nysgerrig. Var han soldat? Han lignede en, der kunne hun ikke benægte, men alligevel.. Så nikkede Diana smilende. ”Jeg ved ikke, hvordan du kunne regne det ud, men jo.. Du er den første dæmon, jeg i mit liv har set.” Så lo hun kort. ”Er det så tydeligt?” Øjnene blev langsomt røde igen, da lerkanden ikke længere fangede hendes opmærksomhed.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 17:14:59 GMT 3
"Jeg snakker med forskellige, og de, ja, men lære at kende forskel på ukendt og kendt. Du er mere åben end de fleste ukendte, men vi har jo allerede snakket om din medfødte direkthed, hvis det da er et ord. Men hvad er du? En eller anden form for formskifter?" Han betragtede hende tavst, men stadig opmærksomt, og lod hovedet støtte på hånden, som havde albuen gravet i bordet. Hans øje flyttede sig over mod servitricen. "En kande vand, du gav kun glas, må jeg få en kande?"
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 21, 2009 17:27:50 GMT 3
Diana så ud af øjenkrogen, at servitricen nikkede stramt. Hun lignede en, der var splittet af følelser. En der både havde lyst til at hælde vandet i hovedet på Ryonell, og samtidig løbe skrigende bort, med hænderne flagrende over hovedet. Diana smilede ved tanken. At sætte de to ting sammen, kunne godt gå hen og blive en komisk blanding. Da han nævnte ordet formskifter, blev hun straks klar over, at hun havde gjort det igen.. Antaget en anden øjenfarve, eller ændret en anden lille detalje, som hun slet ikke havde været bevidst om. Hun rystede på hovedet af sig selv. ”Hvad var det denne gang? Mine øjne? Hårbåndene? Sandalerne?” Hun mindedes dengang, hendes mor havde syntes, at hun havde sådan et flot hår, når det var mørkebrunt. Diana havde altid ændret farven til noget skrigende, som orange, til fester, for at drille.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 17:45:53 GMT 3
"Først var det håret, lige da du satte dig, men der troede jeg ikke helt på det, og nu her var det øjnene. Formskiftere er sjældne, er de ikke? Hvordan foregår de der forvandlinger? Gør det ondt? Det mig der er en ukendt nu." Han smilede venligt da servitricen kom over og satte kanden meget hårdt i bordet. "Jeg ved ikke om du selv kender en enøjet, men vi har brug for hjælp til at få hældt vand op," sagde han og lavede en slags bydende bevægelse, og hun stirrede surt på ham et øjeblik, før frygten igen tog så meget over at hun var tvunget til at se væk med med et gisp. Gispet kom sikkert både af at hun havde set Ryonell ind i det gule, slange-katte-drageagtige øje og fordi mørket så ud til at samle sig om dæmonen som et dyr der havde fundet sin savnede ejer. Hun skyndte sig at hælde vandet op og flygtede så med lange, hurtige skridt om bag baren og ud i baglokalet.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 21, 2009 17:56:33 GMT 3
Diana lo igen. ”Hov, hov, nu lige et spørgsmål af gangen!” Sagde hun. Hun sendte servitricen et venligt smil, inden hun vendte tilbage til de stadig ubesvarede spørgsmål. Hun nikkede til det første. ”Jo, jeg har i hvert fald ikke mødt andre formskiftere, udover mig selv selvfølgelig. Og ’de der forvandlinger’ er lidt svære at forklare. Det er for det meste noget, jeg gør ubevidst. Men jeg kan ændre til en hvilken som helst farve på mit tøj, f.eks. Sådan her..” Der gik ikke engang to sekunder, før kimonoen blev himmelblå, og endnu kortere tid, at ændre tilbage til lyserød, da kimonoen næsten altid var lyserød. Det sidste spørgsmål måtte hun ryste på hovedet af. ”Ikke for mig. Men hvis du prøvede, ville du garanteret få ondt i hovedet af at koncentrere dig om noget, du ikke er i stand til.” Hun lænede sig atter fremad, og betragtede hans gule øje. ”Hvad med det andet? Er der en særlig grund til, at du har klap for øjet, eller er det bare en skummel detalje, for at skræmme servitricer?” Drillede hun.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 18:07:08 GMT 3
Han smilede og løftede klappen væk fra øjet. Det var ikke kønt, og det var tydeligt at der, da han mistede øjet, ikke havde været en healer eller urtekyndig til at ordne det. Han satte klappen ned igen. "Måske er det omvendt," sagde han med et smil der ikke helt nåede øjet. "Jeg ville sige det der er mere skræmmende." Han drak lidt vand og satte glasset ned igen. Ingen andre havde set hans øje, eller, det der var tilbage af det.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 21, 2009 18:18:29 GMT 3
Diana havde set mange grimme sår med tiden, og stik mod hvad man måske forventede af en snobbet købmandsdatter, tog hun det forbavsende roligt. Hun strakte armen frem mod ham, men den stoppede på halvvejen. I stedet åbnede hun klappen på skuldertasken, og rodede lidt rundt i den. Da noget af det sandfarvede hår faldt ned foran ansigtet, skubbede hun det ublidt om bag øret, og rodede videre. Der var mange salver og urtemidler, så det var ofte svært at finde frem til de rigtige. ”Her!” Mumlede hun triumferende til sig selv, og fiskede en krukke med en speciel, gullig salve frem. Hun lod den feje hen over bordet til ham. ”Smør det der omkring øjet morgen og aften. Du skal være heldig, hvis det skulle give en eller anden healende effekt, men ellers lindre den i hvert fald smerterne. Jeg skulle have mødt dig noget tidligere, så kunne jeg sandsynligvis have gjort noget mere.” Hendes smil ændrede sig fra venligt til skævt, da hun lukkede klappen igen på tasken.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 18:24:17 GMT 3
"Det sår har været tæt på at tage livet af mig, men hva'?" Han trak på skulderne. "Det gør ondt, og jeg skulle være godt dum hvis jeg ikke tog imod, men..." Han trak igen på skulderne, tøvede lidt og tog så hånden frem. Han tog forsigtigt salven op, tog låget af krukken og snuste let til det. "Det lugter værre end de der smukhedssalver jeg kender, dem som kvinder bruger." Han grinede let, men igen var der ikke noget at se i det synlige, og virkende, øje.
|
|
|
|
Post by Diana Tirina on Feb 21, 2009 18:34:01 GMT 3
Hun lo kort af hans bemærkning. Dem havde hun også fremstillet en masse af, men det var ellers ikke noget, hun brugte sin hverdag på. ”Jeg beklager meget, at det ikke stinker af øl..” Hun havde et drilsk glemt i øjet, og hun trommede let med fingrene mod bordet. ”Når jeg finder ud af, hvor du bor, kommer jeg forbi og tjekker, om du bruger det.” Måske var det sagt i sjov, men der var ingen tvivl om, at hun godt kunne gøre alvor af truslen. Det havde hun faktisk allerede gjort op til flere gange.
|
|
|
|
Post by Ryonell Bornakore on Feb 21, 2009 18:45:14 GMT 3
"Barrakken, inden for slottets mure. Glæder mig til at se dig, hvis du kan komme indenfor og forbi mine soldaterkammerater. Desuden regner jeg med snart at blive sendt ud som spion. Markare bekymre kongen for tiden." Han snuste igen til salven og lod den så falde ned i lommen. "Bryder mig egentligt ikke om øl. Jeg drikker kun når jeg har en smule fritid, og der har jeg kun råd til øl og mad."
|
|
[/URL]
