Mørket...

[Ryonell Bornakore]

Ryonell gik gennem langsomt gennem sit mørke. Det var nat, og intet lys nåede ned til ham, da skyerne lå på himlen, og lyset fra stjernerne og månen som måske alligevel trængte sig igennem de mørke skyer blev bremset af en tæt bevoksning af træer. Han gik i total mørke. Kun hans øje, det lysende gule, var synligt, og han havde ingen problemer med at se.

[Deleted]

Kiron kiggede sig dystert omkring. Det var helt mørkt nu, månen sendte små stråler gennem den tættet bevoksning af træer, men Kiron var ligeglad, hun var jo alene, hun satte sig på en sten og begyndte at sidde i sine egne tanker.

[Ryonell Bornakore]

Ryonell fortsatte tavst, mens han så ned i jorden. Som altid larmede han meget i dette terræn, med så mange tørre blad og grene man kunne træde på og sine tunge, sorte støvler. Han fornemmede pludselig nærværet af en anden, som... Han kunne ikke sætte det på plads. Der var et eller andet ved det der virkede bekendt, og så en eller anden ting, som var helt anderledes. Han stoppede op og lyttede.

[Deleted]

Kiron sad helt fraværende og kiggede tomt op i luften, men kiggede så brat rundt da hun hørte noget larm. Hun rejste sig og kiggede søgende omkring, den larm kunne ikke bare komme ud af den blå luft, der var nogen her..

[Ryonell Bornakore]

Ryonell stod stadig helt stille og ventede på at høre lyden af noget levende. Skovmus puslede rundt i bladene, en ugle fløj op og slog sig ned i den. Et skrig fra musen. En ræv luntede afsted efter at have spist sig mæt i et kadaver. Han kunne ikke finde hvad det var, som han reagerede sådan på, da han hørte et menneskeligt åndedrag, inden regn begyndte at falde og forhindrede ham i at høre mere med dråbernes dumpe slag på træernes blade. Noget lyste himlen op, og torden hørtes i det fjerne.

[Deleted]

Kiron kunne mærke regnen komme, hun kiggede stadig søgende rundt for at finde ud af hvad hun havde hørt, det måtte være et menneske siden der havde været så meget larm. Kiron løb hurtigt hen til et træ og klatrede nemt op i det, hun anstrengte sig for at kunne høre om der virkelig var nogen, hun kunne høre dyrene på jorden og fuglene skrige oppe i himlen. Kiron kiggede igen rundt, hun vidste der var andre end hende.. Men hvem ville gå herude midt om natten..

[Ryonell Bornakore]

Ryonell opfangede endelig tegn på det, og selvom det var dyreagtigt og elegant, tvivlede han ikke på at det var menneskelligt. Han overvejede et øjeblik at jagte personen og finde den, men han mistede interessen og begyndte at gå igen. det larmede lige så meget som før, men han ignorerede det. Det var alligevel ikke meningen han skulle leve i skoven alligevel, i hvert fald ikke den slags skov.

[Deleted]

Kiron kiggede nysgerrigt på personen som hun endelig havde fået øje på. Hun vidste at der var en, og nu havde hun fundet personen. Hun kiggede med stor interesse på personen da den gik vidre. Kiron tænkte hurtigt at hun ville følge efter personen, det ville vel ikke skade? Hun sprang hurtigt over i det næste træ og holdte godt øje med personen som larmede så meget. En ræv løb forbi, men Kiron var ligeglad, hun ville vide hvem personen var, og hvad personen lavede her ude. Det var det dårlige ved hende, hendes nysgerrighed vandt ofte.

[Ryonell Bornakore]

"Skrid med dig," sagde Ryonell kort efter at han begyndte at gå igen, og i samme øjeblik han opdagede han blev forfulgt. "Jeg er ikke interesseret i selskab." Han gad virkelig ikke folk lige nu, som han jo aldrig ville. Men folk ønskede altid at gå i vejen for ham. Men... Det var hende der føltes så mærkeligt? Han havde allerede mistet interessen for det.

[Deleted]

Kiron kiggede endnu mere nysgerrigt på ham, grinede så meget lavt og sprang ned foran ham. "Det er ikke din skov" smilede hun hånligt. Hun kiggede vudrende på ham, han så stærk ud, så hun skulle nok passe lidt på med hvad hun sagde. Kiron smilede falsk til ham og sagde "Jeg vil bare vide hvad du laver her..midt om natten." Kiron kiggede nu lidt skulende på ham og tænkte at han nok ikke var den type man skulle lægge sig ud med.

[Ryonell Bornakore]

"Jeg går. Ikke så svært at se. Og flyt dig." Han skubbede hende ligegyldigt til siden uden at kigge mere på hende end nødvendigt, og han fortsatte sin gang gennem skoven. Mørket omkring ham virkede fortættet, som kulsorte skyer, og kun de, der var i stand til virkeligt at se i mørke, kunne fornemme, at størstedelen af det bevægede sig ind i ham.

[Deleted]

Kiron grinede højt, han var en spøgs fyr, men alligevel..han virkede så..anderledes.. "Du er ikke som andre? er du vel?" spurgte Kiron med en lidt engle blid stemme, hun vidste hun var god til skuespil, men vidste ikke om hun kunne bruge det her. "Du er..mørk?" Kiron kiggede ligeglad på ham, og skjulte sin store interesse for ham. Ham her..han var..interasant, ikke som de andre hun havde mødt.

[Ryonell Bornakore]

Hun... grinede af ham? Ryonell vendte sig og stirrede på hende, bedømte hende til ikke at være et problem at dræbe, og uden et ord satte han sin taske ned og spændte kloen, han allerede havde på arme, ordentligt fast. Ingen, ABSOLUT INGEN!, skulle havde lov til at grine af ham. Hun var lige så god som resten af verdenen til at lade ham være.

[Deleted]

Kiron kiggede igen vuderende på ham, han var virkelig meget stærk kunne hun mærke, men det var nok kloen der gjorde det meste. Kiron smile oprigtigt til ham. "Du er fornærmet?". Hun folede sin hænder og fik mørket til at komme, Kiron gik hen og stillede sig op af et træ imens hun fik mørket til at blive tættere og mere kvælende. "Jeg vil ikke lege med dig, jeg vil bare vide hvem du er. Hvis du vil kæmpe må du finde en anden" sagde Kiron med en let ligegyldighed.

[Ryonell Bornakore]

"Og jeg vil ikke lege med dig, jeg vil dræbe dig. Meget enkelt." Han gik frem og så ikke engang ud til at lægge mærke til det mørke hun skabte. Det spredtes for hans mørke, hans fortættede skyer af kulsort luft. Kloen lod han gå ned til den ene side, i en vinkel der lignede, at den ikke var parat til at hugge, at han ikke var vandt til at bruge den, men det var et slags skuespil fra hans side.