Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:07:01 GMT 3
Zvaine vadede træt rundt, og fløjtede stille for sig selv. Solen var ved at tage livet af ham. Han fandt en stor mørk hule, inde i et bjerg. Det var perfekt. Sådanne huler var gode til at køle en ned. Zvaine bevægede sig varsomt ind i hulen. Man vidste aldrig rigtigt hvad der kunne gemme sig derinde, men Zvaines ører opfangede alt. Han satte sig ned, og lukkede øjnene. Hvis noget kom nærmere ville han høre det.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:13:56 GMT 3
Movicth sugede dagslyset til sig, for at holde energiniveauet højt, og tog den sidste stejle stigning, før han nåede til bjerghulerne. Han satte sig i åbningen af den ene, lænede sig op af bjergvæggen med et smil, der måske lyste lidt af triumf. Han lukkede øjnene, men faldt aldrig i søvn. Han var et for anspændt væsen til at sove, og med uden tvivl god grund.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:21:15 GMT 3
Zvaine fornemmede noget udenfor. Han åbnede langsomt det ene øje. Men slog det så hen igen. Det var sikkert bare en bjørn. Eller et egern. Lige meget. Han lukkede sit øje igen, og prøvede at fokusere på at slappe af. Han tænkte på et stort bundløst hul. Sådan slappede Zvaine af. Nogle gange havde han bare brug for at ligge helt stille, og tænke på ingenting. Eller.. på store sorte huller...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:24:56 GMT 3
Movicth flyttede sig lidt, rykkede bare en anelse på sig, og pressede vingerne sammen, foldede sig i det hele taget sammen. Han så ud i lyset, rakte ud efter det, for ikke at blive omsluttet af mørket. Det han frygtede mere end noget andet. Hans mareridt, hans slægts død. Mørke. Skygger. Det var næsten det samme.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:28:23 GMT 3
Nu var Zvaine helt sikker på der var noget. Han rejste sig langsomt og lydløst op i sin fulde højde, og spejdede ud for sig. Han kunne ikke se en brik. Han begyndte at kaste nogle sten, for at måske få væsnet til at reagere, og vise sig. Det virkede næsten altid når han ville have nogen til at give sig til kende. Zvaine satte sig afventende ned i skrædderstilling, med hagen hvilende på sin ene knytnæve.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:30:19 GMT 3
Noget hårdt ramte ham i ryggen, og han samlede en sten op. Ikke en stor, skarp sten, men den var hård nok til at gøre ondt. "Og hvem er du, der kaster rundt med naturen?" Spurgte Movicth i et tonefald, der hældede til det deprimerende, fortvivlende, men stadig med en tonløs klang, som om han i det hele taget var meget ligeglad. Han rørte sig ikke ud af flækken. Sten slog ham ikke ud overhovedet.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:32:50 GMT 3
Zvaine kunne høre en mandestemme. Et stykke væk. Måske ikke mere end 10-15 meter væk. Han rejste sig op igen, og gik nærmere mod det sted hvor han havde kastet stenene. Han kunne ikke se noget, og gad heller ikke give et svar til den fremmede. Lydløst og hurtigt begyndte han at bevæge sig. Lige pludselig stod han bag en person. Eller et væsen.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:37:09 GMT 3
Movicth var som regl god til at fornemme andre, specielt i lyset, men vendte han sig om, ville han intet andet se end en ligbleg skikkelse. Hans syn var dårligt i mørket. "Hej." Stadig det samme tonefald, ligegyldigt, sørgmodigt. Han rejste sig ikke. Rørte sig ikke. Trak dog vejret. Han vendte sig ikke om. Lyttede bare, afventende.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:41:11 GMT 3
"Hvad laver du her? Og hvad er du?" spurgte Zvaine mistænkeligt. Han blev stående i den position han hele tiden havde stået i. Han begyndte at bevæge sig lidt nærmere. Det lød som om personen var trist? Hvorfor dog det. Og hvad lavede han så her? Zvaine tog i hvert fald ingen chancer. Han ville vide hvem det var. Det var sikkert ikke et menneske. Menneskene kom aldrig her.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:44:07 GMT 3
"Du er nysgerrig." Movicth trak på skulderen. Så rejste han sig endelig. "Mit navn er Movicth, og jeg er her bare. Jeg har ingen grund. Hvad er din?" Han snurrede rundt med et sæt, så ind i det kvælende mørke, og fik ganske rigtigt øje på den ligblege skikkelse. Vampyr. Ikke underligt, de kunne sagtens findes et sted som er.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 16:47:57 GMT 3
Zvaine kiggede koldt og tænksomt på skabningen. Sikkert en dæmon af en eller anden slags.. Af den gode slags. "Jeg er her.. på grund af solen. Og fordi jeg har brug for at meditere i ny og næ" Zvaines ansigt var en gåde. Ligeså ubevægelig som fra starten han gik ind. Stadig de samme kolde øjne, og den samme hårde attitude.
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 16:58:53 GMT 3
"Godt for dig." Movicth fremtvang et venligt smil, hvorefter han satte sig ned igen. "Men dit navn?" Han lagde hovedet på skrå, lukkede atter øjnene. Vampyrer spiste næppe dæmoner. Han var fredet. Ellers var han i stand til at passe på sig selv. Han kunne stort set bare gå ud i solen igen.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 17:03:10 GMT 3
"Mit navn vedrører jo egentlig ikke dig vel?" Zvaine smilede koldt. "Men eftersom du har givet dit navn, må jeg vel også sige mit.. Mit navn er Zvaine, og jeg kan se du allerede har gættet hvad jeg er" Zvaine betragtede manden. Han virkede som en af 'de gode'. Zvaine følte sig ikke særlig godt tilpas i nærheden af manden. Så meget lys...
|
|
|
|
Post by Movicth Fengar on Jul 18, 2009 17:13:15 GMT 3
"Og du kan se, at jeg ikke er et menneske, for et rigtigt mennekser ejer ikke vinger." Movicth lod sig ikke påvirke af vampyrens kulde. "Og nej, Zvaine, dit navn vedrører ikke mig, men jeg kan altid spørge." Igen et skuldertræk. Som en henkastet bemærkning, som en ligegyldig gestus. "Er vampyrer altid så kolde?" Det er noget han har spekuleret på. Undret sig over. Nu får han vel chancen til at spørge.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Jul 18, 2009 17:22:52 GMT 3
"Det ved jeg ikke. Kan ikke huske hvordan mine forældre eller de andre var. Måske er jeg kold. Men du er altså også usædvanlig .. varm..." Zvaine rynkede på næsen i let afsky. Han brød sig ikke om varme og lys. Han foretrak de kolde mørke steder, hvor han ikke blev desorienteret af sol, eller varme.
|
|
