Post by silver on Jul 4, 2009 17:52:28 GMT 3
Fulde navn: Silver Stone
Alder: Ukendt
Køn: Han
Fødselsdag: Ukendt
Arbejde: Nej
Race: Havfrue (havmand)
Ingen ved hvor Silver oprindeligt kommer fra. Han blev fundet af to havfruer da han var helt lille. Den ene hed Milla og den anden hed Sirya. De pjattede og svømmede rundt i cirkler. Milla slog kolbøtter, og piftede nede i vandet. Men idet hun slog en kolbøtte, fik hun øje på noget som lå oppe på nogle store lysegrå sten. Hun svømmede nærmere, og blev meget overrasket da hun så en lille dreng ligge og sove dybt. Sirya kom også hen og kiggede. "Undskyld, men hvorfor ligger der en menneskedreng og sover her? De kan da ikke holde vejret så længe.." Sirya kiggede nysgerrigt på drengen. Han havde lyseblåt hår? Og en alt for stor halskæde om halsen. Milla løftede ham op. Halen havde ligget gemt bag nogle sten. Hun kiggede overrasket på ham. "Hvad laver han her? Hvor er hans forældre?" spurgte Sirya og kiggede rundt som om forældrene gemte sig. Drengen glippede med øjnene. Så kiggede han forundret på Milla, og smilede stort. Milla kunne ikke lade være med at smile igen. Han havde smukke klare blå øjne. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget sørgmodigt ved de øjne. Sirya grinede. "Se. Han smiler!" Hun tog ham forsigtigt fra Milla, og svømmede lidt rundt med ham. "Jeg synes vi skal tage ham med ned til de andre.. Vi kan ikke bare efterlade ham her" sagde hun, og kiggede på Milla. Milla nikkede, og smilede. Der var noget specielt ved den dreng.. han kunne gøre hende glad, så let som ingenting. Bare ved at se på ham.
De to havfruer tog ham med ned til landsbyen, langt langt nede på bunden af havet. Ikke der hvor der er helt sort, men meget langt væk. Her var der lyst, og man kunne høre glad latter og snakken alle vegne. Han blev døbt Silver, fordi de sten han havde ligget på, var nærmest sølvfarvede.
Silver voksede op, fik mange venner, og havde det i det hele taget rigtig godt. Der var én bestemt han især godt kunne lide. Og det var en havfrue ved navn Riana. Hun var den sødeste han kendte, og var den første rigtige ven han havde haft. Inderst inde følte han mere for hende, end bare som en ven.
En dag skete der noget, som ikke burde være sket. Det var menneskets skyld.
En dag var Silver og Riana var ude på en lille slags 'tangtur'. Der var et bestemt sted hvor de kunne være i fred. Et hemmeligt skjulested. Der var tang alle vegne, og de var derfor godt gemt. Det var en lille slags tangskov. Så meget tang var der. Ingen andre kendte stedet. Her fortalte de hinanden historier, jagede fisk, legede gemmeleg, og en masse andre ting. Silver og Riana legede fangeleg. "Du er den!" skreg Riana og svømmede væk. Silver grinede, og svømmede hurtigt efter hende. Hun havde gemt sig godt. Solen skinnede så smukt igennem vandet. Han kiggede op. Gad vide hvordan der mon var deroppe? Han drømte tit om at besøge overfladen, men kunne ikke rigtigt tage mod nok til sig. Riana svømmede hen til ham. Hun fulgte hans blik. Så rynkede hun brynene. "Du ved godt at der er farligt deroppe.. far siger at vi aldrig må svømme derop!" Silver kiggede sørgmodigt på hende. "Det ved jeg, men.. prøv at tænk på hvad der er deroppe! Man kunne jo bare stikke hovedet op. Bare en enkelt gang. Hurtigt.." Riana sukkede. Hun prikkede til ham. "Kom nu! Kan du ikke fange mig eller hvad?" spurgte hun drillende. Silver grinede. "Selvfølgelig kan jeg da..." Hvad var det? Noget mørkt skyggede for solen, oppe på vandoverfladen? Riana havde også set det. "Åh.. de store jernfisk igen!" sagde hun og kiggede irriteret op på båden. Silver havde set dem før. Han ville gerne se hvordan de virkelig så ud. Det var jo kun nedefra han havde set dem. Noget stort og sort fordelte sig i vandet. Det lignede ... det var svært at beskrive hvad det lignede. Det lugtede fælt. Han rynkede på næsen. Der kom mere af det. Det var som en kæmpe stor massiv skygge. ikke luftig. Massiv. Riana begyndte at hoste. "Vi.. må hellere komme væk herfra" sagde hun, og kiggede på det sorte stads. "Jeg har bange anelser.." Silver nikkede. Han brød sig heller ikke om det. Det var som om det prøvede at kvæle én. Store tunge sorte klatter ramte havbunden. Nu var det i næsten alt vandet. Hvad skete der? Han kunne ikke se tangplanterne mere. Silver havde været så optaget af det sorte, at han havde glemt at de skulle flygte. Han kiggede forvirret rundt. "Riana vi må nok hellere..." Han rakte ud efter hende. Men hvor var hun? Vandet var helt sort. Han følte hvordan det klistrede til hans krop. "Jeg er her!" råbte Riana halvkvalt. Silver fulgte hendes stemme. Den var svag. Det var alt det sorte stads der dæmpede den. Han rørte ved hende. Jo der var hun. "Vi.. hvorfor er du ikke flygtet for lang tid siden?" spurgte han vredt. Det var jo ikke hendes skyld at han var så nysgerrig. "Jeg prøvede faktisk at kalde på dig... men det var svært at trænge igennem.. og jeg ville ikke efterlade dig her..." Hendes stemme blev svagere. Silver hostede. Så tog han fat i hende og svømmede. Prøvede at svømme væk fra det sorte, men han kunne ikke. Det var alle vegne. Han stirrede rundt. Blindt. Sort. Alt var sort. Han var ved at blive rigtig vred. Han prøvede at fokusere, men det var svært. Riana bevægede sig ikke mere. Hun gled ud af hans greb. Silver mærkede det, og famlede i blinde, efter hende. "RIANA!" Han råbte så højt han kunne, men vidste godt at det ikke hjalp noget. Det sorte trykkede fra alle sider, og prøvede at kvæle ham. Silver prøvede at kigge ned. Men der var for sort.. Alt for sort... han begyndte at føle sig svimmel. Og døsig. NEJ. Det var det, det sorte stads gjorde ved én! Fandme nej. Det skulle ikke ske for ham. Og i hvert fald ikke for Riana!
Hvor var hun? En tåre løb ned d hans kind. Han mærkede den så tydeligt. Selvom han var dækket af det sorte. Tåren var varm.. Hun var der ikke... hvorfor skred de ikke bare da de kunne!? Nu begyndte han at blive vred på sig selv. Han blev nødt til at søge op mod overfladen.. han kunne ikke blive her længere. Der var ingen nødudgang her. Det hele var sort. Han svømmede op. Op. Så mærkede han at han brød vandet. Det var underligt. Noget underligt koldt, ramte hans ansigt. Det var usynligt? Og han kunne se jernfisken, længere henne. Den var jo enorm? Han begyndte at græde vredestårer. Han styrede hen mod jernfisken. Men den var for langt væk. Den var ved at.. lande? På noget som lignede havbunden.. der var bare ikke vand? Silver kiggede ned i vandet. Hvis bare de havde skyndt sig væk, mens tid var. Det var også bare ham. Det var hans skyld. Han slog knytnæven hårdt ned i vandet. Underlig følelse. Han kiggede op, og så at der var blåt over det hele. Og en masse hvide underlige ting deroppe. Han smilede trist for sig selv. Hvis Riana kunne se det her... Han tænkte ikke tanken til ende. Det gjorde så ondt at tænke på hende. Hvad med de andre?
Silver svømmede videre. Han kunne se at han var omgivet af sort stads, men han kunne også se at det stoppede et stykke henne.
Silver havde fundet et sted at være for sig selv. Her var ikke noget som helst sort. Det var et smukt sted, med masser af koraler og fisk i alle regnbuens farver. Men han følte sig ensom, og tænkte på Riana hver dag. Skyldfølelsen var det værste. Han hadede sig selv. Og han hadede menneskene. Det var deres skyld.
Silver blev der ikke i ret lang tid. Han svømmede videre.
Senere blev skyldfølelsen til en hævnfølelse. Han vidste ikke om han rigtigt ville hævne noget, men han ville i hvert fald snakke med de mennesker som havde gjort hans liv til et helvede. For hver dag der gik, ønskede Silver mere og mere at han havde de stænger så han kunne komme op og se hvor det sorte kom fra. Han ville muligvis også tage lidt hævn.. Altså ikke dræbe nogen. Men give dem en lærestreg. På en eller anden måde... Hadet til menneskene var så stort at han tvang sig selv til at svømme ind til land. Han havde observeret menneskene, og engang da de havde fået øje på ham, skreg de. Han kiggede forvirret på dem, og dykkede hurtigt ned i vandet igen. Hvad var der galt med dem? Efter det, lod han sig ikke blive set. Hver dag tvang han sig selv op på land, og prøvede at bevæge sig på halen, som menneskene gjorde, med deres stænger. Det var svært, og han kunne ikke i ret lang tid ad gangen, inden han skulle ned i vandet igen. Det gjorde han. Dag ud. Og dag ind. Lige meget hvor meget det sled i hans hale, gjorde han det. Og stoppede ikke. Lang lang tid efter lykkedes det endelig. Han havde fået stænger! Han havde ligget og hvilet sig. Da han vågnede havde han fået de der stænger. Han gik stolt rundt på land, og han bekymrede sig ikke om menneskene. De kiggede alle sammen underligt på ham. Mange af dem så forargede ud. Hvad? De havde noget underligt noget på sig. Hvorfor havde de dog det? Men så kunne han mærke at han begyndte at fryse. Det var sikkert derfor de havde det stads på.
Efter kort tid, lærte Silver at omgås med mennesker. Han fandt også ud af at nogle mennesker, er venligere end andre. Han havde ellers troet lige fra episoden med det sorte(som iøvrigt kaldes olie), at alle menneskene var onde. Han lærte også at tale deres sprog. I starten forstod han dem ikke. Men lidt efter lidt forstod han det mere og mere. Han var rimelig glad for at han stadig kunne blive forvandlet tilbage til det han var før. Han sørgede omhyggeligt for at undgå vand når han var oppe på land.
Udseende: Meget køn med langt blåligt hår, som han er født med. smukke klare lyseblå øjne, der ser sørgmodige og uskyldige ud. Rimelig muskuløs. Høj (Som menneske og havmand). Slank. lang blålig fiske hale. Og så har han altid en bestemt halskæde om halsen, som han ikke ved hvor kommer fra. Han har også en vest på som havmand. Han blev inspireret af menneskene og lavede sådan én til når han var havmand igen. Som menneske har han en hvid skjorte, og nogle sorte bukser på. Dem fandt han i et hus, fyldt med det de kalder tøj. Senere hen, fandt han ud af at han faktisk havde stjålet skjorten og bukserne.
Personlighed: Venlig, omsorgsfuld, nysgerrig, glad, pæn, er sjældent sur, elsker at observere ting, kan godt lide jordbær, hader onde ting, elsker dyr, lærenem, ikke god til det med piger, er optimistisk.
Våben: nej
Magi: Han kan styre vand. Få det til at bruse op, få det til at snørkle sig i luften osv.
Dyr: Nej
Styrker:
Positivet
Hans gode udseende
Dygtig svømmer
Alle føler sig godt tilpas i nærheden af ham
Svagheder:
Ikke god til at løbe
Det gode udseende kan tit gøre hankønnene jaloux
Hans begrænsede tid oppe på land
Ikke god i kamp
klaustrofobi
Andet: Hvis han ikke kan sove eller hvis han ser at nogen lider, bliver han vred. Og da han var nede i vandet, og så et skib, for første gang siden Rianas død, blev han oprørt, og ville have hævn.
..Og så er han ikke helt sikker på hvad han er. Altså.. ikke race men. Altså om han er til hankønnet eller hunkøn... Han prøver ikke at tænke på det, og lade som om han er til hunkønnet.
Alder: Ukendt
Køn: Han
Fødselsdag: Ukendt
Arbejde: Nej
Race: Havfrue (havmand)
Ingen ved hvor Silver oprindeligt kommer fra. Han blev fundet af to havfruer da han var helt lille. Den ene hed Milla og den anden hed Sirya. De pjattede og svømmede rundt i cirkler. Milla slog kolbøtter, og piftede nede i vandet. Men idet hun slog en kolbøtte, fik hun øje på noget som lå oppe på nogle store lysegrå sten. Hun svømmede nærmere, og blev meget overrasket da hun så en lille dreng ligge og sove dybt. Sirya kom også hen og kiggede. "Undskyld, men hvorfor ligger der en menneskedreng og sover her? De kan da ikke holde vejret så længe.." Sirya kiggede nysgerrigt på drengen. Han havde lyseblåt hår? Og en alt for stor halskæde om halsen. Milla løftede ham op. Halen havde ligget gemt bag nogle sten. Hun kiggede overrasket på ham. "Hvad laver han her? Hvor er hans forældre?" spurgte Sirya og kiggede rundt som om forældrene gemte sig. Drengen glippede med øjnene. Så kiggede han forundret på Milla, og smilede stort. Milla kunne ikke lade være med at smile igen. Han havde smukke klare blå øjne. Hun vidste ikke hvorfor, men der var noget sørgmodigt ved de øjne. Sirya grinede. "Se. Han smiler!" Hun tog ham forsigtigt fra Milla, og svømmede lidt rundt med ham. "Jeg synes vi skal tage ham med ned til de andre.. Vi kan ikke bare efterlade ham her" sagde hun, og kiggede på Milla. Milla nikkede, og smilede. Der var noget specielt ved den dreng.. han kunne gøre hende glad, så let som ingenting. Bare ved at se på ham.
De to havfruer tog ham med ned til landsbyen, langt langt nede på bunden af havet. Ikke der hvor der er helt sort, men meget langt væk. Her var der lyst, og man kunne høre glad latter og snakken alle vegne. Han blev døbt Silver, fordi de sten han havde ligget på, var nærmest sølvfarvede.
Silver voksede op, fik mange venner, og havde det i det hele taget rigtig godt. Der var én bestemt han især godt kunne lide. Og det var en havfrue ved navn Riana. Hun var den sødeste han kendte, og var den første rigtige ven han havde haft. Inderst inde følte han mere for hende, end bare som en ven.
En dag skete der noget, som ikke burde være sket. Det var menneskets skyld.
En dag var Silver og Riana var ude på en lille slags 'tangtur'. Der var et bestemt sted hvor de kunne være i fred. Et hemmeligt skjulested. Der var tang alle vegne, og de var derfor godt gemt. Det var en lille slags tangskov. Så meget tang var der. Ingen andre kendte stedet. Her fortalte de hinanden historier, jagede fisk, legede gemmeleg, og en masse andre ting. Silver og Riana legede fangeleg. "Du er den!" skreg Riana og svømmede væk. Silver grinede, og svømmede hurtigt efter hende. Hun havde gemt sig godt. Solen skinnede så smukt igennem vandet. Han kiggede op. Gad vide hvordan der mon var deroppe? Han drømte tit om at besøge overfladen, men kunne ikke rigtigt tage mod nok til sig. Riana svømmede hen til ham. Hun fulgte hans blik. Så rynkede hun brynene. "Du ved godt at der er farligt deroppe.. far siger at vi aldrig må svømme derop!" Silver kiggede sørgmodigt på hende. "Det ved jeg, men.. prøv at tænk på hvad der er deroppe! Man kunne jo bare stikke hovedet op. Bare en enkelt gang. Hurtigt.." Riana sukkede. Hun prikkede til ham. "Kom nu! Kan du ikke fange mig eller hvad?" spurgte hun drillende. Silver grinede. "Selvfølgelig kan jeg da..." Hvad var det? Noget mørkt skyggede for solen, oppe på vandoverfladen? Riana havde også set det. "Åh.. de store jernfisk igen!" sagde hun og kiggede irriteret op på båden. Silver havde set dem før. Han ville gerne se hvordan de virkelig så ud. Det var jo kun nedefra han havde set dem. Noget stort og sort fordelte sig i vandet. Det lignede ... det var svært at beskrive hvad det lignede. Det lugtede fælt. Han rynkede på næsen. Der kom mere af det. Det var som en kæmpe stor massiv skygge. ikke luftig. Massiv. Riana begyndte at hoste. "Vi.. må hellere komme væk herfra" sagde hun, og kiggede på det sorte stads. "Jeg har bange anelser.." Silver nikkede. Han brød sig heller ikke om det. Det var som om det prøvede at kvæle én. Store tunge sorte klatter ramte havbunden. Nu var det i næsten alt vandet. Hvad skete der? Han kunne ikke se tangplanterne mere. Silver havde været så optaget af det sorte, at han havde glemt at de skulle flygte. Han kiggede forvirret rundt. "Riana vi må nok hellere..." Han rakte ud efter hende. Men hvor var hun? Vandet var helt sort. Han følte hvordan det klistrede til hans krop. "Jeg er her!" råbte Riana halvkvalt. Silver fulgte hendes stemme. Den var svag. Det var alt det sorte stads der dæmpede den. Han rørte ved hende. Jo der var hun. "Vi.. hvorfor er du ikke flygtet for lang tid siden?" spurgte han vredt. Det var jo ikke hendes skyld at han var så nysgerrig. "Jeg prøvede faktisk at kalde på dig... men det var svært at trænge igennem.. og jeg ville ikke efterlade dig her..." Hendes stemme blev svagere. Silver hostede. Så tog han fat i hende og svømmede. Prøvede at svømme væk fra det sorte, men han kunne ikke. Det var alle vegne. Han stirrede rundt. Blindt. Sort. Alt var sort. Han var ved at blive rigtig vred. Han prøvede at fokusere, men det var svært. Riana bevægede sig ikke mere. Hun gled ud af hans greb. Silver mærkede det, og famlede i blinde, efter hende. "RIANA!" Han råbte så højt han kunne, men vidste godt at det ikke hjalp noget. Det sorte trykkede fra alle sider, og prøvede at kvæle ham. Silver prøvede at kigge ned. Men der var for sort.. Alt for sort... han begyndte at føle sig svimmel. Og døsig. NEJ. Det var det, det sorte stads gjorde ved én! Fandme nej. Det skulle ikke ske for ham. Og i hvert fald ikke for Riana!
Hvor var hun? En tåre løb ned d hans kind. Han mærkede den så tydeligt. Selvom han var dækket af det sorte. Tåren var varm.. Hun var der ikke... hvorfor skred de ikke bare da de kunne!? Nu begyndte han at blive vred på sig selv. Han blev nødt til at søge op mod overfladen.. han kunne ikke blive her længere. Der var ingen nødudgang her. Det hele var sort. Han svømmede op. Op. Så mærkede han at han brød vandet. Det var underligt. Noget underligt koldt, ramte hans ansigt. Det var usynligt? Og han kunne se jernfisken, længere henne. Den var jo enorm? Han begyndte at græde vredestårer. Han styrede hen mod jernfisken. Men den var for langt væk. Den var ved at.. lande? På noget som lignede havbunden.. der var bare ikke vand? Silver kiggede ned i vandet. Hvis bare de havde skyndt sig væk, mens tid var. Det var også bare ham. Det var hans skyld. Han slog knytnæven hårdt ned i vandet. Underlig følelse. Han kiggede op, og så at der var blåt over det hele. Og en masse hvide underlige ting deroppe. Han smilede trist for sig selv. Hvis Riana kunne se det her... Han tænkte ikke tanken til ende. Det gjorde så ondt at tænke på hende. Hvad med de andre?
Silver svømmede videre. Han kunne se at han var omgivet af sort stads, men han kunne også se at det stoppede et stykke henne.
Silver havde fundet et sted at være for sig selv. Her var ikke noget som helst sort. Det var et smukt sted, med masser af koraler og fisk i alle regnbuens farver. Men han følte sig ensom, og tænkte på Riana hver dag. Skyldfølelsen var det værste. Han hadede sig selv. Og han hadede menneskene. Det var deres skyld.
Silver blev der ikke i ret lang tid. Han svømmede videre.
Senere blev skyldfølelsen til en hævnfølelse. Han vidste ikke om han rigtigt ville hævne noget, men han ville i hvert fald snakke med de mennesker som havde gjort hans liv til et helvede. For hver dag der gik, ønskede Silver mere og mere at han havde de stænger så han kunne komme op og se hvor det sorte kom fra. Han ville muligvis også tage lidt hævn.. Altså ikke dræbe nogen. Men give dem en lærestreg. På en eller anden måde... Hadet til menneskene var så stort at han tvang sig selv til at svømme ind til land. Han havde observeret menneskene, og engang da de havde fået øje på ham, skreg de. Han kiggede forvirret på dem, og dykkede hurtigt ned i vandet igen. Hvad var der galt med dem? Efter det, lod han sig ikke blive set. Hver dag tvang han sig selv op på land, og prøvede at bevæge sig på halen, som menneskene gjorde, med deres stænger. Det var svært, og han kunne ikke i ret lang tid ad gangen, inden han skulle ned i vandet igen. Det gjorde han. Dag ud. Og dag ind. Lige meget hvor meget det sled i hans hale, gjorde han det. Og stoppede ikke. Lang lang tid efter lykkedes det endelig. Han havde fået stænger! Han havde ligget og hvilet sig. Da han vågnede havde han fået de der stænger. Han gik stolt rundt på land, og han bekymrede sig ikke om menneskene. De kiggede alle sammen underligt på ham. Mange af dem så forargede ud. Hvad? De havde noget underligt noget på sig. Hvorfor havde de dog det? Men så kunne han mærke at han begyndte at fryse. Det var sikkert derfor de havde det stads på.
Efter kort tid, lærte Silver at omgås med mennesker. Han fandt også ud af at nogle mennesker, er venligere end andre. Han havde ellers troet lige fra episoden med det sorte(som iøvrigt kaldes olie), at alle menneskene var onde. Han lærte også at tale deres sprog. I starten forstod han dem ikke. Men lidt efter lidt forstod han det mere og mere. Han var rimelig glad for at han stadig kunne blive forvandlet tilbage til det han var før. Han sørgede omhyggeligt for at undgå vand når han var oppe på land.
Udseende: Meget køn med langt blåligt hår, som han er født med. smukke klare lyseblå øjne, der ser sørgmodige og uskyldige ud. Rimelig muskuløs. Høj (Som menneske og havmand). Slank. lang blålig fiske hale. Og så har han altid en bestemt halskæde om halsen, som han ikke ved hvor kommer fra. Han har også en vest på som havmand. Han blev inspireret af menneskene og lavede sådan én til når han var havmand igen. Som menneske har han en hvid skjorte, og nogle sorte bukser på. Dem fandt han i et hus, fyldt med det de kalder tøj. Senere hen, fandt han ud af at han faktisk havde stjålet skjorten og bukserne.
Personlighed: Venlig, omsorgsfuld, nysgerrig, glad, pæn, er sjældent sur, elsker at observere ting, kan godt lide jordbær, hader onde ting, elsker dyr, lærenem, ikke god til det med piger, er optimistisk.
Våben: nej
Magi: Han kan styre vand. Få det til at bruse op, få det til at snørkle sig i luften osv.
Dyr: Nej
Styrker:
Positivet
Hans gode udseende
Dygtig svømmer
Alle føler sig godt tilpas i nærheden af ham
Svagheder:
Ikke god til at løbe
Det gode udseende kan tit gøre hankønnene jaloux
Hans begrænsede tid oppe på land
Ikke god i kamp
klaustrofobi
Andet: Hvis han ikke kan sove eller hvis han ser at nogen lider, bliver han vred. Og da han var nede i vandet, og så et skib, for første gang siden Rianas død, blev han oprørt, og ville have hævn.
..Og så er han ikke helt sikker på hvad han er. Altså.. ikke race men. Altså om han er til hankønnet eller hunkøn... Han prøver ikke at tænke på det, og lade som om han er til hunkønnet.
